Efter rigtig mange gode indstillinger til Årets Fan har en AaB-jury udvalgt seks finalister. Stem på din favorit senest lørdag kl. 12.00.
For at hylde de mange tusinde loyale og dedikerede fodboldfans, der uge efter uge viser passion, integritet og kærlighed til deres hjerteklub, har Divisionsforeningen lanceret konkurrencen “Årets Fan”, hvor hver klub skal indstille en kandidat.
Siden lørdag har AaB’s fans kunne indstille en medfan som kandidat til Årets Fan, og der er kommet utrolig mange gode bud på fantastiske AaB-fans.
En jury fra AaB har ud fra det store og flotte felt udvalgt seks kandidater, og du kan nu stemme på din favorit til at vinde årets fan her.
I alfabetisk rækkefølge er kandidaterne:
- Christian Simoni
- Lars Hvilsted
- Oswald Wallin Christensen
- Rikke Vad
- Rune Mangor Jensen
- Sylvia Berglund
Christian Simoni er æresmedlem i AaB Support Club og udgiver fanbladet “Supporteren”. Han er blandt andet blevet indstillet, fordi “han har viet et helt liv til AaB og er en dedikeret AaB-fan, der altid er på plads med et sæsonkort på Complea Tribunens sammen med sin søn”.
Lars Hvilsted er er fast inventar på 3F Tribunen og indstilles blandt andet på grund af “hans utrættelige arbejde til hver eneste hjemmekamp, hvor han hænger hans enorme samling af AaB-halstørklæder op for at skabe en god atmosfære for andre AaB-fans. Han er en ildsjæl og en superfan”
Oswald Wallin Christensen på otte år er på tribunen til alle hjemmekampe og stort set alle udekampe, og han er blandt andet indstillet, fordi “han prioriterer AaB over alt andet. Han sover kun i AaB-sengetøj og har fået overtalt sine forældre til at male et stort AaB-logo samt rød-hvide striber på hans værelsesvæg.”
Rikke Vad er frivillig rejseleder i AaB Support Club og er blandt andet indstillet, fordi “hun ufortrødent støtter AaB både ude og hjemme og samtidig yder en kæmpe indsats i ASC, hvor hun med et stort, varmt hjerte sørger for, at alle, der ønsker at følge AaB, får de bedste oplevelser rundt omkring i Danmark.”
Rune Mangor Jensen er frivillig i AaB Tifo Kaos og er blandt andet indstillet, fordi “han går gennem ild og vand for AaB og ikke har misset én eneste kamp i hele sæsonen, selvom han nu bor i Skanderborg. Han har den største samling af AaB-trøjer, halstørklæder og alt andet merchandise, og så laver han et kæmpe frivilligt arbejde for at skabe den bedste stemning på tribunen”.
Sylvia Berglund er frivillig i AaB Support Club og er blandt andet indstillet, fordi “hun er på stadion hver gang. Uanset hvor og hvornår, der spilles, får hun trods et krævende arbejde tilpasset sin vagtplan ud fra AaB’s kampkalender. Derudover gør hun meget for ASC Junior, hun hverver altid nye AaB-fas og samler folk omkring fællesskabet på udebaneture”.
Stem her.
Afstemningen løber indtil lørdag 4. marts kl. 12.00.
Alle seks kandidater får to VIP-billetter til AaB-FC Midtjylland mandag 6. marts, og i pausen af mandagskampen vil vinderen af afstemningen blive kåret på grønsværen.
Vinderen er herefter AaB’s kandidat til 3F Superligaens landsdækkende konkurrence om “Årets Fan”, som i sidste ende skal findes gennem en fanafstemning og vurderinger fra en nedsat komité.