Fredagsnederlag i Odense
Med OB-mål på straffespark og saksespark og en sen reducering af Daniel Granli tabte AaB fredag aften 2-1 på udebanen i Odense.
AaB tabte fredag aften 2-1 på udebane til OB, der scorede første mål på et straffespark i første halvleg og fulgte op med et saksesparksmål i begyndelsen af anden halvleg. I tillægstiden reducerede Daniel Granli til slutresultatet.
Kampens første mulighed tilfaldt Nicklas Helenius, hvis hovedstød blev reddet af Hans Christian Bernat i OB-målet, og et par minutter senere blev det til en afslutning fra Allan Sousa, som blev blokeret.
I modsatte ende havde Emmanuel Sabbi et spark forbi mål, inden Bashkim Kadrii fik to farlige afslutninger. Den første sendte OB-angriberen forbi opstanderen, mens Theo Sander flot tog sig af den følgende friløber til Bashkim Kadrii.
Den unge AaB-målmand var også på plads lidt efter og fik afværget et angreb, men midt i første halvleg fik OB's Tobias Slotsager headet bolden i nettet efter et klumpspil med efterfølgende indlæg fra kanten af feltet, men scoringen blev efter et VAR-gennemsyn annulleret for offside.
Efter en halv time fik hjemmeholdet så et straffespark, da Jeppe Tverskov gik i græsset i AaB-feltet efter en duel med Oliver Ross. Selvom Theo Sander fik fingerspidserne på straffesparket fra Bashkim Kadrii, fortsatte bolden under AaB-målmanden og over stregen til en fynsk 1-0-føring.
Syv minutter før pausen fik AaB et frispark lige uden for feltet, men Louka Prips forsøg sad lige i OB-muren, og fem minutter før pausen fik Kilian Ludewig så en chance efter en erobring af højrebacken, men tyskeren sendte sin afslutning forbi OB-målet.
To minutter inde i tillægstiden fik hjemmeholdet så en stor afslutningsmulighed til Franco Tongya i AaB-feltet, men Lars Kramer fik blokeret forsøget.
Fire minutter efter pausen blev hjemmeholdets føring fordoblet til 2-0, da Franco Tongya bragede et flot, akrobatisk saksespark i nettet på et indlæg.
Tre minutter senere tog Louka Prip sigte fra kanten af feltet, men fik forsøget blokeret, og i modsatte ende måtte Theo Sander så agere redningsmand på en stor chance til Bashkim Kadrii.
Herefter fulgte en ny mulighed til Emmanuel Sabbi, inden Lucas Andersen tog sigte langt udefra og knaldede et hårdt hug afsted, som Hans Christian Bernat dog fik pareret.
OB-målmanden måtte også hive en redning frem efter 58 minutter, da Louka Prip sendte en kraftfuld afslutning afsted fra kanten af feltet, og minutter senere var det så Andreas Poulsen, der fik en farlig afslutning blokeret et par meter fra målstregen.
Efter en times spil blev Andreas Poulsen og Marco Ramkilde sendt i aktion, men fem minutter senere var det OB's Emmanuel Sabbi, der sendte en spids afslutning forbi, og det samme gjorde han igen midt i anden halvleg. Denne gang dog fra kanten af feltet.
20 minutter før tid steg Jeppe Tverskov til vejrs og headede et indlægsfrispark fra Mads Frøkjær over AaB-målet. En lille håndfuld minutter senere blev Anosike Ementa sendt på banen for AaB, og den tårnhøje angriber fik også hurtigt vist sig frem, da han tvang OB-målmanden til en stor rendning straks efter.
Efter 82 minutter var en anden AaB-indskifter, Marco Ramkilde, på spil, men angriberen begik ifølge dommer Jakob Sundberg et frispark på OB-keeperen i situationen, og fire minutter senere sparkede Andreas Poulsen et langskud over mål.
To minutter før stadionuret rundede 90 minutter hev Theo Sander en ny redning frem på en afslutning fra tæt hold af indskiftede Naatan Skyttä.
Tre minutter inde i tillægstiden reducerede Daniel Granli så til 2-1, da han på et oplæg fra Rasmus Thelander vippede bolden over OB-målmanden. Desværre nåede AaB ikke mere, og derfor endte det med et nederlag på 2-1.
AaB's næste 3F Superligakamp spilles søndag 19. marts mod Randers FC, og børnebilletter til kampen koster kun 10 kr. Køb billetter til opgøret her.
Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 21. spillerunde
OB-AaB 2-1 (1-0)
33. min 1-0 Bashkim Kadrii (str.), 50. min 2-0 Franco Tongya, 90. min 2-1 Daniel Granli
Advarsler OB: Alasana Manneh (37), Franco Tongya (40)
Advarsler AaB: Lars Kramer (73)
9.013 tilskuere på Nature Energy Park
OB (4-2-3-1): Hans Christian Bernat, Gustav Grubbe, Bjørn Paulsen, Tobias Slotsager, Jørgen Skjelvik, Jeppe Tverskov, Alasana Manneh, Emmanuel Sabbi (78: Aron Elis Thrandarson), Mads Frøkjær (72: Naatan Skyttä), Franco Tongya, Bashkim Kadrii (85: Kenneth Zohore).
AaB (4-3-3): Theo Sander, Kilian Ludewig (60: Andreas Poulsen), Lars Kramer, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Oliver Ross (46: Pedro Ferreira), Malthe Højholt, Lucas Andersen (74: Anosike Ementa), Louka Prip (60: Marco Ramkilde), Nicklas Helenius, Allan Sousa.
Dommer: Jakob Sundberg.