AaB TV: AaB-Viborg F.F. 2-0

3. marts 2023 kl. 06:15 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går 2-0 på Aalborg Portland Park i den første af to pokalkvartfinaler mod Viborg F.F. 

Efter en forholdsvis chancefattig første halvleg kunne Louka Prip bringe AaB foran fem minutter efter pausen på et oplæg fra Nicklas Helenius. 

Blot fire minutter senere fordoblede Louka Prip både føringen og sit eget scoringsantal i kampen, da han på en assist fra Iver Fossum sparkede 2-0-scoringen i nettet fra nogenlunde samme position. 

I den anden ende hev Nico Mantl et par redninger frem på Viborg F.F.'s bedste forsøg, og derfor endte kampen med en sejr til AaB på 2-0. 

Se et fyldigt sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Prip-kasser giver sejr og godt udgangspunkt

2. marts 2023 kl. 19:55 af Rasmus Estrup

AaB tog torsdag aften årets første sejr og fik et godt udgangspunkt før pokalkvartfinalens returopgør i Viborg om en måned, da Louka Prips to mål sikrede en 2-0-sejr på Aalborg Portland Park i det første af to opgør mod Viborg F.F. 

Pokalkampen begyndte med et jævnbyrdigt og chancefattigt kampbillede, og i det første kvarter var det på afslutningsfronten kun blevet til et blokeret forsøg fra Louka Prip i den ene ende og en afslutning fra Ibrahim Said, der sad lige på AaB-debutant Nico Mantl, i den anden. 

I det 17. minut slap Lucas Andersen igennem på højrekanten og hans flade indlæg fandt Nicklas Helenius, der hårdt presset i forreste område sparkede forbi mål. 

Midt i første halvleg var det så Viborg F.F., der kom frem til en afslutning, der ligeledes sad uden for rammen, da Zan Zaletel headede et hjørnespark over målet. Herefter fulgte to forbipasserende langskud i hver sin ende fra henholdsvis Kasper Jørgensen og Nils Mortimer.  

Ti minutter før pausen måtte AaB's Kasper Jørgensen udgå med en skade, og Kilian Ludewig overtog derfor pladsen på højrebacken. Som pausen nærmede sig kombinerede den indskiftede tysker sig fint igennem centralt i banen, hvilket førte til en afslutning fra Nicklas Helenius, der desværre ramte en Viborg-fod. 

Den målløse første halvleg blev afsluttet med forbiere fra både Iver Fossum og gæsternes Ibrahim Said. 

Anden halvleg var mindre end et minut gammel, før AaB igen viste tænder, da Allan Sousa fik en omstillingsmulighed, men brasilianerens afslutning fra en spids vinkel sad lige på Viborg-målmand Mikkel Andersen. 

Fem minutter efter pausen fik AaB så bragt sig foran. Et højt AaB-pres anført af Lucas Andersen førte til en fordelagtig bolderobring foran feltet, hvor Nicklas Helenius fandt Louka Prip, som sparkede 1-0-scoringen mellem benene på Mikkel Andersen og i nettet. 

Blot fire minutter senere var Louka Prip på pletten igen. Denne gang kom afleveringen fra Iver Fossum, og fra nogenlunde samme position som ved 1-0-scoringen sparkede Louka Prip denne gang kuglen i nettet ved fjerneste opstander til 2-0. 

Viborg F.F.'s første forsøg efter pausen stod Anton Gaaei for, da han efter en times spil kanonerede et langskud lige forbi det fjerne målhjørne, og en håndfuld minutter senere tvang et godt langskud fra Clint Leemans Nico Mantl ud i en stærk redning. 

Nico Mantl diskede de følgende minutter op med endnu et par stærke redninger på forsøg fra henholdsvis Alassana Jatta og Sofus Berger. Dernæst fulgte indskiftninger af Oliver Ross og Pedro Ferreira i stedet for Lucas Andersen og Allan Sousa. 

Fem minutter før tid blev Marco Ramkilde også indskiftet i stedet for Nicklas Helenius. I tillægstiden fik gæsterne en kæmpe chance midt for mål, men afslutningen blev sendt på tribunen, og AaB vandt dermed kampen 2-0. 

Returopgøret i Viborg spilles som udgangspunkt enten 6. eller 7. april. 

AaB's næste kampe spilles allerede på mandag på hjemmebane mod FC Midtjylland i 3F Superligaen. Køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - Pokalen, kvartfinaler, 1. opgør

AaB-Viborg F.F. 2-0 (0-0)
51. min 1-0 Louka Prip, 55. min 2-0 Louka Prip
Advarsler AaB: Ingen
Advarsler Viborg F.F.: Ingen
5.208 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kasper Jørgensen (36: Kilian Ludewig), Lars Kramer, Rasmus Thelander, Daniel Granli, Iver Fossum, Malthe Højholt, Lucas Andersen (72: Oliver Ross), Louka Prip, Nicklas Helenius (86: Marco ramkilde), Allan Sousa (72: Pedro Ferreira). 

Viborg F.F. (4-3-3): Mikkel Andersen, Anton Gaaei, Nicolas Bürgy, Zan Zaletel, Daniel Anyembe (74: Oliver Bundgaard), Magnus Westergaard (59: Jakob Bonde), Jeppe Grønning, Clint Leemans, Nils Mortimer (59: Sofus Berger), Alassana Jatta (74: Paulinho), Ibrahim Said (81: Renato Júnior).

Dommer: Morten Krogh

Tags på denne nyhed

Resultat i AaB efter forventning

2. marts 2023 kl. 15:50 af Brian Andersen

AaB har i 2022 realiseret et underskud før skat på 15,8 mio. kr. mod et underskud før skat på 15,3 mio. kr. i 2021. 

Der er i regnskabsåret realiseret en tilfredsstillende udvikling i indtægterne med en stigning på i alt 13,7 mio.kr. til 85,2 mio. kr.

Omkostningerne inklusive lønninger er steget med 18,8 mio. kr. til 111,3 mio. kr. Den utilfredsstillende udvikling i omkostningerne har medført, at ledelsen ultimo 2022 har iværksat besparelser, som forventes at få fuld effekt i løbet af 2023. 

Resultatet af transferaktiviteterne udgør et overskud på 17,0 mio. kr. i 2022 mod et overskud på 9,5 mio. kr. i 2021.  Transferindtægterne er primært realiseret i form af spillersalg, hvor Mathias Ross i september 2022 skiftede til tyrkiske Galatasaray SK. Herudover skiftede Andreas Hansen i juni 2022 til FC Nordsjælland. 

På samarbejds- og sponsoraftaler ses der en stigning, hvilket skyldes, at der efter Covid-19 har været en stor opbakning fra partnere og sponsorer, der har øget indtægterne i 2022 til 36,2 mio. kr. 

Match-day indtægterne er steget fra 11,3 mio. kr. i 2021 til 19,1 mio. kr. i 2022. Efter at Covid-19 restriktionerne blev ophævet, er tilskuertallet steget og dette resulterer i større matchday indtægter.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

- Resultatet for 2022 er ganske vist i overensstemmelse med vores udmeldte forventninger, men det er naturligvis ikke et resultat, vi er tilfredse med.

- Det er dyrt at være med i 3F Superligaen, og når vi samtidig kæmper med tingene sportsligt, så bliver de økonomiske resultater desværre derefter, siger Thomas Bælum.

- Det vi kan glæde os over er, at det på trods af den modvind vi har i øjeblikket på banen, er lykkedes os at lande på en omsætning før transfer på 85 mio. kr., hvilket er det højeste i fem år. Og samtidig laver vi rekord i sponsoromsætningen på godt 36 mio. kr., hvilket er det meste nogensinde. Dette sammenholdt med en matchdayomsætning på næsten 20 mio. kr. – en stigning på 60 procent fra 2019 – gør, at vi er tilfredse med udviklingen i de kommercielle indtægter, mener Thomas Bælum.

Egenkapitalen i AaB A/S udgør 61,8 mio. kr. pr. 31. december 2022.

Forventinger til 2023 inklusive strategiarbejde

AaB har i transfervinduet 2022/2023 investeret i forstærkning af Superligaholdet for at opnå overlevelse i 3F Superligaen i indeværende sæson. 

AaB forventer et resultat for 2023 i niveauet minus 10 mio. kr. til minus 20 mio. kr. Heri er indregnet en forventet status som 3F Superligaklub og transferindtægter. 

For at få optimal udnyttelse af den kommercielle vækst er det nødvendigt at få succes på fodboldbanen, hvorfor den igangværende proces med udarbejdelse af ny strategi fortsætter.

Tags på denne nyhed

Truppen til aftenens kvartfinale

2. marts 2023 kl. 13:59 af Rasmus Estrup

Aalborg Portland Park danner i aften kl. 18.00 ramme om den første af to kvartfinaler i Pokalen mellem AaB og Viborg F.F.

Mens AaB på vej til kvartfinalen har besejret Vanløse I.F. og Middelfart Boldklub, har Viborg F.F. på sin vej vundet over Viby I.F. (7-0), Ishøj I.F. (3-2) og FC Midtjylland (3-1).

Til aftenens pokalkvartfinale er følgende 20 AaB-spillere udtaget:

1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 17 Nicklas Helenius, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 20 Kasper Jørgensen, 24 Jonas Skulstad, 26 Rasmus Thelander, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross og 40 Nico Mantl.

Theo Sander sidder over, mens skadeslisten omfatter Younes Bakiz, Andreas Poulsen og Jeppe Pedersen.

Billetter til pokalkvartfinalen kan købes på www.billet.aabsport.dk eller i billethusene på Aalborg Portland Park, der åbner kl. 17.00.

Har man ikke mulighed for at se kampen på Aalborg Portland Park, kan opgøret følges på DR2 med optakt fra kl. 17.45.

Tags på denne nyhed
'