Flere end 10.000 har billet til lørdag

30. maj 2023 kl. 11:11 af Rasmus Estrup

AaB spiller sæsonens sidste kamp i 3F Superligaen på lørdag kl. 14.00 mod Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park, og her bliver det afgjort, om AaB ender over eller under stregen. 

Hele Nordjyllands Hold har inden sidste runde 27 point ligesom både AC Horsens og Lyngby Boldklub. De to sidstnævnte hold har en ringere målscore end AaB og møder hinanden på lørdag samtidig med AaB's møde mod Silkeborg I.F. Derfor kræver det en AaB-sejr over Silkeborg I.F. for at være sikker på at ende på 10. pladsen. 

Vis din opbakning til AaB på lørdag og køb billet til kampen på www.billet.aabsport.dk. 

Flere end 10.000 AaB-fans har allerede billet til opgøret, og der er på nuværende tidspunkt færre end 500 siddepladser tilbage til Aalborg Portland Park. 

Tilhængere af Silkeborg I.F. skal købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

Ligeledes gælder det, at AaB-fans kun må købe billetter til AaB's fans afsnit på Aalborg Portland Park. 

Tags på denne nyhed

AaB tabte i U/19 Ligaen

30. maj 2023 kl. 09:05 af Rasmus Estrup

AaB’s U/19 Ligamandskab spillede lørdag sæsonens næstsidste kamp, da holdet på udebane tabte med 3-0 til Esbjerg fB.

Efter en jævnbyrdig og målløs første halvleg bragte hjemmeholdet sig i front fire minutter efter pausen på en nordjysk opspilsfejl, og blot tre minutter senere blev det også 2-0 til Esbjerg fB.

Ca. 20 minutter før tid eksekverede Esbjerg en omstilling ved målet til 3-0, og mod slutningen brændte AaB et straffespark. Dermed endte det med et 3-0-nederlag

- Egentlig skabte vi nok med chancer til, at vi burde have scoret og fået mere med fra kampen end et 3-0-nederlag, men vores præstation var for broget og fragmenteret, og det var unødvendigt, at vi lukkede tre mål ind, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- I perioder var vores spil for usammenhængende, og vi lavede for mange unødvendige boldtab. De fejl er vi nødt til at luge ud i, hvis vi skal fortsætte processen med at bygge på vores præstationer. Nu har vi en kamp tilbage mod AC Horsens på fredag, og med en sejr kan vi hoppe en plads op i stillingen, så det er vores mål lige nu, for vi vil gerne slutte så højt som muligt, siger Lars Noer Madsen.

Sæsonens sidste kamp i U/19 Ligaen spilles på Hornevej på fredag kl. 18.30 mod AC Horsens. Inden sidste runde ligger AaB på 11. pladsen med 24 point.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Lyngby Boldklub-AaB 2-1

30. maj 2023 kl. 07:19 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 2-1 på udebane til Lyngby Boldklub, hvilket betyder, at både AaB, AC Horsens og Lyngby Boldklub står med 27 point inden sidste spillerunde, der spilles på lørdag kl. 14.00, hvor AaB møder Silkeborg I.F. på Aalborg Portland Park. 

Gårsdagens hjemmehold begyndte opgøret bedst, og efter 23 minutter sparkede Petur Knudsen fortjent Lyngby Boldklub foran med 1-0. 

Frederik Gytkjær var tæt på at udbygge til 2-0 på et hovedstød, men på stregen fik Lars Kramer afvist bolden. 

Et par minutter før pausen headede Rasmus Thelander stærkt mod mål, men Mads Kikkenborg hev en klasseredning frem på stregen, og med hjælp af overliggeren gik bolden ud til et nyt AaB-hjørne. Dette sad i hovedet på Lars Kramer, som headede den udlignende 1-1-scoring i kassen. 

Mindre end et minut inde i anden halvleg kom Lyngby Boldklub foran med 2-1, da bolden tilfældigt dumpede ned foran Frederik Gytkjær på kanten af det lille felt, og herfra nærmest tacklede Lyngby-angriberen bolden over stregen. 

Mod slutningen pressede AaB gevaldigt på for en udligning, men Mads Kikkenborg hev flere gode redninger frem på afslutninger fra Louka Prip, Marco Ramkilde sendte et godt oplæg fra Anosike Ementa over mål og Lucas Andersen måtte se forsvaret stå i vejen tæt på stregen. 

I sidste sekund fik AaB en sidste mulighed, men her headede Anosike Ementa Lucas Andersens hjørnespark på overliggeren, og dermed endte det med et nederlag på 2-1. 

Se sammendrag af kampen i videoen øverst og køb billetter til den afgørende kamp på Aalborg Portland Park på lørdag her. 

Tags på denne nyhed

Nederlag i Lyngby

29. maj 2023 kl. 16:04 af Rasmus Estrup

AaB måtte 2. pinsedag desværre se sig besejret med 2-1 på udebane mod Lyngby Boldklub. Hjemmeholdet kom foran ved Petur Knudsen, inden Lars Kramer kort før pausen udlignede for nordjyderne. Tidligt i anden halvleg scorede Frederik Gytkjær sejrsmålet for Lyngby Boldklub. 

Med ca. 2.000 fremmødte AaB-fans i ryggen var det Hele Nordjyllands Hold, der i det andet minut kom frem til opgørets første chance, da Pedro Ferreira efter en nordjysk omstilling lagde an til skud på kanten af feltet. Portugiserens afslutning gik dog et par meter forbi fjerneste målhjørne. 

Herefter var det hjemmeholdet, der satte sig på kampen, og efter otte minutter måtte AaB's portugisiske midtbanespiller kaste sig ned i et langskud fra Sævar Atli Magnusson, hvorefter Nico Mantl nemt kunne samle hænderne omkring bolden. 

Fire minutter senere leverede Nico Mantl så en pragtredning, da Frederik Gytkjær blev spillet frit igennem til en friløber, og efter tyskerens stærke redning blev linjevogterens flag også hævet for offside. Kort efter måtte AaB-målmanden give en returbold på et hårdt hug fra Marcel Rømer, men returbolden fik AaB-defensiven clearet ud til hjørne. 

20 minutter inde i kampen var AaB nærgående på en omstilling, men Iver Fossums frie hovedstød på Kilian Ludewigs indlæg gik forbi, inden linjevogteren hævede offside-flaget. Minuttet senere driblede Lucas Andersen ind i Lyngby-feltet, hvorfra han fik sit flade forsøg reddet af Mads Kikkenborg. 

Straks efter var hjemmeholdet tæt på at komme på tavlen, da Frederik Gytkjær fik en farlig afslutning afrettet over mod fjerneste stolpe, hvor en fri Kolbeinn Finnson dog sparkede forbi. 

Efter 23 minutter kunne Lyngby Boldklub så bringe sig fortjent foran med 1-0, da læderet blev lagt til rette for Petur Knudsen, der fra en fri position i AaB-feltet sparkede bolden højt i netmaskerne. Umiddelbart efter scoringen blev Louka Prip skiftet ind i stedet for Pedro Ferreira. 

Et lille kvarter senere måtte Lars Kramer redde bolden på stregen. Nico Mantl fejlvurderede et Lyngby-frispark, som endte med en stor hovedstødchance til Frederik Gytkjær, der altså kunne se AaB's hollandske stopper heade bolden væk på mållinjen. 

Mod slutningen af en ellers utilfredsstillende første halvleg viste AaB igen tænder. Først tog Louka Prip en flot solotur, inden han fik sin afslutning blokeret. Dernæst headede Rasmus Thelander et fremragende hovedstød på et hjørnespark mod kassen, men i målet hev Mads Kikkenborg en flot refleksredning frem, da han via overliggeren sendte bolden ud til et nyt hjørnespark. 

Dette blev slået ind til kanten af det lille felt, hvor Lars Kramer stangede udligningen i kassen til pausestillingen 1-1. 

Anden halvleg var blot få sekunder gammel, før Lyngby Boldklubs Frederik Gytkjær fik en afslutning blokeret, og mindre end et minut efter pausen kunne netop Frederik Gytkjær bringe hjemmeholdet på 2-1, da bolden efter et klumpspil havnede tilfældigt hos Frederik Gytkjær, som tæt under mål fik sendt bolden over stregen. Efter scoringen måtte Rasmus Thelander lade sig udskifte med Jakob Ahlmann. 

Seks minutter senere headede Nicklas Helenius et indlæg forbi, inden hjemmeholdets indskifter Mathias Kristensen fik en stor chance midt for AaB-målet, men Lars Kramer nåede flot tilbage med en glidende tackling. 

I modsatte ende fik Louka Prip en friløber, der først blev reddet og siden vinket offside, inden Frederik Gytkjær i AaB-feltet fik en afslutning tæt på mål blokeret til hjørne af Daniel Granli. Denne aktion blev efterfulgt af tre AaB-udskiftninger, da Kilian Ludewig, Nicklas Helenius og Iver Fossum blev erstattet af Oliver Ross, Anosike Ementa og Marco Ramkilde. 

De to sidstnævnte kæmpede sig umiddelbart efter indskiftningen til en stor chance, da Anosike Ementa sled sig forbi Andreas Bjelland og sendte bolden på tværs til Marco Ramkilde, der sparkede over. 

Midt i anden halvleg var Louka Prip også tæt på en udligning, da han tog sigte mod bagstolpen, men Lyngby-keeperen kom i vejen med en stærk arm, og hjemmeholdet fik efterfølgende afvist returen for næsen af Marco Ramkilde. 

Efter 86 minutter slog Younes Bakiz et indlæg ind i Lyngby-feltet til Anosike Ementa, som headede lige forbi fjerneste opstander, og i 90. minut slog Lucas Andersen et kantfrispark ind mod målfeltet, hvor Mads Kikkenborg måtte give en giftig returbold, som Lyngby-forsvaret dog fik clearet. 

Tre minutter inde i tillægstiden blev Louka Prip afværget af Lyngby-keeperen, inden kuglen havnede for fødderne af Lucas Andersen, der i to tilfælde blev blokeret af Lyngby-forsvaret.

I sidste sekund headede AaB på overliggeren, og dermed sluttede det trods stort AaB-pres til sidst med et nederlag på 2-1.

Resultatet betyder, at AaB inden sidste spillerunde ligger på 10. pladsen i 3F Superligaen med 27 point. Både AC Horsens og Lyngby Boldklub, der mødes i sidste runde, har ligeledes 27 point, men en dårligere målscore. 

Det hele bliver derfor afgjort på lørdag, hvor AaB kl. 14.00 hjemme på Aalborg Portland Park møder Silkeborg I.F. Gør som flere end 9.000 andre AaB-fans og køb billetter til kampen her. 

Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspillet, 31. spillerunde

Lyngby Boldklub-AaB 2-1 (1-1)
24. min 1-0 Petur Knudsen, 44. min 1-1 Lars Kramer, 46. min 2-1 Frederik Gytkjær
Advarsler Lyngby Boldklub: Ingen
Advarsler AaB: Nicklas Helenius (29)
9.341 tilskuere på Lyngby Stadion

Lyngby Boldklub (3-4-3): Mads Kikkenborg, Pascal Gregor, Andreas Bjelland, Lucas Hey, Willy Kumado (70: Tobias Storm), Marcel Rømer, Tochi Chukwuani, Kolbein Finnson (81: Brian Hamalainen), Sævar Atli Magnusson, Frederik Gytkjær (90: Parfait Bizoza), Petur Knudsen (46: Mathias Kristensen). 

AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kilian Ludewig (63: Oliver Ross), Lars Kramer, Rasmus Thelander (49: Jakob Ahlmann), Daniel Granli, Younes Bakiz, Malthe Højholt, Pedro Ferreira (26: Louka Prip), Iver Fossum (63: Marco Ramkilde), Nicklas Helenius (63: Anosike Ementa), Lucas Andersen.

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed
'