AaB taber sæsonens sidste kamp 1-0 til Silkeborg I.F. og rykker således ned i NordicBet Ligaen.
AaB tabte sæsonens sidste og afgørende kamp med 1-0 til Silkeborg I.F. Det betyder, at AaB slutter sæsonen på 3F Superligaens 12. plads og således rykker ud af landets 3F Superligaen og ned i NordicBet Ligaen.
På et udsolgt Aalborg Portland Park med 11.300 tilskuere og en hoppende Vesttribune fra første fløjt var det AaB, der sendte kampen første farlige afslutning afsted efter halvandet minut. Et par meter uden for feltet tog Younes Bakiz sigte mod målhjørnet, men Nicolai Larsen i Silkeborg-målet hev en stor redning frem og viftede læderet ud til et hjørne.
Dette nåede Anosike Ementa op til, men afslutningen voldte ingen problemer for Nicolai Larsen. Det gjorde den høje AaB-angribers akrobatiske hælafslutning ti minutter senere heller ikke.
I opgørets 15. minut fik Silkeborg I.F. første halvlegs største chance, da Sebastian Jørgensen efter en hurtig kombination på kanten af AaB-feltet spillede Tonni Adamsen alene igennem med Nico Mantl. Den tyske AaB-keeper vandt dog duellen med en klasseredning.
I modsatte ende fortsatte Anosike Ementa med at komme frem til chancer. Først driblede han fornemt forbi Silkeborg-defensiven og endte en-mod-en med Nicolai Larsen, der desværre fik hænderne i vejen for angriberens chip, og kort efter tilkæmpede Anosike Ementa sig en hårdt presset afslutning, som han sendte forbi mål.
AaB fortsatte de gode takter, og efter 26 minutter prøvede Anosike Ementa lykken med et saksespark på et indlæg fra Younes Bakiz. Saksesparket manglede fart, og inde under mål løb Kasper Jørgensen afslutningen op, inden han gik i græsset og modtog et gult kort for film.
Et par minutter senere forsøgte Tonni Adamsen sig med en afslutning fra en vanskelig position, og Nico Mantl greb uden problemer forsøget, før Lars Kramer i den anden ende headede et kantfrispark fra Lucas Andersen forbi mål.
Fem minutter før pausen var et AaB-indlæg fra venstre tæt på at blive farligt, da det gik hele vejen over til bagstolpen, men norske Iver Fossum kunne lige akkurat ikke nå frem til bolden. Kort efter var Jakob Ahlmann også tæt på at få en farlig mulighed efter gode takter af Lucas Andersen, men venstrebacken blev tacklet i skudøjeblikket. Dermed endte en ellers lovende første halvleg uden scoringer.
Efter pausen var det gæsterne, der spillede sig frem til første chance, men afslutningen i AaB-feltet sad lige på Nico Mantl, og den tyske målmand var også på plads ti minutter efter pausen, da Oliver Sonne fik en god mulighed i AaB-feltet. Umiddelbart efter denne blev Pedro Ferreira skiftet ind i stedet for Louka Prip.
Knap en time inde i kampen blev Nico Mantl testet på ny, da et indøvet Silkeborg-frispark skabte en fri afslutning til Mark Brink, som også kunne se AaB's sidste skanse stå i vejen, og Nico Mantl måtte være redningsmand for AaB igen kort efter, da Sebastian Jørgensen fik et farligt langskud afrettet mod AaB-målet.
I modsatte ende fik Iver Fossum AaB's første chance efter pausen, da bolden efter et længere AaB-opspil havnede for fødderne af nordmanden på kanten af det lille felt. Silkeborg-forsvaret fik dog tacklet bolden fra Iver Fossum, inden det kunne blive til en afslutning.
Et par minutter senere blev Anosike Ementa erstattet af Nicklas Helenius, men det var Silkeborg-indskifter Alexander Lind, der stod for kampens næste chance, da han i en omstilling sparkede forbi nærmeste opstander.
20 minutter før tid fik Silkeborg I.F. tilkendt et straffespark, da Alexander Lind efter en omstilling blev nedlagt af Malthe Højholt. Fra pletten sparkede Sebastian Jørgensen på overliggeren, men glæden på Aalborg Portland Park var kortvarig, for få sekunder efter fik Alexander Lind en fri chance efter et indlæg, der gik over Lars Kramer, og angriberen lagde bolden i nettet til en 1-0-føring til Silkeborg I.F.
Efter scoringen blev Sebastian Otoa og Iver Fossum udskiftet med Oliver Ross og Kilian Ludewig, og efter 82 minutter gik Lucas Andersen i græsset i gæsternes felt, men dommerens fløjte forblev tavs, og et VAR-tjek ændrede ikke på kendelsen.
Efter 86 minutter fik målscorer Alexander Lind en friløber på en omstilling, men denne gang ramte angriberen stolpen. Minuttet senere fik Alexander Lind efter flere Silkeborg-kombinationer sendt bolden over stregen, men der blev dømt offside i opspillet, og dette stod fast efter et VAR-tjek.
AaB formåede i tillægstiden ikke at skaffe udligningen, og dermed endte det med et nederlag på 1-0.
AaB slutter med nederlaget sæsonen på 12. pladsen i 3F Superligaen med 27 point, hvilket er et point færre end Lyngby Boldklub og AC Horsens på henholdsvis 10. og 11. pladsen. Det betyder, at AaB i næste sæson spiller i NordicBet Ligaen. Det er første gang siden 1987, at AaB ikke er i landets bedste række.
Matchfacts - 3F Superligaen, Kvalifikationsspil, 32. spillerunde
AaB-Silkeborg I.F. 0-1 (0-0)
74. min 0-1 Alexander Lind
Advarsler AaB: Kasper Jørgensen (27)
Advarsler Silkeborg I.F.: Ingen
11.300 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kasper Jørgensen, Lars Kramer, Sebastian Otoa (76: Oliver Ross), Jakob Ahlmann, Iver Fossum (76: Kilian Ludewig), Malthe Højholt, Younes Bakiz, Louka Prip (57: Pedro Ferreira), Anosike Ementa (65: Nicklas Helenius), Lucas Andersen.
Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Oliver Sonne (85: Oskar Boesen), Tobias Salquist, Alexander Busch, Lukas Engel, Pelle Mattsson, Mark Brink (85: Lasse Vigen Christensen), Anders Klynge (90: Asbjørn Bøndergaard), Sebastian Jørgensen, Tonni Adamsen (64: Alexander Lind), Kasper Kusk (46: Andreas Oggesen).
Dommer: Sandi Putros