AaB TV: Viborg F.F.-AaB 2-1

27. januar 2023 kl. 07:13 af Rasmus Estrup

Trods adskillige store AaB-chancer tabte Hele Nordjyllands Hold i går 2-1 til Viborg F.F. i årets tredje testkamp. 

Viborg F.F. bragte sig i front i det syvende minut ved Ibrahim Said, og selvom AaB blandt andet havde et træf på stolpen og et par friløbere til Kilian Ludewig og Anosike Ementa, så kunne hjemmeholdet også udbygge til 2-0 i 78. minut, da Elias Achouri udnyttede en omstilling. 

Kampen blev spillet over 120 minutter, og efter 103 minutter fik AaB reduceret, da Allan Sousa sparkede et flot langskud i nettet. 

AaB havde også muligheden for at udligne kort efter, men dobbeltchancen til Marco Ramkilde og Allan Sousa blev brændt, og dermed sluttede det med et nederlag. 

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af kampen, ligesom du kan få reaktioner fra anfører Lucas Andersen og cheftræner Erik Hamrén. 

Tags på denne nyhed

Tredje tætte testkamp for AaB

26. januar 2023 kl. 16:11 af Brian Andersen

Således blev årets tredje testkamp ligesom opgørene mod AC Horsens og FC Fredericia en tæt affære, og ligesom det var tilfældet for seks dage siden mod AC Horsens, så var der en del scoringsmuligheder i begge ender af banen.

AaB indledte bedst og var aggressive, og det var tæt på et føringsmål i det femte minut, hvor Iver Fossum headede på stolpen.

Bare to minutter senere bragte hjemmeholdet sig i stedet foran, da et indlæg fra venstre flot blev headet i nettet af Ibrahim Said.

I de følgende minutter var viborgenserne bedst på bolden, men en stor chance for udligning for AaB kom efter 16 minutter, da Lucas Andersen serverede en friløber for Kilian Ludewig, men VFF-målmand Lucas Lund fik forhindret en scoring.

Efter godt en halv time måtte AaB-keeper Josip Posavec leverede en god redning over for en afslutning fra Clint Leemans, og på det efterfølgende hjørnespark headede Zan Zaletel en kæmpe mulighed over tværribben.

Få øjeblikke senere var det AaB til at få den anden friløber i kampen, da Anosike Ementa stjal bolden, men desværre fik Ementa chippet læderet over både målmand og målrammen.

Efter 39 minutter var Josip Posavec på plads over for Alassana Jatta, og også Sofus Berger truede for værterne, før Iver Fossum efter en times spil fik en ny chance blokeret på mållinjen.

AaB skiftede som aftalt på forhånd 11 mand og Viborg F.F. ti stk., og med de nye folk på banen var Jakob Bonde efter 73 minutter første mand til at vise farlighed, men Nico Mantl kom i vejen i AaB-målet.

2-0 scoringen kom fem minutter senere, hvor AaB blev overspillet i et kontraangreb, som Elias Achouri kunne afslutte fra tæt hold.

Herfra pressede AaB på, og Malthe Højholt burde efter 97 minutter have gjort det bedre, da Lars Kramer efter et hjørnespark snittede bolden videre mod området ved den bageste stolpe.

Allan Sousa havde en god mulighed for reducering, hvilket i stedet lykkedes for samme mand få øjeblikke senere, da brasilianeren med et følt spark med venstrebenet krøllede bolden i netmaskerne.

Kort efter reduceringen til 2-1 opstod en stor dobbeltchance til Marco Ramkilde og Allan Sousa, men i begge tilfælde kom målmanden i vejen.

Fem minutter før tid blev Milan Makaric’ skud fra en fri position afværget, og på det efterfølgende angreb lignede det unægteligt en strafbar hands i straffesparksfeltet, da Kristoffer Pallesen forsøgte sig med en tværpasning, men dommerens fløjte forblev i situationen tavs.

Dermed blev det til et nederlag til AaB, inden der fra lørdag venter 12 dages træningslejr i Oliva i Spanien, hvor tre testkampe er på programmet. Den første allerede på søndag mod nordirske Derry City FC.

Matchfacts – testkamp (2 x 60 min)
Viborg F.F.-AaB  2-1 (1-0)
7. min 1-0 Ibrahim Said, 78. min 2-0 Elias Achouri, 102. min 2-1 Allan Sousa.

AaB (4-3-3): Josip Posavec (61: Nico Mantl), Kasper Jørgensen (61: Kristoffer Pallesen), Rasmus Thelander (61: Lars Kramer), Daniel Granli (61: Anders Hagelskjær), Andreas Poulsen (61: Jakob Ahlmann), Pedro Ferreira (61: Sebastian Stahlfest (106: Sebastian Otoa)), Iver Fossum (61: Malthe Højholt), Lucas Andersen (61: Oliver Ross), Louka Prip (61: Allan Sousa), Anosike Ementa (61: Marco Ramkilde), Kilian Ludewig (61: Anders Noshe (106: Milan Makaric)).

Tags på denne nyhed

Kom gratis i Aalborg Zoo med et sæsonkort

26. januar 2023 kl. 08:08 af Rasmus Estrup

Januar nærmer sig sin afslutning, og på lørdag kan AaB's sæsonkortholdere få gavn af den sidste gratis aktivitet i vinterens oplevelsespakke fra AaB.

Som en tak for støtten gennem hele 2022 gik AaB nemlig sammen med Kunsten, Nordsøen Oceanarium og Aalborg Zoo, som alle valgte at slå dørene gratis op for AaB’s sæsonkortholdere i bestemte perioder i november, december og januar.

På lørdag 28. januar er det så Aalborg Zoo, der afslutter denne vinters oplevelsespakke, når de lukker alle med et aktivt sæsonkort til Aalborg Portland Park gratis ind gennem døren. Alt du som sæsonkortholder skal gøre, er at vise dit aktive sæsonkort ved indgangen.

Aalborg Zoo er lørdag åbent fra kl. 10.00 til kl. 15.00.

Hele oplevelsespakken har denne vinter bestået af:

  • Gratis adgang til Kunsten efter kl. 16.00 i uge 48 (29. november-4. december) 
  • Gratis adgang til Nordsøen Oceanarium enten søndag 4. december, søndag 11. december, søndag 15. januar eller søndag 22. januar. 
  • Gratis adgang til Aalborg Zoo enten lørdag 14. januar eller lørdag 28. januar. 

Derudover er alle AaB’s sæsonkortholdere inviteret gratis til AaB’s store preseason-arrangement i Aalborg Kongres og Kultur Center tirsdag 14. februar. Læs mere om det her.

Tags på denne nyhed

Tredje testkamp venter for AaB

25. januar 2023 kl. 16:50 af Brian Andersen

Klubberne har aftalt at afvikle opgøret med to gange 60 minutters spilletid, og der er kickoff på Rughavevej i Viborg kl. 12.00.

AaB-cheftræner Erik Hamrén har udtaget følgende 25 navne:

1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 20 Kasper Jørgensen, 25 Andreas Poulsen, 26 Rasmus Thelander, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross, 40 Nico Mantl samt U/19 Ligaspillerne Gustav Dahl, Anders Noshe, Sebastian Otoa og Sebastian Stahlfest.

Nicklas Helenius, Theo Sander, Younes Bakiz og Jeppe Pedersen sidder helt over.

Det er planen, at alle 11 startende spillere skiftes i pausen – efter 60 minutter.

Der er livestreaming af opgøret på Viborg F.F.’s Youtube-kanal.

Tags på denne nyhed

Find dine billetter og sæsonkort i AaB-appen

25. januar 2023 kl. 09:30 af Rasmus Estrup

Siden lanceringen af AaB’s officielle app “AaB Sport - AaB” har det været et ønske, at få billetter og sæsonkort integreret i appen, og det er nu blevet muligt.

Man kan således nu tilgå sine købte billetter og sit sæsonkort i AaB’s app, såfremt den profil man har oprettet i AaB-appen er oprettet under samme mail, som er anvendt til køb af sæsonkort eller billetter på www.billet.aabsport.dk.

I forårets tre første hjemmekampe vil der være en testperiode, hvor billetintegrationen i AaB-appen testes ved indgangene.

Du kan downloade AaB’s officielle app via App Store eller Google Play. Her findes den under navnet “AaB Sport - AaB”.

AaB’s app indeholder også kamprelevante konkurrencer og afstemninger som kampens spiller-afstemningen og pausequizzen. Derudover er app’en fyldt med nyheder om AaB, ligesom du får notifikationer om de vigtigste nyheder.

Til AaB’s preseason-arrangement 14. februar i Aalborg Kongres og Kultur Center vil der i foyeren være en infostand, hvor du kan få besvaret spørgsmål til AaB’s app og dit sæsonkort.

Tags på denne nyhed
'