AaB inviterer til preseason i Musikkens Hus

3. januar 2024 kl. 10:00 af Rasmus Estrup

Alle vores sæsonkortholdere er sammen med vores samarbejdspartnere inviteret til et unikt preseason-arrangement i enestående rammer hos Musikkens Hus onsdag 24. januar. Dørene åbner kl. 18.00, og kl. 19.00 begynder selve arrangementet i koncertsalen.

Når dørene åbner vil alle gæster blive taget imod af AaB’s førsteholdstrup, som også står klar til at skrive autografer inden arrangementet i koncertsalen. Der vil desuden være livemusik i foyeren og mulighed for at købe merchandise i AaB Shoppens opsatte bod samt deltage andre aktivteter for AaB-fans i alle aldre.

Det vil gennem hele aftenen være muligt at købe drikkevarer og snacks i Musikkens Hus.

Årets preseason-arrangement er skabt i samarbejde med Arbejdernes Landsbank og Musikkens Hus, og det er de to AaB-koryfæer Thomas Augustinussen og Kasper Risgård, som vil være værter for selve arrangementet, der begynder kl. 19.00.

Undervejs følger der fra scenen interviews med klubbens sportslige ledelse, interviews med udvalgte spillere, præsentation af spillertruppen og spændende overraskelser. 

Sæsonkortholdere og samarbejdspartnere vil i de kommende dage modtage en mail angående tilmelding til årets preseason-arrangement, som foregår efter først-til-mølle-princippet, og mere info om aftenen vil følge, som dagen nærmer sig. 

Men sæt indtil videre et stort kryds i kalenderen onsdag 24. januar fra kl. 18.00, så vi sammen kan få den bedst mulige optakt inden det vigtige forår, der venter forude.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Alle mål i 2023

1. januar 2024 kl. 10:50 af Rasmus Estrup

2023 var på mange måder et turbulent år med en hård nedrykning. Hele vejen igennem har opbakningen været i top, og på målkontoen bød det hårde forår på 24 scoringer, mens efteråret førte 53 mål med sig.

21 forskellige målscorere er kommet på tavlen for vores klub i det forgangne år, og her på første dag i 2024 kan du se alle 77 mål i videoen øverst.

AaB TV: Nytårshilsen fra Ole Jan Kappmeier

31. december 2023 kl. 09:39 af Rasmus Estrup

I juni tiltrådte Ole Jan Kappmeier som sportsdirektør i AaB, og efter et turbulent og begivenhedsrigt første halvår, takker Ole Jan Kappmeier på årets sidste dag for den opbakning, han har mødt omkring klubben i sin første tid som sportsdirektør i klubben.

I nytårshilsen får han også prøvet kræfter med det danske sprog. 

På vegne af alle i AaB ønskes alle AaB’ere et godt nytår.

Tags på denne nyhed

Bliv forårsklar med et sæsonkortabonnement

29. december 2023 kl. 12:45 af Rasmus Estrup

24. februar tager vi hul på en spændende forårssæson i NordicBet Ligaen på hjemmebane mod Sønderjyske, og du kan sikre dig en plads til forårets hjemmekampe på Aalborg Portland Park med et sæsonkortabonnent eller billetabonnement på www.billet.aabsport.dk.

Med et sæsonkortabonnement er du sikret en fast plads til samtlige hjemmekampe fra 85 kr. om måneden for voksne og 45 kr. om måneden for børn.

Et billetabonnement er et billigere alternativ, der koster fra 75 kr. om måneden for voksne og 35 kr. om måneden for børn.

Billetabonnementet er til dig, der ønsker adgang til alle kampe på Aalborg Portland Park, men samtidig er klar over, at du ikke kan være der hver eneste gang. Med et billetabonnement skal du derfor trække billet fra kamp til kamp. Dermed optager du ikke en plads til de kampe, du ikke kommer til.

Du får som billetabonnent adgang til at trække din billet 48 timer før, det officielle billetsalg begynder, så du er sikker på at få en plads. Du kan fortsat trække billet, efter det officielle billetsalg er begyndt, men herefter er du ikke længere garanteret en plads, hvis der bliver udsolgt.

Priserne på billetabonnementet kan ses nedenfor.

Med et sæsonkortabonnement skal du ikke aktivt hente billet til kampene. Du har automatisk adgang til kampene med dit sæsonkortabonnement.

For et nytegnet abonnement er der seks måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned plus en måned. Læs mere. 

Tags på denne nyhed

Kom gratis i Nordsøen Oceanarium i morgen

27. december 2023 kl. 09:35 af Rasmus Estrup

Årets oplevelsespakke til alle vores flere end 5.000 sæsonkortholdere giver i morgen gratis adgang til Nordsøen Oceanarium.

Samtidig kan familiemedlemmer af alle vores sæsonkortholdere få 20 procent rabat på billetter til i morgen.

For at få gratis entré i morgen skal man bestille en gratis online billet her og fremvise et gyldigt sæsonkort til Aalborg Portland Park ved indgangen.

Derudover vil alle sæsonkortholdere i dag modtage en mail med en rabatkode, der kan anvendes online på https://nordsoenoceanarium.dk/ for at få adgang til de 20 procent rabat for sæsonkortholderes familiemedlemmer.

Foruden Nordsøen Oceanairum er også Vikingemusset Lindholm Høje, Aalborg Historiske Museum og Aalborg Zoo med i samarbejdet omkring oplevelsespakken, ligesom sæsonkortholdere også inviteres til vores preseason-arrangement i begyndelsen af 2024. 

Hele oplevelsespakken for vores sæsonkortholdere i 2023/2024 består af:

  • Gratis entré til Aalborg Historiske Museum fra mandag 4. december til og med lørdag 16. december og igen fra tirsdag 9. januar til og med lørdag 20. januar.
  • Gratis entré til Vikingemuseet Lindholm Høje fra mandag 4. december til og med søndag 17. december og igen fra tirsdag 9. januar til og med søndag 21. januar.
  • Gratis entré til Nordsøen Oceanarium enten søndag 10. december, torsdag 28. december, søndag 14. januar eller søndag 21. januar samt 20 procent rabat på billetter til sæsonkortholderes familiemedlemmer i samme weekend.
  • Gratis entre til Aalborg Zoo enten lørdag 13. januar eller lørdag 20. januar.  
  • Invitation til julehygge med AaB og Arbejdernes Landsbank onsdag 6. december.
  • Invitation til AaB’s preseason-arrangement i begyndelsen af 2024.

Oplevelsespakken er kun for sæsonkortholdere - ikke billetabonnenter.

Tags på denne nyhed
'