AaB forlænger med U/17-landsholdsmålmand
Den talentfulde akademimålmand Bertil Grønkjær har fået forlænget sin kontrakt med AaB indtil 31. december 2026.
Den 16-årige keeper kom til AaB i 2019 fra partnerklubben Aalborg Chang.
Bertil Grønkjær er en del af det U/17 Liga-mandskab, som halvvejs i turneringen indtager en fjerdeplads i U/17 Ligaen.
AaB’s sportsdirektør Ole Jan Kappmeier udtaler:
- AaB har som klub tradition for at udvikle dygtige målmænd, og det er allerede nu tydeligt, at Bertil Grønkjær kan blive den næste i rækken.
- Derfor er det også vigtigt for os at have en længere aftale på plads med Bertil, hvilket følger den strategi, vi har for vores talenters udvikling på AaB Akademiet, siger Ole Jan Kappmeier.
Aftalen med Bertil Grønkjær kommer i halen af øvrige akademiforlængelser med blandt andre Sebastian Otoa, Kasper Davidsen, Nóel Atli Arnórsson, Mads Bomholt og Anders Noshe.
- Bertil Grønkjær har nu en kontrakt, der rækker ind i seniortiden, hvilket naturligvis er vigtigt for både ham og for os, så vi sammen kan planlægge de næste step for hans udvikling, fortæller AaB’s akademichef Jacob Larsen.
- Generelt set befinder Bertil sig i en særdeles positiv udvikling i et stærkt talentmiljø i AaB, hvor Bertil allerede nu er kampafgørende. Bertil er lærenem og en reaktionsstærk og spilintelligent målmand, der også er god med fødderne. Og med sine næsten to meter i højden har han stor rækkevidde både i luften og ved jorden, og vi ser meget frem til at følge og præge hans fortsatte udvikling, slutter Jacob Larsen.
Bertil Grønkjær er indtil videre noteret for 11 ungdomslandskampe for Danmark.