Vidste du om AaB og OB…
Skæve vinkler på 2. påskedags 3F Superligaopgør på Aalborg Portland Park. Vidste du således…
- at den forestående duel er 3F Superligakamp nummer 93 mellem AaB og OB. Statistikken siger 34 sejre til AaB, 31 uafgjorte og 27 nederlag samt en målscore på 133-123 i AaB’s favør.
- at AaB har fået point i de tre seneste 3F Superliga-hjemmekampe mod OB i form af to sejre og en uafgjort. Det er AaB’s bedste præstation hjemme mod OB i 3F Superligaen siden de fem kampe i træk med point i perioden august 2011-november 2013.
- at hvis AaB formår at besejre OB i morgen, vil det være første gang i knap et år, at AaB vinder to Superligakampe i træk. Samtidig vil det være AaB’s første Superligasejr på Aalborg Portland Park siden august 2022.
- at AaB ikke har vundet i de syv seneste 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park, hvor det er blevet til tre uafgjorte og fire nederlag. Hvis det ikke bliver til sejr over OB, vil de otte hjemmekampe i træk uden sejr være en tangering af AaB’s 3F Superliga-klubrekord sat i august 2018-februar 2019.
- at ud af de 92 tidligere 3F Superligakampe mod OB har AaB scoret først i 46 tilfælde, hvilket har resulteret i 31 sejre, ni uafgjorte og seks nederlag. Omvendt har OB scoret kampens første mål i 36 tilfælde, hvilket har givet AaB tre sejre, 12 uafgjorte og 21 nederlag.
- at OB har tabt sine tre seneste 3F Superliga-udekampe med sammenlagt 2-12.
- at AaB ikke har scoret i sine tre seneste hjemmekampe i 3F Superligaen, dvs. ingen scoring på hjemmebane siden Andreas Poulsens mål mod Silkeborg I.F. i november 2022. Hvis AaB ikke scorer mod OB, vil de fire hjemmekampe i træk uden scoring være en tangering af 3F Superliga-klubrekorden fra maj-august 2010.
- at Jakob Ahlmann mandag med spilletid mod OB kan spille sin officielle kamp nummer 300 for AaB efter debuten i maj 2010. Han har foruden 268 kampe i 3F Superligaen spillet 28 kampe i pokalturneringen, to playoffkampe om europæisk plads samt, som en af de få i truppen, én europæisk kamp.
- at Lucas Andersen og Malthe Højholt med spilletid i morgen kan blive noteret for henholdsvis officiel kamp nummer 150 og 75 for AaB.
- at kampens dommer er Lasse Læbel Graagaard, der blev forfremmet til at dømme i den bedste række i vinterpausen 2022/2023. Kampen mellem AaB og OB bliver hans blot anden 3F Superligakamp.
- at AaB er ubesejret i den bedste række på datoen 10. april, hvor det er blevet til fire sejre og fem uafgjorte. AaB var senest i kamp på datoen 10. april i 2016, hvor Nicolaj Thomsen med to scoringer sørgede for en udesejr på 2-0 over Hobro I.K.
- at med 20 udvisninger i de første 67 indbyrdes 3F Superligaopgør mellem AaB og OB er det nærmest uvirkeligt, at de seneste 25 opgør mellem de to klubber - siden august 2013 – ikke har indeholdt et eneste rødt kort.
- at fra den nuværende AaB-trup har Nicklas Helenius (5 mål), Lucas Andersen (2), Daniel Granli (1), Lars Kramer (1), Rasmus Thelander (1) og Jakob Ahlmann (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod OB.
- at AaB og Arbejdernes Landsbank i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2023 går ubeskåret til Café Parasollen Aalborg, som efter forårets første tre hjemmekampe allerede er sikret en donation på 45.404 kr. Køb i forsalg billet til dysten mod OB her.
(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).