Trods et 1-0-nederlag på Energi Viborg Arena er AaB semifinaleklar takket være 2-0-sejren på hjemmebane i første pokalkvartfinale.
Hele Nordjyllands Hold er klar til semifinalerne i Pokalen. Dagens udekamp mod Viborg F.F. endte med et nederlag på 1-0, og da AaB vandt første kvartfinale på Aalborg Portland Park med 2-0 er AaB videre med en samlet sejr på 2-1.
Foran et flot, fyldt og festligt udebaneafsnit med flere end 1.000 medrejsende AaB-fans var det AaB, der kom frem til opgørets første chance. En indøvet hjørnesparkskombination satte Younes Bakiz frit op til afslutning i udkanten af Viborg-feltet, men desværre blev afslutningen afrettet og gik over hjemmeholdets mål.
AaB sad på spillet i indledningen, og efter ti minutter kom Lucas Andersen også til en afslutning, da han med ryggen til mål modtog en flad bold fra Kristoffer Pallesen og trak ned mod nærmeste stolpe. Viborg-målmand Lucas Lund reddede dog forsøget fra en spids vinkel ud til hjørne med en fodparade.
Efter 17 minutter skabte AaB et godt angreb anført af samspil mellem Nicklas Helenius og Lucas Andersen, hvilket endte med en mulighed til Jakob Ahlmann, der desværre kiksede sin afslutning midt i feltet. Jakob Ahlmann sendte en ny afslutning afsted blot to minutter efter, og denne gang gik langskuddet forbi.
Efter den gode AaB-indledning kom hjemmeholdet i anden halvdel af første halvleg længere frem på banen, og i 29. minut sendte Viborg F.F. så et indlæg i netmaskerne bag AaB-målmand Nico Mantl, men linjevogteren hævede flaget, og scoringen blev således annulleret for offside.
En håndfuld minutter senere var hjemmeholdet igen i offensiven. Først kom Nico Mantl i vejen for Renato Junior, inden Ibrahim Said et halvt minut senere sparkede forbi. Viborg F.F. fortsatte dog med at presse, og anfører Jeppe Grønning sendte kort efter to afslutninger mod mål. Den første reddede AaB's tyske målmand, mens det var en forsvarsblokade, der kom i vejen efterfølgende.
Anton Gaaei forsøgte sig også med en afslutning fra distancen kort efter, men backen ramte en holdkammerat i nakken. Det holdt ikke Anton Gaaei fra at prøve lykken på en halvflugter i 40. minut. Her kanonerede han til gengæld sit langskud ind ved fjerneste stolpe til en Viborg-føring på 1-0. Dermed var den samlede stilling ved pausen 2-1 til AaB.
Viborg F.F. indledte anden halvleg, som de afsluttede første, og inden for de første ti minutter havde både Sofus Berger og Renato Junior får afslutninger i AaB-feltet blokeret.
Minuttet senere pressede Lucas Andersen Viborg-keeperen til en dårlig pasning, som sad lige på Nicklas Helenius, der fra midtercirklen tog chancen, men sendte bolden tilbage i handskerne på Lucas Lund.
Efter en time foretog cheftræner Oscar Hiljemark en tredobbelt udskiftning, da Pedro Ferreira, Daniel Granli og Louka Prip blev sendt ind i stedet for Malthe Højholt, Jakob Ahlmann og Lucas Andersen.
En af indskifterne, Pedro Ferreira, sendte ti minutter senere et langskud forbi Viborg-målet efter en stærk erobring af portugiseren, og umiddelbart efter erstattede Marco Ramkilde Nicklas Helenius.
Marco Ramkilde var kort efter tæt på at komme frem til et hovedstød et par meter fra målstregen efter et hjørne, som Lars Kramer headede på tværs, men et Viborg-hoved kom i vejen.
Et kvarter før tid fik AaB så en fin frisparksmulighed en håndfuld meter uden for feltet, men Iver Fossums forøg voldte ikke Lucas Lund stort besvær.
I 82. minut måtte Daniel Granli agere redningsmand på målstregen, da et hjørnespark blev headet mod mål, men heldigvis kom AaB-nordmanden i vejen. Kort efter spillede AaB sig i modsatte ende frem til en stor chance til Allan Sousa, men brasilianeren tog et træk for meget, og angrebet lød derfor ud i sandet.
Viborg F.F. smed i tillægstiden alt frem, men slutminutterne bød ikke på flere scoringer, og dermed blev Louka Prips to mål fra første kvartfinale afgørende, da AaB snuppede en samlet sejr på 2-1.
Der er lodtrækning til Pokalens semifinaler i aften efter kvartfinaleopgøret mellem Vejle Boldklub og FC København, der spilles kl. 19.30.
AaB's næste kamp spilles allerede på mandag, 2. påskedag, kl. 14.00 mod OB på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - Pokalen, kvartfinale, 2. kamp
Viborg F.F.-AaB 1-0 (1-0) - 1-2 samlet set
40. min 1-0 Anton Gaaei
Advarsler Viborg F.F.: Renato Junior (26), Anton Gaaei (73)
Advarsler AaB: Daniel Granli (65), Allan Sousa (79), Younes Bakiz (90)
6.058 tilskuere på Energi Viborg Arena
Viborg F.F. (4-3-3): Lucas Lund, Anton Gaaei, Zan Zaletel, Daniel Anyembe, Oliver Bundgaard, Jakob Bonde (62: Magnus Westergaard), Jeppe Grønning (77: Mads Søndergaard), Clint Leemans, Ibrahim Said (77: Nils Mortimer), Renato Junior (62: Paulinho), Elias Achouri (29: Sofus Berger).
AaB (4-3-3): Nico Mantl, Kristoffer Pallesen, Lars Kramer, Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (60: Daniel Granli), Iver Fossum, Malthe Højholt (60: Pedro Ferreira), Younes Bakiz, Allan Sousa, Nicklas Helenius (70: Marco Ramkilde), Lucas Andersen (60: Louka Prip).
Dommer: Mads-Kristoffer Kristoffersen