AaB vandt sikkert 4-0 på udebane over AC Horsens i første kamp i 3F Superligaens Kvalifikationsspil. På tavlen for AaB var Nicklas Helenius, Iver Fossum, Allan Sousa og Lucas Andersen.
AaB snuppede en komfortabel 4-0-udesejr over AC Horsens i første kamp i 3F Superligaens Kvalifikationsspil. Nicklas Helenius og Iver Fossum sikrede en pauseføring på 2-0, inden Allan Sousa og Lucas Andersen kom på tavlen i anden halvleg. Resultatet betyder, at AaB nu har fem point op til netop AC Horsens på tiendepladsen.
Foran et godt fyldt og veloplagt udebaneafsnit var AaB allerede i det fjerde minut tæt på en scoring, da Lars Kramer steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden videre til en fri Louka Prip, der desværre måtte se sit hovedstød reddet af Matej Delac fra tæt hold.
Mindre end et minut senere lykkedes det dog AaB at komme foran. Nicklas Helenius oversprintede hjemmeholdets bagkæde på en lang bold fra Lars Kramer, og inden Matej Delac nåede ud til kuglen, headede Nicklas Helenius læderet over den fremadstormende målmand. Bolden fortsatte i mål, mens AC Horsens-målmanden ramte Nicklas Helenius, der umiddelbart efter 1-0-scoringen måtte lade sig udskifte med Marco Ramkilde.
Kort efter AaB's føringsmål sendte AC Horsens' Moses Opondo en afslutning på en nedfaldsbold uden for AaB-feltet over Theo Sanders mål.
Efter 18 minutter var hjemmeholdet igen farlige, da Moses Opondo på en stikning fandt Magnus Jensen midt for mål, hvor han blev blokeret af Lars Kramer. Bolden endte til sidst ude til højre i feltet ved Moses Opondo, som denne gang sparkede forbi AaB-buret.
Midt i første halvleg headede Magnus Jensen et indlæg direkte i favnen på Theo Sander, og efter 37 minutter var AaB i offensiven i modsatte ende med et lovende angreb, der førte til en blokeret afslutning af Allan Sousa, inden Malthe Højholt med et langskud tvang Matej Delac til en redning ved stolperoden.
I 40. minut blev AaB's føring fordoblet til 2-0 af Iver Fosum. En perfekt stikning fra Younes Bakiz sad lige i løbebanen for nordmanden, der løb i ryggen på hjemmeholdets bagkæde og sikkert udplacerede AC Horsens-keeperen.
To minutter inde i anden halvleg blev AC Horsens reduceret til ti spillere, da Malte Kiilerich modtog sin anden advarsel og dermed en udvisning. Det efterfølgende frispark sparkede Allan Sousa lige over nærmeste målhjørne.
Et kvarter efter pausen fik AaB en stor mulighed for at øge føringen igen, men først missede Allan Sousa sin afslutning på en cutback-aflevering, og efterfølgende sparkede Louka Prip kuglen langt over mål fra kanten af det lille felt.
Kort efter blev Lucas Andersen og Daniel Granli sendt på banen i stedet for Younes Bakiz og Jakob Ahlmann.
Midt i anden halvleg hev Matej Delac to gode redninger frem. Først kom han i vejen for Allan Sousas forsøg fra en spids vinkel, og efterfølgende var det et kompetent langskud fra Malthe Højholt mod det fjerneste målhjørne, som keeperen nåede op til.
Efter 72 minutter steg hjemmeholdets Magnus Jensen til vejrs og headede et hjørnespark forbi AaB-opstanderen, inden Daniel Granli i det andet felt forsøgte sig efter et flot AaB-angreb, men den forkølede afslutning blev afrettet og voldte ingen besvær for Matej Delac i AC Horsens-målet.
Med et kvarter igen blev det 3-0 til AaB. Kristoffer Pallesen fandt Louka Prip, som fra kanten af feltet gav bolden videre til Allan Sousa, der sikkert sparkede læderet ind langs stolpen til 3-0.
Kort efter var Louka Prip tæt på selv at gøre det til 4-0, men inde på stregen hev AC Horsens-keeperen en stærk refleksredning ud af ærmet.
Med ti minutter igen blev også Oliver Ross og Sebastian Otoa sendt i aktion, mens Lars Kramer og Louka Prip forlod grønsværen. Straks efter satte Oliver Ross Iver Fossum op til en afslutning, men nordmandens forsøg blev afrettet.
En anden indskifter, Lucas Andersen, var i 85. minut på plads i feltet, hvor Oliver Ross fandt ham, og AaB-anføreren sparkede sikkert Hele Nordjyllands Hold på 4-0.
Opgøret bød ikke på flere scoringer, og dermed sluttede det med en vigtig udesejr på 4-0. Resultatet betyder, at AaB nu indtager 11. pladsen med 18 point. Foran ligger AC Horsens på tiendepladsen med 23 point.
AaB's næste kamp spilles på torsdag i pokalkvartfinalen på udebane mod Viborg F.F. Næste 3F Superligakamp venter mandag 10. april kl. 14.00 mod OB på Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk.
Matchfacts - 3F Superliga, Kvalifikationsspil, 23. spillerunde
AC Horsens-AaB 0-4 (0-2)
5. min 0-1 Nicklas Helenius, 40 min 0-2 Iver Fossum, 75. min 0-3 Allan Sousa, 85. min 0-4 Lucas Andersen
Advarsler AC Horsens: Matej Delac (6), Malte Kiilerich (32), David Kruse (43), Jonas Gemmer (70), Marcus Hannesbo (90)
Advarsler AaB: Rasmus Thelander (45)
Udvisning AC Horsens: Malte Kiilerich (48)
3.438 tilskuere på Nordstern Arena Horsens
AC Horsens (3-4-3): Matej Delac, James Gomez (46: Elijah Just), Malte Kiilerich, Alexander Ludwig, Jacob Buus, Janus Drachmann (81: Marcus Hannesbo), David Kruse (65: Jonas Gemmer), Mikkel Lassen (81: Simon Makienok), Moses Opondo, Magnus Jensen, Aron Sigudarson (65: Samson Iyede).
AaB (4-3-3): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Lars Kramer (80: Sebastian Otoa), Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (62: Daniel Granli), Iver Fossum, Malthe Højholt, Younes Bakiz (62: Lucas Andersen), Louka Prip (80: Oliver Ross), Nicklas Helenius (11: Marco Ramkilde), Allan Sousa.
Dommer: Jørgen Daugbjerg Burchardt