AaB besøger Hasseris Bymidte 27. april

20. april 2023 kl. 09:35 af Rasmus Estrup

Torsdag 27. april kommer AaB til Hasseris Bymidte, hvor der er mulighed for at få autografer af fire AaB-spillere, konkurrere om præmier fra AaB, give highfives til Theodor og få gratis billetter til AaB’s hjemmekamp mod Lyngby Boldklub søndag 30. april kl. 14.00.

Der er AaB’s samarbejdspartner KVG Bolig, der i aftalen med AaB har købt 500 billetter til 3F Superligakampen mod Lyngby Boldklub, som KVG Bolig ønsker at uddele gratis i Hasseris Bymidte næste torsdag.

Fra kl. 15.30 er det således muligt at få en masse gode AaB-oplevelser. Man kan blandt andet prøve kræfter med en Goal Station, spille bordfodbold eller teste sit skud ved en sparkestation.

Kl. 15.45 vil AaB-spillerne stå for en jongleringskonkurrence med præmier fra AaB, hvor alle, der har lyst, kan deltage. 

Fra kl. 16.00 skriver AaB-spillerne autografer, mens der uddeles billetvouchers, som kan bruges til at hente billetter til Vesttribunen og 3F Tribunen til kampen mod Lyngby Boldklub. Billetterne uddeles efter først-til-mølle-princippet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Generalforsamling i 2023

19. april 2023 kl. 21:45 af Rasmus Estrup

AaB A/S holdt i dag ordinært bestyrelsesmøde i Scan Global Loungen på Aalborg Portland Park. 

Generalforsamlingen, der var velbesøgt, indebar blandt andet nyvalg til bestyrelsen, da Jørgen Raguse samt de to repræsentanter fra tyske Sports Strategy Excellence 22 (SSE22), Jan Peters og Thomas Hitzlsperger. 

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Niels David Nielsen som formand og Kim Jacobsen som næstformand, mens de øvrige seks bestyrelsesmedlemmer er Claus Fallingborg, Henrik Hagbarth, Mads Peter Veiby, Jan Peters, Thomas Hitzlsperger og Jørgen Raguse. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om Silkeborg I.F. og AaB?

19. april 2023 kl. 13:55 af Rasmus Estrup

- fredagens duel er 3F Superligakamp nummer 81 mellem Silkeborg I.F. og AaB? Statistikken siger 27 sejre til AaB, 25 uafgjorte og 28 nederlag samt en målscore på 112-111 set fra et nordjysk perspektiv.

- AaB har fået fire point i de to seneste udekampe i 3F Superligaen mod henholdsvis AC Horsens og FC Midtjylland? Hvis det bliver til point mod Silkeborg I.F., vil det være første gang siden oktober 2021-april 2022, at AaB får point i tre udekampe i 3F Superligaen i træk.

- Allan Sousa har scoret i AaB’s tre seneste 3F Superligakampe mod henholdsvis AC Horsens, OB og FC Midtjylland, hvilket gør ham til den spiller i 3F Superligaen, der har scoret flest mål siden afslutningen af grundspillet? Med en scoring fredag aften mod Silkeborg I.F. vil han tangere sin egen personlige rekord i 3F Superligaen, da han scorede i sine fire første kampe for Vejle Boldklub i juli 2018.

- AaB har tabt de fem seneste 3F Superligakampe mod Silkeborg I.F. med samlet 6-15? Det er dog lykkedes AaB at score i hver af de fem seneste kampe mod Silkeborg I.F.

- Silkeborg I.F. ikke har vundet i deres seneste fem 3F Superligakampe, som er endt med tre nederlag og to uafgjorte?

- Nicklas Helenius har scoret otte mål i indbyrdes 3F Superligakampe mellem AaB og Silkeborg I.F. inklusive to hattrick - ét for AaB og ét for Silkeborg I.F.? De i alt otte scoringer fordeler sig med ligeligt med fire mål for AaB og fire mål for Silkeborg I.F.

- Foruden Nicklas Helenius har også Louka Prip (2 mål), Andreas Poulsen (1) og Rasmus Thelander (1) fra den nuværende AaB-trup tidligere scoret for AaB mod fredagens modstander.

- Silkeborg I.F. ikke har holdt modstanderen fra at score i de seneste otte 3F Superligakampe på Jysk Park? I de otte kampe har modstanderen formået at score 17 mål, hvilket har givet Silkeborg I.F. fire nederlag, to uafgjorte og to sejre.

- af de 38 3F Superligakampe mellem Silkeborg I.F. og AaB afviklet i Silkeborg har seks kampe været målløse? De 32 resterende kampe har budt på 114 scoringer, eller gennemsnitligt 3,56 mål pr. kamp - ofte med nogle usædvanlige resultater såsom 5-3, 4-3, 4-2 og 4-6.

- ud af de 80 tidligere 3F Superligakampe mod Silkeborg I.F. har AaB scoret først i 36 tilfælde, hvilket har resulteret i 21 sejre, 11 uafgjorte og kun fire nederlag? Omvendt har Silkeborg I.F. scoret kampens første mål i 34 tilfælde, hvilket har givet AaB seks sejre, fire uafgjorte og 24 nederlag.

- AaB har spillet ikke færre end 10 3F Superligakampe på datoen 21. april, hvoraf halvdelen har været på udebane? Ingen af de fem foreløbige udekampe er blevet tabt, da AaB har hentet to sejre og spillet uafgjort i de tre andre.

- Rasmus Thelander er eneste spiller fra de to trupper, der er i karantæne til kampen.

- Peter Kjærsgaard dømmer sin 33. 3F Superligakamp med deltagelse af AaB, men det bliver hans første 3F Superligakamp mellem Silkeborg I.F. og AaB? I de foregående 32 opgør med AaB som deltager har Peter Kjærsgaard dømt blot fire straffespark og foretaget en udvisning. 

(Kilde: danskfodbold.com, Opta og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

AaB TV: Ahlmann har rundet 300 AaB-kampe

18. april 2023 kl. 15:48 af Rasmus Estrup

I 2010 debuterede Jakob Ahlmann på AaB's førstehold, og venstrebacken, der allerede som ungdomsspiller kom til AaB fra partnerklubben Brønderslev I.F. rundede til seneste hjemmekamp 300 kampe for Hele Nordjyllands Hold. 

I dette indslag sætter venstrebacken blandt andet ord på, hvordan det er at blive den 18. AaB-spiller i historien til at runde 300 kampe. 

Tags på denne nyhed

3F Tribunen er udsolgt til AaB-AC Horsens

18. april 2023 kl. 14:30 af Rasmus Estrup

AaB's fanafsnit på 3F Tribunen er netop blevet udsolgt til AaB's 3F Superligahjemmekamp søndag 7. maj kl. 12.00, hvor AC Horsens kommer på besøg. 

I samme ombæring er der nu blevet frigivet ca. 270 siddepladser med begrænset udsyn på Complea Tribunen. Det drejer sig om pladserne på række 1 og række 20. 

I alt har flere end 7.700 AaB-fans allerede sikret sig billet til kampen, og du kan gøre det samme på www.billet.aabsport.dk, hvor det både er muligt at få billetter til Vesttribunen og Complea Tribunen.

Tilhængere af AC Horsens kan købe billetter til udebaneafsnittet på 3F Tribunen. Tilskuere, der udviser tilhørsforhold til udeholdet på andre sektioner end udebaneafsnittet via påklædning, adfærd eller lignende, vil blive bortvist uden refusion af billetten.

www.billet.aabsport.dk kan du også finde billetter til AaB's hjemmekamp mod Lyngby Boldklub søndag 30. april og pokalsemifinalen på Aalborg Portland Park mod Silkeborg I.F. torsdag 4. maj. 

Tags på denne nyhed
'