Malthe Højholt sætter ord på søndagskampen og håber på stor opbakning fra fansene til den vigtige hjemmekamp mod Lyngby Boldklub.
Efter tre uafgjorte udekampe i træk mod FC Midtjylland og i to tilfælde Silkeborg I.F. vender AaB søndag hjem til Aalborg Portland Park i den første af tre vigtige hjemmekampe på otte dage.
I morgen gæster Lyngby Boldklub Aalborg Portland Park kl. 14.00 i 27. spillerunde af 3F Superligaen, og søndagens modstander ligger inden kampen lige foran AaB i tabellen, mens AaB efter fredagens 3F Superligakamp har syv point op til AC Horsens over stregen.
- Det bliver en afgørende kamp. Lyngby har et point mere end os, og vi går begge efter at indhente AC Horsens, så kampen i morgen har afgørende betydning. Vi går 100 procent efter at vinde, og jeg er også sikker på, at vi tager sejren, siger Malthe Højholt.
- Når man spiller godt flere kampe i træk, så kommer sejrene også på et tidspunkt. Nu har vi haft tre udekampe i træk med gode præstationer, så jeg tror på, at vi gør det, der skal til for at vinde kampen, siger midtbanespilleren.
Efter en udekamp mod Silkeborg I.F. i seneste runde, spillede AaB tirsdag pokalkamp i Silkeborg. Nu venter tre hjemmekampe på Aalborg Portland Park mod henholdsvis Lyngby Boldklub i 3F Superligaen i morgen, Silkeborg I.F. i pokalsemifinalen på torsdag og AC Horsens i 3F Superligaen næste søndag.
Men særligt i et tæt program, er det vigtigt at tage en kamp ad gangen og ikke tænke tre kampe frem, forklarer Malthe Højholt.
- Det gælder om at få lukket den ene kamp ned så hurtigt som muligt, få evalueret på den og så kan man kigge frem mod næste kamp. Pokalkampen i tirsdags lukkede vi ned samme aften, og så har der været fuld fokus på Lyngby-kampen lige siden, siger Malthe Højholt og kigger på, hvad der skal leveres på søndag for at sikre sejren.
- Vi skal blive mere skarpe foran mål og i vores efter felt, og så skal vi være stærkere til at stå imod defensive dødbolde. Er vi det, og præsterer vi ellers, som vi har gjort på det seneste, så er jeg sikker på, at vi vinder, siger Malthe Højholt.
Han og holdkammeraterne er søndag tilbage på Aalborg Portland Park nogle udekampe med solid opbakning, og midtbanespilleren glæder sig til igen at mærke opbakningen fra alle fire tribuner.
- Jeg håber, vi ser så mange fans som overhovedet muligt på stadion, og at de kan være med til at hjælpe os til spille en god kamp og slå Lyngby, slutter AaB’s nummer 14.
Fanzonen i morgen åbner kl. 11.30, og kampstart følger kl. 14.00. Du kan købe billetter til opgøret på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan sikre dig billetter til AaB’s kommende kampe mod Silkeborg I.F., AC Horsens og FC Midtjylland.