Halstørklædedag på Aalborg Portland Park

31. oktober 2022 kl. 11:30 af Rasmus Estrup

AaB spiller søndag kl. 14.00 årets sidste hjemmekamp, når Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park. Køb billetter til kampen her.

Flere end 9.500 fans har allerede billetter til kampen, og alle fans opfordres til at tage et AaB-halstørklæde på til opgøret, da der på søndag er Halstørklædedag på Aalborg Portland Park.

I den forbindelse kan du også købe halstørklæder til blot 99 kr. i AaB Fanshop i fanzonen og foyeren på søndag. 

Gratis øl/vand til alle sæsonkortholdere
Fanzonen åbner kl. 11.30, og alle sæsonkortholdere får som tak for støtten gennem hele året en gratis øl/sodavand i fanzonen af AaB og Royal Unibrew. Ved udleveringen får de 1.000 første sæsonkortholdere også en ekstra gave som tak for støtten.

Den gratis øl eller sodavand udleveres udelukkende fra den særskilte Royal Unibrew-ølbod i fanzonen. For at få den gratis øl/sodavand, kræves det, at man som sæsonkortholder har downloadet og oprettet en profil på AaB’s app, da den gratis drikkevare skal indløses via en voucher i appen. Profilen skal være oprettet senest lørdag kl. 12.00. 

Alle sæsonkortholdere kontaktes på mail i denne uge for nærmere detaljer. Modtager man ikke en mail inden onsdag, bedes man tjekke, om kontaktoplysningerne til ens sæsonkort er opdateret.

Tags på denne nyhed

U/19 Liganederlag mod Randers Freja FC

31. oktober 2022 kl. 09:19 af Rasmus Estrup

AaB’s U/19 Ligahold var det eneste af AaB Akademiets tre ældste årgange, der havde ligakamp i weekenden, og det endte desværre med et hjemmebanenederlag på 3-2 mod Randers Freja FC.

Gæsterne kom foran allerede i kampens fjerde minut, og ti minutter senere udbyggede Randers Freja FC også fortjent til 2-0.

I første halvleg foregik kampen mest på gæsternes præmisser, men efter pausen satte AaB sig på spillet. Det førte også store chancer med sig, men mulighederne blev ikke grebet, og i stedet slog Randers Freja FC til midt i anden halvleg med 3-0-målet.

Blot tre minutter senere headede Oscar Meedom bolden i nettet 3-1 på et oplæg fra Annas Al Hardan, og fem minutter før tid var Oscar Meedom på pletten igen med endnu et hovedstødsmål. Denne gang stod Mads Bomholdt for assisten.

AaB kom dog ikke tættere på at fuldende comebacket, og dermed endte det med et nederlag på 3-2.

AaB ligger nu på 14. pladsen i U/19 Ligaen og spiller igen på lørdag på udebane mod Sønderjyske.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Brøndby I.F.-AaB 3-2

31. oktober 2022 kl. 06:45 af Rasmus Estrup

Trods en god præstation i det meste af kampen tabte AaB i går 3-2 på udebane til Brøndby I.F., der snuppede sejren med et mål i tillægstiden. 

Hjemmeholdet fik klart den bedste start på kampen, da Jens Martin Gammelby i det andet minut headede Brøndby I.F. på 1-0. 

Føringen blev fordoblet blot ti minutter senere, da en opspilsfejl fra AaB-defensiven førte til en friløber til Anis Slimane, som sparkede kuglen i mål til 2-0 via indersiden af fjerneste stolpe. 

Herfra kom AaB bedre med i kampen, og Younes Bakiz havde blandt andet et par forsøg, ligesom Andreas Poulsen kæmpede sig frem til en stor chance til sig selv og Marco Ramkilde. 

Kort inden pausen lykkedes det så Younes Bakiz at reducere til 2-1, da han driblede på tværs af feltet og sparkede læderet fladt i nettet. 

AaB fortsatte de lovende takter efter pausen, og Marco Ramkilde havde blandt andet en stor omstillingschance, inden Younes Bakiz i 64. minut gjorde det til 2-2 på oplæg fra netop Marco Ramkilde. 

Brøndby I.F. vandt dog kampen 3-2, da Oscar Schwartau i tillægstiden scorede sejrsmålet efter et langt indkast i AaB-feltet.

Et sammendrag af kampen kan ses i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

AaB dukket i tillægstiden i Brøndby

30. oktober 2022 kl. 20:01 af Rasmus Estrup

En sen Brøndby-scoring kom i vejen for AaB's comebackforsøg søndag aften, hvor AaB tabte 3-2 til Brøndby I.F. på Brøndby Stadion. Hjemmeholdet var foran med 2-0 efter 12 minutter, men to mål af Younes Bakiz bragte AaB på omgangshøjde, inden Oscar Schwartau i tillægstiden scorede til 3-2.

AaB fik ellers den værst tænkelige start på kampen, da Brøndby I.F. allerede efter et minut kom foran med 1-0 ved Jens Martin Gammelby, som headede et hjørnespark i nettet bag Theo Sander. 

Den unge AaB-målmand blev testet igen efter fire minutter, da Daniel Wass sparkede et kantfrispark direkte mod mål, men Theo Sander fik reddet skuddet.

Desværre kunne hjemmeholdet fordoble sin føring i kampens blot 12. minut. Et nordjysk boldtab førte til, at Nicolai Vallys med en stikning fandt en helt fri Anis Slimane, der udnyttede sin friløber ved at sparke kuglen i nettet via indersiden af stolpen til 2-0. 

Efterfølgende kom AaB bedre med i opgøret, og et par minutter efter 2-0-scoringen fulgte AaB's første forsøg, men afslutningen fra Younes Bakiz sad lige på Mads Hermansen i Brøndby-målet. Efter et godt AaB-opspil i det 20. minut fik Younes Bakiz en ny mulighed, da Andreas Poulsen sendte et indlæg ind til kantspilleren, men Younes Bakiz formåede ikke at styre bolden mod mål. 

Midt i første halvleg fik Younes Bakiz dog styret en ny afslutning mod mål i forlængelse af et indlægsfrispark, men den hårde halvflugter sad lige i favnen på Brøndby-keeperen, og en håndfuld minutter senere tog Andreas Poulsen så chancen fra distancen, men denne gang gik læderet over. 

Med små ti minutter til pausen kom hjemmeholdet frem til et par blokerede forsøg, inden AaB var lige ved at slå til, da Andreas Poulsen opsnappede en for kort tilbagelægning i Brøndby-feltet og prikkede bolden mod Marco Ramkilde, men Kevin Tshiembe kom i vejen på kanten af det lille felt. 

Et par minutter før pausefløjtet var der så endelig gevinst for AaB. Younes Bakiz tog en solotur fra kanten og driblede på tværs af feltet, inden han resolut sparkede læderet hårdt og fladt ind bag Mads Hermansen til pausestillingen 2-1. 

AaB fortsatte de positive takter i begyndelsen af anden halvleg, og efter blot fire minutter var Andreas Poulsen tæt på en udligning, men hans forsøg fra kanten af feltet ramte overliggeren og fortsatte ud til et målspark. 

Også Marco Ramkilde var syv minutter efter pausen tæt på en scoring, da han og Younes Bakiz kom afsted i en omstilling. Sidstnævnte drev bolden frem og spillede så Marco Ramkilde fri til afslutning, men angriberen fik sit forsøg afværget af Kevin Tshiembe.

Efter 63 minutter blev de gode AaB-takter omdannet til den udlignende 2-2-scoring. Marco Ramkilde sendte en stikning frem til Younes Bakiz, der i første omgang fik sin afslutning reddet af Mads Hermansen, men returbolden var Younes Bakiz hurtigt over, og med sin anden scoring i kampen bragte han balance i stillingen. 

Umiddelbart efter var der comeback til Kasper Høgh, som kom på banen i stedet for Marco Ramkilde, og 20 minutter før tid fik AaB sin næste afslutning, da Louka Prip halvflugtede over målet fra kanten af feltet. Samme adresse havde et nyt forsøg fra Louka Prip to minutter senere. 

Et kvarter før tid erstattede Lucas Andersen og Allan Sousa målscorer Younes Bakiz samt Louka Prip. 

Efter 78 minutter var hjemmeholdet meget tæt på at bringe sig i spids på ny, da Andreas Maxsø steg til vejrs på et farligt frisparksindlæg fra Daniel Wass, men Brøndby-anførerens hovedstød ramte indersiden af bagstolpen og sprang ud i spil igen. Her stod Lars Kramer klar til at cleare. 

Efterfølgende havde Kasper Høgh og Kilian Ludewig et par ufarlige forsøg, inden hjemmeholdet seks minutter før tid fik sendt bolden i AaB-målet, men scoringen blev straks annulleret for offside på Ohi Omoijuanfo. Kort efter blev Kristoffer Pallesen skiftet ind i Daniel Granlis sted.

I tillægstiden slog Brøndby I.F. så til med sejrsmålet, da et langt indkast fik lov til at fortsætte over mod bagerste stolpe, hvor Oscar Schwartau fik pladsen til at tordne 3-2-scoringen i mål via undersiden af overliggeren. 

Dermed endte det med et 3-2-nederlag, og AaB ligger fortsat på 11. pladsen med 14 point. 

AaB's næste kamp i 3F Superligaen venter søndag kl. 14.00 mod Silkeborg I.F. Kampen er årets sidste på Aalborg Portland Park, og du kan gøre ligesom flere end 9.000 andre og købe billet til opgøret her. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 15. spillerunde

Brøndby I.F.-AaB 3-2 (2-1)
2. min 1-0 Jens Martin Gammelby, 12. min 2-0 Anis Slimane, 44. min 2-1 Younes Bakiz, 64. min 2-2 Younes Bakiz, 90. min 3-2 Oscar Schwartau
Advarsler Brøndby I.F.: Daniel Wass (69)
Advarsler AaB: Pedro Ferreira (63)
18.667 tilskuere på Brøndby Stadion

Brøndby I.F. (4-3-3): Mads Hermansen, Jens Martin Gammelby, Andreas Maxsø, Kevin Tshiembe, Blas Riveros, Anis Slimane (90: Mathias Kvistgaarden), Daniel Wass, Mathias Greve (70: Christian Cappis), Simon Hedlund (90: Sigurd Rosted), Ohi Omoijuanfo, Nicolai Vallys (70: Oscar Schwartau).

AaB (3-4-3): Theo Sander, Daniel Granli (85: Kristoffer Pallesen), Lars Kramer, Yahya Nadrani, Kilian Ludewig, Iver Fossum, Pedro Ferreira, Andreas Poulsen, Younes Bakiz (76: Lucas Andersen), Marco Ramkilde (65: Kasper Høgh), Louka Prip (76: Allan Sousa).

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed
'