AaB måtte nøjes med et point i Horsens
Det endte uden scoringer og dermed i en pointdeling, da AaB mandag aften gæstede AC Horsens.
AaB og AC Horsens spillede mandag aften 0-0 på Nordstern Arena Horsens i 12. runde af 3F Superligaen.
I forhold til seneste opgør var AaB uden en karantæneramt Allan Sousa, sygdomsramte Yahya Nadrani og skadesramte Josip Posavec, hvilket betød, at Louka Prip, Daniel Granli og Theo Sander gik ind i startopstillingen, og AaB-holdet kom bedst ud til kampen. Efter fem minutter kom første nordjyske afslutning, da Iver Fossum sparkede et direkte frispark over AC Horsens-målet.
Hjemmeholdets første forsøg faldt to minutter senere, da Elijah Just sendte et langskud mod mål. Jakob Ahlmann fik afrettet bolden, som fortsatte lige i handskerne på Theo Sander, der spillede sin anden officielle AaB-kamp.
I det tiende minut satte Lucas Andersen Louka Prip op til afslutning mod sin tidligere klub, men langskuddet fra dagens højrekant gik forbi.
AaB var generelt i bedst kontrol af kampen, og ca. midtvejs i første halvleg fandt Lucas Andersen fødselar Oliver Ross i en god stikning, men den 18-årige angriber blev presset af Malte Kiilerich, der også kom i vejen for fødselarens afslutning. Og kort efter kom AaB-defensiven i vejen for et langskud fra Aron Sigurdarson.
Også Lucas Andersen måtte se sin afslutning blokeret efter et sammenspil med Iver Fossum på venstrekanten, og fra samme fløj tilspillede AaB sig kampens hidtil bedste mulighed i det 35. minut, hvor Jakob Ahlmann fandt Louka Prip. Sidstnævnte tvang først Matej Delac i en flot redning ved stoleroden. Redningen medførte en returbold, som Louka Prip igen sparkede mod mål, men igen var målmanden på plads med en stærk parade.
Kort efter fik den tidligere AaB-angriber Anders K. Jacobsen en afslutning blokeret i modsatte ende, inden AaB igen var på spil foran hjemmeholdets felt. Lucas Andersen spillede et-to med Oliver Ross og drev bolden frem til kanten af feltet, hvorfra AaB-anføreren blev nedlagt af Malte Kiilerich og fik frispark. Frisparket sendte Louka Prip lige over trekantssammenføjningen.
Lige inden pausefløjtet tog Lucas Andersen selv sigte fra distancen, men langskuddet gik forbi, og dermed sluttede en fin første halvleg fra AaB uden scoringer.
Anden halvleg var seks minutter gammel, før Pedro Ferreira fik AaB's første tilbud efter pausen, men Louka Prips kantfrispark, der sad i panden på portugiseren ved forreste område, blev headet forbi mål.
Siden fik Iver Fossum en afslutning blokeret, inden AC Horsens overtog mere af spillet og efter et længere angreb kom til et forbipasserende langskud fra Lubambo Musonda.
I 59. minut foretog cheftræner Erik Hamrén sin første udskiftning, da Marco Ramkilde kom på banen i stedet for Oliver Ross, og efter en god AaB-periode i de følgende minutter, fik gæsternes Lubambo Musonda pludselig en afslutningsmulighed, men Kristoffer Pallesen kom i vejen med en blokade.
20 minutter før tid fik hjemmeholdet sendt endnu en afslutning afsted, men forsøget fra distancen af Elijah Just gik over Theo Sanders mål, og senere i samme minut havde Aron Sigurdarson en spids afslutning, som gik mod forreste stang, men denne gang reddede den unge AaB-målmand bolden til et hjørnespark.
I modsatte ende spillede Marco Ramkilde bolden på tværs til Younes Bakiz, som dog sendte sit langskud langt forbi, inden Jeppe Pedersen og Andreas Poulsen blev skiftet ind i stedet for Pedro Ferreira og Lucas Andersen.
Ti minutter før slutfløjtet fik Simon Makienok en afslutning blokeret, inden Elijah Just sparkede forbi, og i den anden ende headede Marco Ramkilde et hjørnespark mod forreste område over hjemmeholdets mål.
Fem minutter før tid fik Anders K. Jacobsen en stor mulighed, da han blev sendt i frit løb mod AaB-feltet, men Kristoffer Pallesen nåede stærkt tilbage og fik afværget situationen.
I tillægstiden blev Anosike Ementa sendt i aktion i Younes Bakiz' sted, men kampen endte uden scoringer.
Pointdelingen betyder, at AaB fortsat ligger på 11. pladsen i 3F Superligaen med fire point op til både AC Horsens, Brøndby I.F. og OB.
AaB spiller igen allerede på fredag på udebane mod Lyngby Boldklub. Næste hjemmekamp venter 24. oktober mod Viborg F.F. Køb billetter til kampen her.
Matchfacts - 3F Superligaen, grundspil, 12. spillerunde
AC Horsens-AaB 0-0 (0-0)
Advarsler AC Horsens: Malte Kiilerich (43), Aron Sigurdarson (72), Moses Opondo (88)
Advarsler AaB: Ingen
3.177 tilskuere på Nordstern Arena Horsens
AC Horsens (5-3-2): Matej Delac, Thomas Santos, James Gomez, Malte Kiilerich, Magnus Riisgaard Jensen, Lubambo Musonda, David Kruse (78: Janus Drachmann), Moses Opondo, Aron Sigurdarson (76: Simon Makienok), Elijah Just, Anders K. Jacobsen.
AaB (4-2-3-1): Theo Sander, Kristoffer Pallesen, Daniel Granli, Lars Kramer, Jakob Ahlmann, Iver Fossum, Pedro Ferreira (76: Jeppe Pedersen), Louka Prip, Lucas Andersen (76: Andreas Poulsen), Younes Bakiz (90: Anosike Ementa), Oliver Ross (59: Marco Ramkilde).
Dommer: Mikkel Redder