Fuld plade for AaB Akademiet

7. november 2022 kl. 09:05 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: Sønderjyske-AaB 0-2

AaB’s U/19 Ligahold vandt lørdag 2-0 på udebane over Sønderjyske.

Efter en jævnbyrdig og livlig første halvleg var det ti minutter efter pausen AaB, der scorede kampens første mål.

Målet kom gennem et AaB-opspil, der førte til et godt indlæg fra Filip Jeppesen til Jakob Gaardsøe, som sendte gæstede foran med 1-0.

Efter scoringen fortsatte AaB de positive spillemæssige takter, og et kvarters tid før slutfløjt lukkede nordjyderne kampen med et fremragende solomål af Fisnik Isaki, der fra midterlinjen afdriblede fire-fem modstandere, inden han sparkede AaB på 2-0.

- Vi kan foruden tre vigtige point glæde os over to flotte mål - den ene ved en flot holdaktion og den anden med en overlegen soloaktion - og en stærk defensiv struktur, der sikrede os et clean sheet, siger U/19 Ligatræner Lars Noer Madsen.

- Derudover var vi uden flere af vores almindelige startere, så sejren vidner også om, at vi har en god bredde på holdet, fordi de spillere, der kom ind, gjorde en rigtig god figur, siger Lars Noer Madsen.

AaB ligger nu på 12. pladsen i U/19 Ligaen med ni point efter 12 kampe. Næste U/19 Ligakamp venter på lørdag kl. 13.00 på hjemmebane mod Esbjerg fB.

U/17 Ligaen: SønderjyskE-AaB 1-2

I U/17 Ligaen leverede AaB et stærkt comeback og snuppede sæsonens første sejr med en forløsende 2-1-triumf i Sønderjylland.

Sønderjyske kom ellers foran efter blot tre minutter. Efterfølgende overtog AaB spillet, og inden pausen udlignede Malthe Kjølby til 1-1 på et hjørnespark fra Mads Mochau.

Efter pausen var AaB dominerende, og midt i anden halvleg sendte Emil Nymann sejrsmålet i nettet efter endnu et oplæg fra Mads Mochau.

AaB havde mulighederne for at lukke kampen endegyldigt med endnu en scoring, men målet udeblev, og i stedet fik hjemmeholdet chancen for at udligne til sidst. Denne blev dog også misbrugt, og dermed hentede AaB sæsonens første sejr.

- Det var forløsende og fortjent, for i størstedelen af første halvleg og i hele anden halvleg var vi klart det bedste hold, siger U/17 Ligatræner Theis Larsen.

- Det giver også drengene selvtillid endelig at blive bekræftet i, at det vi arbejder med på træningsbanen er det rette, siger Theis Larsen.

AaB’s U/17 Ligahold indtager nu 12. pladsen med fem point. Næste opgave i U/17 Ligaen venter på lørdag på Hornevej, hvor Esbjerg fB kommer på besøg kl. 15.15.

U/15 Ligaen: Sønderjyske-AaB 0-3

U/15 Ligaholdet formåede at gøre de to ældre årgange kunsten efter, da det lørdag blev til en 3-0-udesejr over Sønderjyske.

Efter en scoringsløs første halvleg kom AaB stærkt ud til anden halvleg med to scoringer inden for de første fire minutter.

Malthe Egebæk Mortensen scorede de to hurtige AaB-mål efter pausen på oplæg fra henholdsvis Johan Hvistendahl og William Thomsen.

Et kvarter efter pausen bragte Johan Hvistendahl AaB på 3-0 efter Gustav Rubæks assist, og 3-0-føringen holdt kampen ud.

U/15 Ligaholdet ligger på niendepladsen inden næste kamp, der spilles på lørdag på hjemmebane mod Esbjerg fB.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Silkeborg I.F. 1-2

7. november 2022 kl. 07:03 af Rasmus Estrup

AaB tabte i går 2-1 på hjemmebane til Silkeborg I.F. i årets sidste hjemmekamp. 

Andreas Poulsen sparkede ellers AaB flot foran i fjerde minut efter oplæg fra Louka Prip.

AaB spillede generelt bedst i første halvleg og starten af anden halvleg, og der var afslutninger fra blandt andre Marco Ramkilde, Younes Bakiz, Kilian Ludewig, Iver Fossum og Yahya Nadrani. 

Midt i anden halvleg begyndte Silkeborg I.F. at komme ind i kampen, og 20 minutter før tid udlignede Stefan Thordarson ved at brage læderet op i nærmeste målhjørne til 1-1. 

Silkeborg I.F. endte med at tage sejren, da Pelle Mattsson hamrede en løs bold i udkanten af AaB-feltet i nettet til slutresultatet 2-1. 

Se et sammendrag af kampen i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Nederlag mod Silkeborg I.F. trods tidlig føring

6. november 2022 kl. 15:53 af Rasmus Estrup

Trods en god præstation i første halvleg tabte AaB 2-1 til Silkeborg I.F. i årets sidste hjemmekamp på Aalborg Portland Park. 

Foran 8.165 tilskuere fik AaB ellers den bedst tænkelige start på kampen. Efter blot tre minutter spillede Louka Prip bolden ud i venstre side af Silkeborg-feltet, hvor Andreas Poulsen var fri. Wingbacken tog sigte og sparkede resolut kuglen ind ved nærmeste stolpe til en nordjysk 1-0-føring. 

Kort efter var gæsterne tæt på at slå tilbage, da Robin Østrøm først testede Theo Sander, og senere i samme minut havde Søren Tengstedt også bolden i nettet bag AaB-målmanden, men den tidligere AaB-spiller blev korrekt dømt offside. 

Efter lidt mere end ti minutters spil steg Lars Kramer til vejrs på et hjørnespark, men den tidligere AaB-keeper, Nicolai Larsen blokerede forsøget ud mod siden, og en håndfuld minutter senere var AaB igen i offensiven. Kilian Ludewig blev sat op til afslutning efter en god omstilling, men backens hug mod fjerneste hjørne gik dog over mål. 

Marco Ramkilde kom i 20. minut også til en afslutning fra et indlæg fra målscorer Andreas Poulsen, men Joel Felix kom i vejen. I modsatte ende kom en anden Silkeborg-spiller, Sebastian Jørgensen, i vejen for et langskud fra holdkammerat Anders Klynge.

AaB var i første halvleg ovenpå, og ca. midtvejs erobrede Iver Fossum bolden, inden han selv tog sigte fra distancen og testede Nicolai Larsen, og mindre end et minut senere havde Marco Ramkilde et nyt forsøg, da han flugtede et indlæg fra Younes Bakiz over Silkeborg-målet. 

Et indlægsfrispark i 30. minut førte også til en afslutning fra Yahya Nadrani, og fem minutter før pausen sparkede Marco Ramkilde så en friløber sikkert i nettet. Men angriberen blev efterfølgende vinket for offside, og dermed var stillingen fortsat 1-0 ved pausefløjtet.

AaB lagde et pres på gæsterne i begyndelsen af anden halvleg, og fem minutter efter pausen fandt et indlæg fra Andreas Poulsen Marco Ramkilde, men angriberens hovedstød fra forreste område gik forbi. Heller ikke et langskud fra Andreas Poulsen tre minutter senere sad inden for målrammen. 

Ti minutter efter pausen var Younes Bakiz involveret i to muligheder, men først blev et langskud blokeret, og siden blev han tacklet i afslutningsmomentet efter en farlig gennemspilning. 

Gæsternes første afslutning i anden halvleg flugtede Stefan Thordarson mod mål, men Theo Sander tog sig sikkert af forsøget. 

Midt i anden halvleg foretog AaB sin første udskiftning, da Kasper Høgh erstattede Marco Ramkilde, og 20 minutter før tid fik gæsterne pludselig udlignet. Anders Klynge spillede kuglen ind i feltet til Stefan Thordarson, der vendte rundt og hamrede bolden op i nærmeste målhjørne til 1-1. 

Fem minutter senere blev Lucas Andersen sendt i aktion i Younes Bakiz' sted, og et par minutter senere sparkede Louka Prip et langskud forbi Silkeborg-målet. Straks efter fik de to Silkeborg-indskfitere Nicklas Helenius og Kasper Kusk deres afslutninger blokeret. 

I 79. minut fik Kasper Kusk et nyt forsøg blokeret. Denne gang sendte blokaden bolden ud til Pelle Mattsson, der midt i AaB-feltet sparkede Silkeborg I.F. på 2-1. 

Fem minutter senere fulgte indskiftninger af Jeppe Pedersen og Allan Sousa, og et farligt indlæg fra sidstnævnte tvang en returbold ud af Nicolai Larsen, der kunne se en af sine forsvarsspillere cleare ud til hjørne. 

AaB's bestræbelser på en udligning i tillægstiden bar ikke frugt, og dermed endte det med et nederlag på 2-1. 

Nederlaget betyder, at AaB inden søndagens øvrige 3F Superligakampe indtager 11. pladsen i ligaen med seks point op til Brøndby I.F. på tiendepladsen. 

AaB's næste opgave venter på onsdag kl. 13.30, hvor det gælder ottendedelsfinalen i Pokalen på udebane Middelfart Boldklub. Årets sidste 3F Superligakamp spilles søndag 13. november kl. 18.00 på udebane mod FC Nordsjælland. 

Matchfacts - 3F Superliga, grundspil, 16. spillerunde

AaB-Silkeborg I.F. 1-2 (1-0)
4. min 1-0 Andreas Poulsen, 71. min 1-1 Stefan Thordarson, 79. min 1-2 Pelle Mattsson
Advarsler til AaB: Ingen
Advarsler til Silkeborg I.F.: Ingen
8.165 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (3-4-3): Theo Sander, Daniel Granli, Lars Kramer, Yahya Nadrani, Kilian Ludewig (84: Jeppe Pedersen), Iver Fossum, Pedro Ferreira, Andreas Poulsen, Younes Bakiz (75: Lucas Andersen), Marco Ramkilde (68: Kasper Høgh), Louka Prip (84: Allan Sousa).

Silkeborg I.F. (4-3-3): Nicolai Larsen, Robin Østrøm (83: Oliver Sonne), Alexander Busch, Joel Felix, Lukas Engel, Stefan Thordarson (83: Adnreas Oggesen), Mark Brink (36: Pelle Mattsson), Anders Klynge, Søren Tengstedt (58: Kasper Kusk), Tonni Adamsen (46: Nicklas Helenius), Sebastian Jørgensen.

Dommer: Jens Maae

Tags på denne nyhed

Ementa erstatter Ahlmann

6. november 2022 kl. 10:06 af Brian Andersen

Erik Hamrén har udtaget følgende 20 navne:

2 Kristoffer Pallesen, 4 Lars Kramer, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 16 Yahya Nadrani, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Theo Sander, 23 Younes Bakiz, 25 Andreas Poulsen, 28 Jeppe Pedersen, 29 Marco Ramkilde, 32 Kilian Ludewig, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 41 Oscar Linnér.

Josip Posavec og Jakob Ahlmann er ukampdygtige.

AaB og Arbejdernes Landsbank donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i efteråret 2022 går ubeskåret til Safe House – Aalborg, som efter efterårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 106.596 kr. Køb i forsalg billet til kampen mod Silkeborg I.F. her.

Der er kickoff kl. 14.00. Fanzonen åbner kl. 11.30 og indgangene til Aalborg Portland Park kl. 12.30.

Tags på denne nyhed
'