Fossum kan jubilere for AaB

14. maj 2022 kl. 15:51 af Brian Andersen

I sine første 99 optrædener for AaB har den sympatiske midtbaneprofil blandt meget mere bidraget med 29 scoringer, hvilket også kun fem øvrige udlændinge har gjort bedre siden 1885.

Afslutningen på 3F Superligaens mesterskabsspil nærmer sig, og med to spillerunder igen har AaB fra fjerdepladsen fire point op til Silkeborg I.F. på tredjepladsen og henholdsvis to og tre point ned til Randers FC på femtepladsen og Brøndby I.F. på rækkens sjetteplads.

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Lars Friis udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 26 Rasmus Thelander, 32 Casper Gedsted, 36 Gudmundur Thórarinsson, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 40 Theo Sander.

På skadeslisten har AaB Lucas Andersen, Magnus Christensen og Rufo.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til alle 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2022 går ubeskåret til Carpe Diem i Aalestrup, som efter årets syv første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 119.072 kr.

Der er kickoff kl. 18.00. Fanzonen åbner ekstraordinært tidligt kl. 14.00 – billethusene og indgangene til Aalborg Portland Park kl. 16.00. Flere end 11.500 billetter er ude til opgøret. Køb i forsalg billet her.

Tags på denne nyhed

Oliver Ross er udtaget til U/18-landsholdet

14. maj 2022 kl. 11:34 af Rasmus Estrup

Oliver Ross skal i begyndelsen af juni med det danske U/18-landshold til Ungarn, hvor der venter to venskabskampe mod ungarerne. De to kampe spilles onsdag 1. juni og lørdag 4. juni. 

Oliver Ross har indtil videre spillet ti ungdomslandskampe og scoret to mål. Ni af kampene har været for netop U/18-landsholdet. 

Tags på denne nyhed

Vidste du om AaB og Brøndby I.F…

13. maj 2022 kl. 14:55 af Brian Andersen

- at AaB har vundet de fire seneste hjemmekampe mod Brøndby I.F. i 3F Superligaen og det med en målscore på 10-3.

- at AaB har hentet 19 ud af de seneste 24 mulige point mod Brøndby I.F.

- at klubberne senest mødte hinanden, da det 14. april 2022 blev 1-0 til AaB på Brøndby Stadion efter en fuldtræffer af Louka Prip.

- at klubbernes seneste dyst i Aalborg forekom 20. marts 2022, hvor det sluttede 3-0 til AaB efter pletskud af Louka Prip (2) og Milan Makaric.

- at fra nuværende trup har udover Louka Prip (4 mål) og Milan Makaric (1) også Lucas Andersen (3 mål), Kasper Kusk (2) og Iver Fossum (1) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod Brøndby I.F.

- at den forestående duel er 99. 3F Superligakamp mellem AaB og Brøndby I.F. De foregående 98 kampe er endt med 32 sejre til AaB, 29 uafgjorte og 37 nederlag samt en målscore på 134-138.

- at AaB har mødt Brøndby I.F. 50 gange på hjemmebane i 3F Superligaen; 23 kampe er vundet af AaB, 12 endt uafgjort og 15 er vundet af Brøndby I.F. Målscoren er 84-60.

- at der er scoret mod AaB i de seneste fem 3F Superligakampe – og at AaB dermed fortsat står noteret for 11 clean sheets i denne sæson. De 11 clean sheets i indeværende 3F Superligasæson er dog stadig fem flere end det antal ”rene bure”, som søndagens gæster fra Brøndby I.F. er noteret for i sæsonen.

- at i 42 af de 98 tidligere 3F Superligaopgør mod Brøndby I.F. er AaB kommet foran 1-0, hvilket har givet 28 AaB-sejre, ti uafgjorte og fire sejre til Brøndby I.F.

- at AaB tidligere har spillet fem 3F Superligakampe på datoen 15. maj, og har vundet to af kampene, tabt to og spillet en uafgjort.

- at en af AaB’s kampe på datoen 15. maj var i 2008 – og at her var modstanderen Brøndby I.F. Kort for pausen var stillingen 0-0, men på blot tre minutter lavede Max von Schlebrügge selvmål, og Kasper Risgård fik også scoret, og dermed kunne AaB gå til pause foran 2-0. Det blev også kampens slutresultat, hvilket betød af AaB’s tredje danske mesterskab var en realitet.

- at AaB ikke har tabt en 3F Superligahjemmekamp i maj måned til Brøndby I.F. siden 2003. De fem maj-kampe efter 2003 er endt med tre sejre og to uafgjorte.

- at da AaB kom foran 1-0 mod Randers FC i den forgangne spillerunde, var det 15. gang i denne 3F Superligasæson, at AaB kom foran 1-0. Kampen endte som bekendt 2-2, og det var fjerde gang, at en 1-0 føring blev vekslet til et kryds. De resterende 11 gange AaB har scoret det første mål, er det endt med ti AaB-sejre og et nederlag.

- at man skal tilbage til november 2008 for at finde den seneste målløse 3F Superligakamp i Aalborg mellem AaB og Brøndby I.F.

- at AaB’s farligste minuttal i denne 3F Superligasæson er det 53. og 70. minuttal, i begge minuttal har AaB scoret tre gange.

- at Peter Møller er den spiller, der – med ti træffere – har scoret flest mål i 3F Superligakampene mellem Brøndby I.F. og AaB. Peter Møller har scoret otte af de ti mål i AaB-trøjen og heldigvis kun to mål mod AaB iført en Brøndby-trøje.

- at AaB og Spar Nord Fonden i fællesskab donerer 2 kr. pr. tilskuer til 3F Superligakampe på Aalborg Portland Park til AaB’s pris, Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2022 går ubeskåret til Carpe Diem i Aalestrup, som efter årets syv første hjemmekampe allerede er sikret en donation på 119.072 kr. Køb i forsalg billet til opgøret mod Brøndby I.F. her.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Tags på denne nyhed

11.000 har billet til AaB-Brøndby I.F.

13. maj 2022 kl. 14:52 af Rasmus Estrup

Der er stor interesse for søndagskampen på Aalborg Portland Park mellem AaB og Brøndby I.F. i AaB's sidste hjemmekamp i 3F Superligaens Mesterskabsspillet. 

Flere end 11.000 fans har nu købt billetter til kampen, der spilles kl. 18.00 på søndag. Har du endnu ikke fået fat i en billet, kan de købes på www.billet.aabsport.dk. 

Information til gæstende fans
Efter ønske fra Brøndby I.F. har Brøndby I.F. selv varetaget salg af billetter til udeafsnittet af Brøndby I.F., hvilket du kan læse mere om her.

Vi gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at sympatisere med udeholdet på andre afsnit end udeafsnittet.

Fanzonen åbner allerede kl. 14.00
Fanzonen ved Aalborg Portland Park åbner allerede kl. 14.00 på søndag. Her vil der være fokus på, at det på søndag er årsdagen for både The Double i 2014 og mesterskabet i 2008. 

Se hele programmet for fanzonen herunder. 

Tags på denne nyhed

AaB fylder 137 år

13. maj 2022 kl. 07:40 af Rasmus Estrup

13. maj 1885 blev AaB grundlagt ved en generalforsamling på Hotel Royal. Derfor fylder Hele Nordjyllands Hold i dag 137 år. 

Tillykke til alle, der har AaB i hjertet. 

På billedet nedenfor kan du se den oprindelige indkaldelse til den stiftende generalforsamling i 1885. 

Tags på denne nyhed