AaB-truppen udtaget til sidste spillerunde

21. maj 2022 kl. 15:53 af Brian Andersen

For AaB’s vedkommende kan det afhængigt af søndagens resultater ende med enten en fjerde-, femte- eller sjetteplads. Vinder AaB i Parken, vil man slutte som nummer fire, mens uafgjort eller et nederlag vil give både Brøndby I.F. og Randers FC muligheden for at passere AaB i tabellen.

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Lars Friis udtaget følgende 19 navne:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 6 Pedro Ferreira, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 24 Vladimir Prijovic, 27 Gustav Dahl, 31 Anders Noshe, 32 Casper Gedsted, 37 Oscar Meedom, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh og 41 Kevin Stuhr Ellegaard.

Theo Sander repræsenterer Danmark ved EM-slutrunden for U/17-landshold, mens Iver Fossum, Rasmus Thelander og Daniel Granli alle har karantæne. Herudover omfatter skadeslisten Lucas Andersen, Magnus Christensen, Gudmundur Thórarinsson og Rufo.

Der er kickoff kl. 17.00. TV3+ sender fra kl. 15.00, ligesom kampen også kan følges i Liga på P4.

Tags på denne nyhed

Sander vogtede buret i vigtig U/17-sejr

21. maj 2022 kl. 08:12 af Rasmus Estrup

Theo Sander og resten af det danske U/17-landshold lever endnu ved U/17 EM-slutrunden i Israel. 

Fredag vandt danskerne nemlig 3-1 over Skotland i anden puljekamp efter et nederlag mod Sverige i tirsdags. 

I fredagskampen bragte danskerne sig foran på et hovedstødsmål af Alexander Simmelhack i 33. minut, men blot to minutter senere udlignede skotterne til pausestillingen 1-1. 

Tidligt i anden halvleg scorede Skotland selvmål, og 20 minutter før tid gjorde Markus Jensen det til 3-1 for danskerne. Fem minutter før tid leverede Theo Sander en stærk redning for at sikre den danske sejr på cifrene 3-1. 

Det danske U/17-landshold har ligesom Sverige tre point efter to puljekampe, mens gruppen føres af Portugal med seks point. Danmark møder netop Portugal i den sidste puljekamp på mandag.

Tags på denne nyhed

Vidste du om FC København og AaB…

20. maj 2022 kl. 17:03 af Brian Andersen

- at AaB inden sidste spillerunde er på fjerdepladsen, men afhængigt af søndagens resultater kan ende på både fjerde-, femte- eller sjettepladsen. Vinder AaB i Parken, vil man slutte som nummer fire, mens uafgjort eller et nederlag vil give både Brøndby I.F. og Randers FC muligheden for at passere AaB i tabellen.

- at den forestående 3F Superligakamp er nummer 93 mellem AaB og FC København. De foregående 92 kampe er endt med 20 sejre til AaB, 24 uafgjorte og 48 nederlag.

- at 45 gange har AaB mødt FC København på udebane i 3F Superligaen; AaB har vundet otte af kampene, spillet 11 gange uafgjort og så har FC København vundet de resterende 26 kampe.

- AaB har fået minimum det ene point i deres seneste to udekampe mod FC København i 3F Superligaen, og at AaB altså kan få point med hjem fra Parken for tredje kamp i træk. AaB’s længste streak uden nederlag i Parken til FCK var fra 1998 til 2001, hvor AaB fem gange i træk kom hjem med point.

- at AaB senest besøgte Parken 18. juli 2021, hvor det sluttede 2-2 efter AaB-træffere af Louka Prip og Kasper Kusk.

- at fra den nuværende AaB-trup har udover Kasper Kusk (3 mål) og Louka Prip (2) også Iver Fossum (3 mål), Lucas Andersen (2) og Rasmus Thelander (2) tidligere været på måltavlen for AaB i en 3F Superligakamp mod FC København.

- at ud af de 92 tidligere 3F Superligakampe mod FC København har AaB scoret først i 34 tilfælde, hvilket har resulteret i 17 sejre, 11 uafgjorte og seks nederlag.

- at selvom der er scoret mod AaB i de seneste seks 3F Superligakampe, så er AaB noteret for 11 clean sheets i denne 3F Superligasæson. Det placerer aalborgenserne på en delt andenplads på listen over flest clean sheets sammen med FC Midtjylland. Søndagens modstander fra FC København topper listen med 17 clean sheets.

- at AaB har scoret i 25 ud af sæsonens 31 3F Superligakampe, svarende til, at man har scoret i 81 procent af kampene.

- at søndagens dommer er Mikkel Redder, der for første gang skal dømme et indbyrdes opgør mellem de to klubber.

(Statistisk kilde: danskfodbold.com og aabsport.dk).

Ferreira: Bedre og bedre for hver træning

19. maj 2022 kl. 15:17 af Rasmus Estrup

På søndag afsluttes 3F Superligaens Mesterskabsspil, når AaB gæster FC København, der med tre point ned til FC Midtjylland på andenpladsen kan blive mestre på søndag.

- Som altid går vi ind til kampen for at vinde. Resultaterne har ikke været gode i de seneste kampe, men vi vil kæmpe alt, hvad vi kan, for at slutte godt af og tage de tre point på søndag, siger midtbanespiller Pedro Ferreira.

AaB ligger inden kampen på fjerdepladsen med en bedre målscore end Brøndby I.F., der med samme pointantal er på femtepladsen. Randers FC følger efter på sjettepladsen med to point færre.

Holdet der slutter på fjerdepladsen, skal 29. maj spille Europa Playoff-kampen på hjemmebane mod syvendepladsen, medmindre FC Midtjylland vinder pokalturneringen. I så fald er det femtepladsen, der spiller playoffkampen.

- Vi er kun fokuseret på kampen mod FCK, og hvis vi kommer ind til opgøret med det rette fokus og den rette selvtillid, så kan vi godt få et godt resultat i Parken, siger Pedro Ferreira, der sammen med resten af holdet ikke har tabt i Parken i de seneste to sæsoner, der er endt med en AaB-sejr på 2-1 i forrige sæson og en 2-2-remis i sæsonpremieren af denne sæson.

- Glad for at være tilbage i kamp

Den 24-årige portugiser er efter en længere periode med skader tilbage i kamp, og han har i de seneste to kampe spillet henholdsvis 77 og 72 minutter.

- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke er helt i samme form som for seks måneder siden. Men det er naturligt, når man har siddet ude i længere tid, og det bliver bedre og bedre for hver træning.

- Jeg træner fuldt med igen, og så håber jeg, at der er endnu flere minutter i mig på søndag, siger midtbanespilleren, der glæder sig over at være tilbage på grønsværen.

- Det har ikke været rart at sidde udenfor efter nogle små skader. Men nu er jeg glad for at være tilbage, og jeg glæder mig til kampen mod FCK på søndag. Så må vi bagefter se, om der også kommer en playoffkamp, siger Pedro Ferreira.

AaB’s kamp mod FC København spilles i Parken kl. 17.00 på søndag.

Tags på denne nyhed

AaB i andendragten mod FC København

19. maj 2022 kl. 11:02 af Rasmus Estrup

AaB spiller så vidt muligt altid i den rød-hvide klubdragt, men dette kan ikke lade sig gøre på udebane mod FC København. Derfor bærer Hele Nordjyllands Hold i stedet den blå andendragt til søndagskampen i Parken kl. 17.00, hvor det gælder sidste kamp i 3F Superligaens Mesterskabsspil.

Du kan købe AaB's andentrøje på www.aabshoppen.dk, hvor du også har mulighed for at købe den rød-hvide klubdragt samt den lyserøde håndsrækningstrøje.  

Kampstart på søndag er kl. 17.00 i Parken. Klik her og se, hvordan du kan støtte AaB på søndag, eller følg kampen på TV3+ eller Liga på P4 fra kickoff. Optakten til kampen vises på TV3 Sport fra kl. 15.00. 

Tags på denne nyhed