Lars Noer Madsen ny U/19 Ligatræner i AaB

28. juni 2022 kl. 12:43 af Brian Andersen

Således har 41-årige Lars Noer Madsen tidligere stået i spidsen for både U/15- og U/14-årgange på AaB Akademiet.

Lars Noer Madsen kommer til AaB fra et job som lærer og fodbold- og eliteansvarlig siden 2013 på Sportsefterskolen i Aabybro.

Som assistenter for Lars Noer Madsen tilknyttes Emil Udsen og Henrik Berg, som også begge tidligere har været en del af AaB Akademiet.

AaB’s akademichef Jacob Larsen udtaler:

- Jeg kender Lars Noer Madsen fra tidligere i AaB’s talentudvikling, hvor han imponerede med sine stærke relationelle evner og gode fodboldforstand.

- Siden Lars senest var en del af AaB’s talentudvikling, har han har været fodbold- og eliteansvarlig på Sportsefterskolen Aabybro, og vi får en træner ind, som gennem mange år har været særdeles dygtig til at udvikle unge mennesker i en positiv retning både fodboldfagligt og personlighedsmæssigt, siger Jacob Larsen og tilføjer:

- I AaB får Lars et desuden et stærkt team omkring sig, med blandt andre Emil Udsen og Henrik Berg som assistenttrænere, Niels Lawaetz som Head of Coaching samt en række andre kompetente trænere, der alle står parate til at udgøre en enhed omkring vores kommende U19 hold-hold.

Lars Noer Madsen supplerer:

- Jeg glæder mig til igen at blive en del af organisationen omkring AaB’s talentudvikling, hvor jeg skal være med til at fortsætte og udvikle det gode talentarbejde og samarbejde mellem AaB Akademiet og Superligaholdet, så vi kan fortsætte med at sende akademispillere ind på Aalborg Portland Park.

- Jeg ser frem til at arbejde med en bred U/19 Ligatrup, der både består af spillere, som har været på AaB Akademiet i flere år, og spillere, som kommer til klubben fra den kommende sæson. I den forbindelse bliver det vigtigt for os at sikre, at spillerne hurtigt finder en tryghed i de nye relationer og arbejder mod et fælles mål, samtidig med at der er plads til forskelligheder og individualister, så vi kan få så mange spillere som muligt til at lykkes, understreger Lars Noer Madsen.

- Jeg har fra begyndelsen af ansættelsesprocessen mærket stor opbakning fra blandt andre Jacob Larsen og Niels Lawaetz, og samtidig ved jeg, at AaB Akademiet i forvejen består af mange dygtige trænere, hvorfor jeg går ind til jobbet med en stor ro, velvidende at der er gode sparringspartnere i forhold til udviklingen af AaB’s kommende Superligaspillere, lyder det fra Lars Noer Madsen.

AaB’s U/19 Ligatrup indleder træningen 18. juli.

Højholt: Nyder at være på træningsbanen igen

27. juni 2022 kl. 14:14 af Rasmus Estrup

Det var ikke umiddelbart til at se i det anstrengte ansigt mod slutningen af dagens løbetest, men Malthe Højholt nyder at være tilbage på grønsværen med holdkammeraterne, der nu er en uge inde i sæsonforberedelserne.

- Det er pissefedt. Efter en dejlig ferie er det endnu dejligere at være tilbage på Hornevej igen, og jeg nyder bare at være herude på træningsbanen, siger Malthe Højholt.

Han og holdkammeraterne har i den første uges tid især haft fokus på det defensive.

- Vi har fokus på både vores defensive formation, presspil og erobringsspil indtil videre, og vi bliver ved med at arbejde med det defensive ind til træningslejren i Polen i næste uge, hvor vi så kigger på det offensive, siger den 21-årige midtbanespiller.

Malthe Højholt spillede i lørdags de første 45 minutter i testkampen på udebane mod AGF, og på torsdag venter anden testkamp i Vildbjerg mod FC Midtjylland.

- Det var hårdt at komme i gang i lørdags, for vi har trænet meget her i opstarten og har tunge stænger, men det har modstanderne i testkampene også, så vilkårene er ens. Overordnet synes jeg også, at vi spillede en rigtig fin kamp, når man tager i betragtning, at det var første testkamp, og nu skal vi så bare bygge videre på lørdagens præstation, så vi kan gøre det endnu bedre på torsdag mod FC Midtjylland, slutter Malthe Højholt.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AGF-AaB 2-2

26. juni 2022 kl. 08:18 af Rasmus Estrup

AaB spillede lørdag sæsonens første testkamp på udebane mod AGF. 22 forskellige AaB-spillere fik 45 minutter hver, og det var AGF, der lagde bedst ud og kom foran i opgørets 12. minut, da Patrick Mortensen passerede Josip Posavec, der ellers havde lavet en god redning i første omgang. 

AaB kom herefter bedre med i opgøret, og Oliver Ross fik testet Jesper Hansen, inden Oscar Meedom i det 20. minut sparkede AaB på 1-1 med et flot langskud. 

Efter pausen var Patrick Mortensen igen på spil, da han ved bagerste stolpe dirigerede et indlæg i nettet til 2-1, 20 minutter før tid udlignede Kasper Kusk til 2-2 på et straffespark, der blev begået mod ham selv. 

AaB havde også to forsøg på overliggeren fra henholdsvis Allan Sousa og Robert Kakeeto, men opgøret endte 2-2. 

Se sammendrag af kampen i videoen øverst, hvor du også kan få reaktioner fra Lars Kramer og assistenttræner Oscar Hiljemark. 

Tags på denne nyhed

Remis i Aarhus

25. juni 2022 kl. 16:33 af Brian Andersen

Hjemmeholdet indledte bedst, og allerede efter et halvt minut var en fri Dawid Kurminowski tæt på at få hovedet på et indlæg fra venstre.

AGF fortsatte de gode takter i den indledende fase, og i det 12. minut bragte værterne sig også foran 1-0, da Patrick Mortensen i to forsøg passerede AaB-keeper Josip Posavec, der ellers i første omgang havde disket op med en flot redning.

Efterhånden tog AaB imidlertid over, og i det 18. minut tvang en flad afslutning fra en iøjnefaldende Oliver Ross AGF-målmand Jesper Hansen til en god aktion.

Udligningen kom dog blot to minutter senere, da kvikke pasninger og en assist fra Kasper Høgh sørgede for oplægget til Oscar Meedom, der med en god afslutning fik bragt balance i stillingen.

Trods AaB-dominans i den resterende del af anden halvleg forblev det 1-1 ved pausen. Både Josip Posavec og Lars Kramer leverede et godt indtryk for AaB.

11 nye spillere var på banen for AaB fra anden halvlegs begyndelse, og ligesom i første halvleg indledte AaB næstbedst.

Denne udvikling udnyttede Patrick Mortensen endnu engang, da han fra tæt hold sendte et indlæg fra venstre over stregen til 2-1.

Midtvejs i halvlegen fik Anosike Ementa afværget en farlig situation på egen mållinje, men ligesom i første halvleg var billedet i opgøret vendt, og Anosike Ementa stod for forarbejdet, inden Kasper Kusk blev fældet i straffesparksfeltet, og efterfølgende eksekverede Kusk selv sikkert fra pletten til 2-2.

Få øjeblikke senere headede Allan Sousa et indlæg fra Robert Kakeeto på tværribben, mens AGF med ni minutter igen missede en friløber ved alene med AaB-målmand Theo Sander at sende bolden forbi målrammen.

AaB var dog på ny tæt på at tage sejren, da en fræk og effektiv hælpasning fra Allan Sousa bragte Oliver Klitten i en god position, hvorfra læderet blev serveret bagud til Robert Kakeeto, der sparkede læderet på overliggeren.

Mere blev det ikke til efter 90 brugbare minutter i solen.

AaB’s næste testkamp venter på torsdag i Vildbjerg mod FC Midtjylland.

Matchfacts – testkamp
AGF-AaB  2-2 (1-1)
12. min 1-0 Patrick Mortensen, 20. min 1-1 Oscar Meedom, 55. min 2-1 Patrick Mortensen, 71. min 2-2 Kasper Kusk.

AaB (4-3-3): Josip Posavec (46: Theo Sander), Kristoffer Pallesen (46: Oliver Klitten), Lars Kramer (46: Emil Nyvang), Anders Hagelskjær (46: Vladimir Prijovic), Jakob Ahlmann (46: Marcus Hannesbo), Malthe Højholt (46: Pedro Ferreira), Oliver Ross (46: Robert Kakeeto), Jeppe Pedersen (46: Iver Fossum), Kasper Høgh (46: Allan Sousa), Milan Makaric (46: Anosike Ementa), Oscar Meedom (46: Kasper Kusk).

Tags på denne nyhed

AaB foran første testkamp mod AGF

24. juni 2022 kl. 15:09 af Rasmus Estrup

Sæsonens første testkamp venter i morgen kl. 14.00, når AaB møder AGF på sidstnævntes træningsanlæg, Fredensvang.

Til kampen er følgende spillere udtaget:

1 Josip Posavec, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 6 Pedro Ferreira, 7 Allan Sousa, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 17 Kasper Kusk, 19 Anosike Ementa, 20 Oliver Klitten, 21 Lars Kramer, 22 Theo Sander, 23 Robert Kakeeto, 24 Vladimir Prijovic, 28 Jeppe Pedersen, 35 Marcus Hannesbo, 38 Oliver Ross, 39 Kasper Høgh samt AaB Akademispillerne Gustav Dahl og Emil Nymann og den tidligere AaB-spiller Marco Ramkilde.

Mathias Ross er på ferie efter sin U/21-landsholdsudtagelse tidligere i juni, mens Lucas Andersen, Daniel Granli, Louka Prip, Magnus Christensen samt Anders Noshe er ukampdygtige. Kilian Ludewig, der trænede med holdet for første gang i dag, sidder over i morgen. 

Kampen i morgen spilles på Bane 1 på AGF's træningsanlæg, Fredensvang, der ligger på Terp Skovvej 16, 8260 Viby. Opgøret livestreames på AGF’s YouTubekanal, ligesom der vil være livetweets fra AaB’s officielle Twitterkonto. 

Tags på denne nyhed
'