Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland inviterer alle AaB-fans gratis til sæsonens første hjemmekamp på Aalborg Portland Park mod FC København.
For at sparke den nye sæson på Aalborg Portland Park bedst muligt i gang inviteres AaB’s fans igen i år til ”Stadion kalder nu igen”. Det sker gennem et samarbejde med de tre partnere Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland.
De tre partnere har således købt samtlige billetter til kampen, så alle fans kan komme gratis til fodbold til sæsonens første hjemmekamp, der spilles søndag 24. juli kl. 18.00 mod FC København.
- Sidste år gennemførte vi for første gang ”Stadion kalder nu igen” i forbindelse med ophævelsen af restriktioner og præsentationen af vores nye fanzone. Det blev startskuddet til en sæson med det højeste tilskuersnit siden The Double-sæsonen i 2014, og vi glæder os til igen at byde fansene gratis inden for på et fyldt Aalborg Portland Park til sæsonens første hjemmekamp, så vores spillere kan mærke en fantastisk atmosfære, når de igen træder ind på grønsværen, siger kommerciel direktør i AaB, Jesper Elkjær.
Fodboldfesten begynder i fanzonen
Inden kampen vil der i fanzonen fra kl. 15.00 være masser af aktiviteter, heriblandt livemusik, autografskrivning og interview med AaB-spillere, samt mulighed for at prøve kræfter med en Goal Station, AaB’s sparkestationer og AaB’s hoppeborg.
- Som ny hovedpartner i AaB kunne vi ikke finde en bedre måde at søsætte partnerskabet på end ved at være med til at invitere alle AaB’s fans gratis til fodboldfest på Aalborg Portland Park, samtidig med at AaB-spillerne for første gang på eget græs bærer den nye rød-hvide klubtrøje med Arbejdernes Landsbanks røde logo på maven, udtaler branding- og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank, Peter Froulund.
Kommerciel direktør i Det Nordjyske Mediehus, Martin Sander, bakker op:
- ”Stadion kalder nu igen” fik en flot debut sidste år med et fyldt Aalborg Portland Park, og de nordjyske fodboldfans har med flot opbakning gennem den forgange sæson, gjort sig mere end fortjent til en gentagelse i år. Det Nordjyske Mediehus glæder sig derfor til at byde tusindvis af glade fans velkommen på lægterne til en forhåbentlig forrygende fodboldfest på banen, når de regerende mestre udfordres af et massivt nordjysk fællesskab bag Hele Nordjyllands Hold.
Michael Lundgaard Thomsen, direktør i Aalborg Portland, supplerer:
- Aalborg Portland Park har i den forgangne sæson skabt rammerne om en eminent fællesskabsfølelse, og vi ved, hvor meget det betyder for spillerne at mærke og høre opbakningen fra de fire tribuner. Derfor ville vi selvfølgelig også være med til at gentage succesen fra sidste år og invitere til hele Nordjylland på Aalborg Portland Park.
Billetter frigives onsdag 6. juli kl. 16.00
Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland har som nævnt købt alle kampens billetter fri, så de er gratis for alle fans.
De tre partnere, som selv har haft mulighed for at hente et begrænset antal billetter på forhånd, har desuden sikret, at AaB’s sæsonkortholdere kan hente en ekstra billet til kampen. Dette skal gøres inden onsdag 6. juli kl. 15.00, hvor alle resterende billetter frigives online på www.stadionkaldernuigen.dk.
Det er i år anden gang, at ”Stadion kalder nu igen” holdes, og det er tanken, at det fortsat skal være en tilbagevendende tradition, der hvert år kan give AaB’s spillere et brag af en sæsonstart.
Sådan henter du billet
Sæsonkortholdere: Som sæsonkortholder til Complea Tribunen, Vesttribunen eller 3F Tribunen kan du anvende dit sæsonkort ved indgangene.
Samarbejdspartnerne Arbejdernes Landsbank, Det Nordjyske Mediehus og Aalborg Portland har tildelt alle sæsonkortholdere én ekstra billet. Denne skal hentes online på www.billet.aabsport.dk. Der er førsteret på disse billetter frem til onsdag 6. juli kl. 15.00.
Alle resterende billetter bliver frit tilgængelige på www.stadionkaldernuigen.dk, hvor man kan rekvirere en voucher, som herefter kan veksles til to billetter på www.billet.aabsport.dk efter først-til-mølle-princippet onsdag 6. juli kl. 16.00.
Billetter til FC Københavns fanafsnit vil blive tilgængelige på www.billet.fck.dk.