U/19 Ligaholdet tager med på træningslejr
Udover AaB’s 3F Superligamandskab tager også AaB’s U/19 Ligahold til Malta på træningslejr i morgen.
AaB drager i morgen på træningslejr på Malta med både 3F Superligatruppen og U/19 Ligaholdet.
3F Superligaholdet deltager på træningslejren i Tipsport Malta Cup, hvor der venter tre kampe.
18. januar spiller AaB mod SK Sigma Olomouc fra Tjekkiet, 21. januar gælder det en testkamp mod WSG Tirol fra Østrig og endelige venter slovakiske FC Spartak Trnava 24. januar.
Følgende 3F Superligaspillere er med i flyet til træningslejren:
1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Daniel Granli, 6 Pedro Ferreira, 7 Aleksandar Trajkovski, 8 Iver Fossum, 9 Milan Makaric, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Anders Hagelskjær, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Louka Prip, 19 Anosike Ementa, 22 Andreas Hansen, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 26 Rasmus Thelander, 30 Rufo, 32 Casper Gedsted, 35 Marcus Hannesbo og Theo Sander fra AaB Akademiet.
Lucas Andersen, der er godt undervejs med sin genoptræning, bliver hjemme med sin højgravide kæreste.
To kampe for U/19 Ligaholdet
AaB’s U/19 Ligahold bor og træner andetsteds end 3F Superligatruppen, men spillere fra AaB Akademiet vil løbende kunne indgå i 3F Superligatræningerne, ligesom det også er tilfældet til hverdag.
- Det er en fantastisk mulighed for vores akademispillere, og det styrker synergien mellem AaB Akademiet og Superligaholdet, at vi kan tage U/19 Ligaholdet samt nogle få U/17 Ligaspillere med på træningslejren, siger sportchef Inge André Olsen.
- Transitionen fra AaB Akademiet til Superligaholdet bliver nemmere, når spillerne gradvist kan køres ind på holdet, og samtidig får U/19 Ligaholdet både sportsligt og socialt stor gevinst af træningslejren, supplerer AaB's akademichef Anders Damgaard.
I løbet af træningslejren skal U/19 Ligaholdet spille mod Maltas U/18-landshold og et mandskab fra den næstbedste maltesiske række.