Søg Hele Nordjyllands Håndsrækning

30. januar 2022 kl. 08:55 af Rasmus Estrup

Hele Nordjyllands Håndsrækning er AaB’s pris, der siden 2015 er doneret halvårligt og går ubeskåret til gode formål i Region Nordjylland. Siden efteråret 2017 har Spar Nord Fonden valgt at bakke op om initiativet, så parterne sammen donerer to kroner pr. fremmødt tilskuer til 3F Superligahjemmekampe på Aalborg Portland Park.

Seneste modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning var FrivilligAalborg, som oprindeligt skulle have været modtager for foråret 2020, men på grund af Covid-19 og tilskuerbegrænsningerne blev FrivilligAalborg modtager for hele 2020 og hele 2021, hvilket resulterede i et rekordstort beløb på 172.138 kr.

Nu er det blevet tid til at finde en modtager for foråret 2022, og du kan skrive din ansøgning her.

Hele Nordjyllands Håndsrækning kan tilfalde foreninger, et værested, et behandlingscenter eller noget helt fjerde. Kun fantasien sætter grænser, men der skal dog være tale om et formål, der hverken har kommerciel eller politisk karakter. Udover at donationen skal gå til en god sag, skal modtageren også have postadresse i Region Nordjylland.

Ønsker du at søge Hele Nordjyllands Håndsrækning, eller kender du en forening, en organisation eller et andet godt formål, der kunne have fordel af en håndsrækning, kan du søge her.

Der er ansøgningsfrist for at blive forårets modtager af Hele Nordjyllands Håndsrækning søndag 13. februar 2022 kl. 12.00. 

Et udvalg bestående af repræsentanter fra AaB, Spar Nord Fonden, AaB Support Club og seneste modtager af prisen, FrivilligAalborg, vil gennemgå ansøgningerne og udvælge tre kandidater, der herefter kommer til afstemning på aabsport.dk.

Modtageren af Hele Nordjyllands Håndsrækning for foråret 2022 forventes offentliggjort i dagene op til forårets første hjemmekamp mod Silkeborg I.F. 27. februar. 

Læs mere om Hele Nordjyllands Håndsrækning her. 

Tidligere modtagere af Hele Nordjyllands Håndsrækning:

FrivilligAalborg - 2020 og 2021 - 172.138 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Personaleforeningerne ved Aalborg Universitetshospital og Regionshospitalet Vendsyssel – velgørenhedstrøje 2020 – 40.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Gestus Nord – velgørenhedstrøje 2019 – 41.400 (100 kr. pr. solgt trøje)

Barnets Blå Hus i Vesthimmerland – efterår 2019 – 112.196 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Skyggebørn – forår 2019 – 83.880 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

AaB Support Club og AaB TIFO KAOS – velgørenhedstrøje 2018 - 38.400 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Ønskeland – efterår 2018 – 108.652 kr.  (2 kr. pr. tilskuer)

Foreningen Grønlandske Børn – forår 2018 – 85.908 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Børn i sorg – Sorggrupperne i Aars – efterår 2017 – 109.850 kr. (2 kr. pr. tilskuer)

Veteran Oasen – velgørenhedstrøje 2017 – 90.000 kr. (100 kr. pr. solgt trøje)

Kildehuset Fountainhouse – forår 2017 – 31.249 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Broen Aalborg – efterår 2016 – 69.093 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Hjerterummet og Cykel20 – forår 2016 – 57.357 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

The Back To Life Project – efterår 2015 – 66.410 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Headspace Aalborg – forår 2015 – 54.337 kr. (1 kr. pr. tilskuer)

Tags på denne nyhed

Testkampe mod Vendsyssel F.F. og SønderjyskE

29. januar 2022 kl. 10:22 af Rasmus Estrup

Efter tre testkampe ved Tipsport Malta Cup på træningslejren står AaB overfor yderligere to yderligere kampdage inden forårspremieren i 3F Superligaen.

Lørdag 5. februar spiller AaB således to testkampe lige efter hinanden på udebane mod NordicBet Ligaklubben Vendsyssel F.F. Første kamp spilles kl. 12.00, mens kickoff for andet opgør er kl. 14.00. 

Forårets sidste testkamp spilles fredag 11. februar kl. 13.00 på Aalborg Portland Park, hvor SønderjyskE kommer på besøg. 

AaB indleder forårssæsonen i 3F Superligaen søndag 20. februar kl. 14.00 på udebane mod FC Midtjylland. Årets første hjemmekamp i 3F Superligaen spilles ugen efter mod Silkeborg I.F. Du kan købe billetter til den kamp her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Træningslejren på Malta

28. januar 2022 kl. 14:27 af Rasmus Estrup

Kom med AaB TV på træningslejren på Malta, hvor AaB i løbet af turen deltog i Tipsport Malta Cup og spillede kampe mod tjekkiske SK Sigma Olomouc, østrigske WSG Tirol og slovakiske Spartak Trnava. 

Tags på denne nyhed

Billetsalg er åbent til årets første hjemmekamp

27. januar 2022 kl. 13:15 af Rasmus Estrup

Om en måned spiller AaB årets første hjemmekamp i 3F Superligaen, når Silkeborg I.F. gæster Aalborg Portland Park søndag 27. februar kl. 14.00. 

Du kan nu købe billetter til kampen på www.billet.aabsport.dk, hvor du også kan tegne et sæsonkortabonnement. 

Til kampen har AaB, Spar Nord Fonden og Netcompany arrangeret Skolernes Dag, så nordjyske skoleelever kan komme gratis ind til kampen. Læs mere om det her.  

Tags på denne nyhed

AaB inviterer til Skolernes Dag

27. januar 2022 kl. 11:00 af Rasmus Estrup

Søndag i uge 8 danner Aalborg Portland Park ikke blot ramme om årets første hjemmekamp i 3F Superligaen. Til AaB-kampen mod Silkeborg I.F. 27. februar afholdes også Skolernes Dag i samarbejde med Spar Nord Fonden og Netcompany.

De to partnere har således købt 3.000 billetter til opgøret, så elever fra udskolingsklasserne på de nordjyske skoler kan komme gratis ind til kampen og det store arrangement i stadionhallen ved Aalborg Portland Park inden kampen.

- De seneste to år har skoleelever oplevet mange aflyste aktiviteter på grund af Covid-19, og derfor er det enormt glædeligt, at vi sammen med Netcompany og Spar Nord Fonden kan give de nordjyske udskolingselever en rigtig sjov og underholdende dag med deres klassekammerater i forbindelse med årets første hjemmekamp, siger AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

Dørene til arrangementet slås op kl. 10.30, og frem til kl. 13.30 er programmet fyldt med underholdning. Det er blandt andet muligt at møde AaB-anfører Lucas Andersen, opleve fodboldfreestyleren Maymi Asgari og flere YouTube-profiler som for eksempel Fodboldidioterne og fra scenen vil en DJ sørge for god musik.

Derudover sørger Netcompany for nogle underholdende og læringsrige aktiviteter, og der er en masse konkurrencer med en række fede præmier. Man kan blandt andet vinde et særligt klassearrangement, hvor to af AaB’s 3F Superligaspillere kommer ud og fortæller om livet som professionel fodboldspiller.

- Gennem min opvækst i Aalborg Øst har jeg oplevet værdien af en sund barndom med et godt foreningsliv og gode venner, og de relationer skaber man i særdeleshed gennem sport. Derfor har jeg lyst til at sikre, at unge i Aalborg får den samme gode vej til et godt fællesskab, som jeg selv havde, og mulighederne for det er fortrinlige med et initiativ som Skolernes Dag, der kan være med til at inspirere og motivere børn og unge i lokalområdet, udtaler Netcompanys direktør André Rogaczewski.

Fondsdirektør i Spar Nord Fonden, Bo Uggerhøj, supplerer:

- Vi har i flere år samarbejdet med AaB om hjælp til sociale formål, hvor der er givet nye muligheder og oplevelser til børn og udsatte familier i Nordjylland. Derfor er vi i Spar Nord Fonden stolte af, at vi nu kan gå skridtet videre og samle skoleklasser i Nordjylland til Skolernes Dag, hvor de unge mennesker får oplevelser og mødes om noget uden for skolens rammer, som kan inspirere og bidrage til stærkere og måske endda nye fællesskaber, siger Bo Uggerhøj.

Alle nordjyske skoler bliver kontaktet direkte på mail af AaB og kan tilmelde sig efter først-til-mølle-princippet. Får man billet til kampen, kan man ligesom alle øvrige tilskuere med billet til opgøret køre gratis med Nordjyllands Trafikselskabs busser, så det er nemt at komme ind til Aalborg Portland Park.

Kampen mod Silkeborg I.F. spilles søndag 27. februar kl. 14.00, hvilket for de fleste nordjyske skoler er sidste dag i vinterferien.   

Tags på denne nyhed
'