Fossum om opstarten: Vi står godt
Kvaliteten og tempoet er på det rette sted med to en halv uger til forårspremieren, mener Iver Fossum.
Det mindede næsten om Iver Fossums hjemstavn i Norge, da AaB-truppen her til formiddag løbetrænede på en snedækket kunstgræsbanebane på Hornevej.
Til eftermiddagstræningen havde regnen fjernet snedækket, og eftermiddagens træning kunne igen byde på regulær fodboldtræning hos partnerklubben LKB Gistrup.
- Vi står godt på nuværende tidspunkt. I sidste uge kom vi hjem fra en rigtig fin træningslejr med gode træningspas og kampe. Nu er vi så tilbage i velkendte omgivelser, og jeg kan godt mærke, at vi begynder at nærme os forårspremieren, siger Iver Fossum.
Nordmanden scorede i efteråret ni mål for Hele Nordjyllands Hold fordelt på seks mål i 3F Superligaen og tre mål i Sydbank Pokalen.
På træningslejren på Malta blev det også til en scoring i 2-2-opgøret mod WSG Tirol.
- Spillemæssigt havde vi nogle fine kampe på Malta. Resultaterne var ikke, som vi havde ønsket, men vi fik gang i noget af det spil, vi gerne ville, og det blev gradvist bedre fra kamp til kamp, så det skal vi fortsætte med at lægge på i de næste to testkampe, siger Iver Fossum.
På lørdag spiller AaB to testkampe mod Vendsyssel F.F., inden SønderjyskE gæster Aalborg Portland Park fredag 11. februar i sidste testkamp inden forårspremieren på udebane mod FC Midtjylland 20. februar.
- Gennem hele januar har vi trænet godt. Der er god kvalitet og godt tempo til træning, og vi kan mærke, at formen er blevet bedre og bedre. Så jeg synes, vi er, hvor vi skal være med to en halv uge til sæsonstart, og nu skal vi bare bruge de sidste to testkampe på at justere de sidste detaljer, så vi er klar til kampen mod FC Midtjylland, siger Iver Fossum.