Hagelskjær: Glæder mig til en fed kamp på søndag

3. november 2021 kl. 14:42 af Rasmus Estrup

Forsvarsspiller Anders Hagelskjær har bidt sig mere og mere fast på holdet, siden han kom til AaB i sommer, og det er blevet til spilletid i de seneste 12 kampe, hvoraf det også er blevet til fem startpladser.

Alene i sidste uge fik han to gange plads i startopstillingen, og i alt bød ugen på 243 minutters spilletid.

- Jeg synes, jeg er faldet godt til på holdet, hvor jeg har fået en betydningsfuld rolle. Jeg føler mig værdsat, og jeg mærker, at trænerne tror på mine kvaliteter og har tillid til mig. Det sætter jeg stor pris på, og jeg arbejder bare på at få mere og mere spilletid, som det også har været tilfældet. Det har egentlig bare været en opadgående kurve i forhold til spilletid og indflydelse på holdet, siger Anders Hagelskjær, der også føler, at samspillet med holdkammeraterne bliver bedre og bedre.

- Vores defensive aftaler falder mere og mere på plads, og vi har fået opbygget en solid base i vores hold, så vi defensivt står højt, samtidig med at vi er solide og kompakte. Det er også noget, vi arbejder hårdt på, forklarer forsvarsspilleren.

Imponeret over fansenes kulisse

På søndag skal han og resten af AaB’s hold op imod Randers FC, der gæster Aalborg Portland Park kl. 14.00. Inden kampen har både AaB og Randers FC 24 point, og AaB indtager med en bedre målscore tredjepladsen i 3F Superligaen, mens Randers FC har fjerdepladsen.

- Randers er et godt hold, og man er ikke i tvivl om, at de ved, hvad de skal. Så det bliver en udfordrende kamp, hvor vi vil gøre det, vi er gode til. Og så forventer jeg, at det bliver en fed kamp mellem to hold, der har gjort det godt. Så jeg glæder mig meget til kampen, jeg tror, der kommer til at være en god intensitet, siger den 24-årige forsvarer.

- Vi skal også ud at vise, at det er os, der spiller på hjemmebane. Det er vigtigt for os at få revancheret præstationen fra vores seneste hjemmekamp. Ikke mindst over for vores fans, siger Anders Hagelskjær, der er begejstret over den opbakning, han har mødt fra AaB’s fans i denne sæson.

- Jeg har sagt mange gange til mine medspillere, at jeg er meget imponeret over den kulisse, fansene skaber både på hjemmebane og udebane. Det er helt vildt fedt, og man kan virkelig mærke det ude på banen. I Herning var vores fans for eksempel de sidste, der forlod stadion, så jeg har mega stor respekt for den indsats, de lægger i det for klubben, siger Anders Hagelskjær.

Du kan opleve stemningen og kampen på søndag på Aalborg Portland Park fra kl. 14.00. Køb billetter til kampen her.

Tags på denne nyhed

AaB i samarbejde med Sorare

3. november 2021 kl. 11:00 af Martin Stigaard Skammelsen

I mange årtier har fodboldfans verden over samlet på fysiske kort fra forskellige turneringer, ligaer og klubber. Nu er det også muligt at gøre dette digitalt via platformen Sorare, hvor hvert kort er unikt og gemmes hos den enkelte bruger via blockchain-teknologien.

Hvorfor skal du prøve Sorare?

Sorare er et unikt drømmeholdsspil, der spilles globalt med fodboldfans fra hele verden. Verdens største ligaer og klubber er repræsenteret på Sorare, blandt disse nu også AaB, der er den første danske klub, der bliver en del af platformen.

Sorare er også stedet, hvor du kan:

  • Scoute spillere og billige kort, der kan blive det næste store samleobjekt
  • Spille med i de ugentlige drømmeholdsturneringer og vinde præmier (nye kort eller Ethereum)
  • Møde fodboldfans fra hele verden i det store Sorare-community

Hvordan spiller jeg Sorare?

Når du tilmelder dig Sorare for første gang på www.sorare.com/aalborg får du en gratis starter-pakke med kort, så du omgående kan deltage i de ugentlige konkurrencer. Du får også adgang til transfermarkedet på Sorare, hvor man kan købe og sælge kort fra andre brugere.

Hver uge skal du sætte dit hold bestående af fem spillere/samlekort, vælge din anfører og taktik og tilmelde dit hold til en af de forskellige ligaer, du kan dyste i. 

Vil du vide mere om Sorare, så besøg sorare.com, og har du spørgsmål til spillet, kan du finde svar her. Bemærk at Sorare-platformen er på engelsk og ikke i skrivende stund findes i en dansk version.

AaB ønsker alle fans god fornøjelse med Sorare.

Anders Noshe fik debut på U/16-landsholdet

3. november 2021 kl. 09:24 af Rasmus Estrup

Anders Noshe blev i går skiftet ind til sin første ungdomslandskamp for Danmark, da det på udebane mod Ungarn blev til et dansk U/16-nederlag på 3-1. 

Danmark var ellers foran med 1-0, men inden pausefløjtet havde Ungarn bragt sig foran med 3-1. 

I 67. minut af kampen blev Anders Noshe skiftet ind på højrekant, hvor han spillede den anden halvdel af anden halvleg. 

U/16-landsholdet spiller igen på fredag en nye udekamp mod Ungarn. 

Tags på denne nyhed

Storsejr til AaB's U/15 Ligahold

3. november 2021 kl. 08:39 af Rasmus Estrup

Med en stærk præstation over hele linjen lykkedes det i går AaB's U/15 Ligahold at vinde 5-0 på udebane over AC Horsens. 

I opgørets tredje minut kom AaB til tre store muligheder, inden en nedfaldsbold havnede i fødderne hos Felix Nygaard Skovholm, der sparkede AaB foran 1-0. 

Straks efter målet erobrede Georg Ejsing bolden fra hjemmeholdets forsvar og serverede kuglen til Marcus Emil Sørensen, der fordoblede den nordjyske føring. 

Inden pausen ramte Marcus Emil Sørensen overliggeren, og returbolden sprang ud til Jimmy Bihame Rukara, som øgede til pausestillingen 3-0. 

Jimmy Bihame Rukara var igen i anden halvleg på pletten efter oplæg fra Marcus Emil Sørensen, og da Valdemar Damgaard kort efter sparkede et straffespark i kassen endte det med en nordjysk udesejr på 5-0. 

- Det var en forløsende sejr. Den gode præstation mod OB i weekenden blev fulgt op med endnu en god præstation samt skarphed i begge felter. Defensivt holdt vi AC Horsens fra at have et skud inden for rammen, og offensivt skabte vi flere store chancer og scorede som bekendt fem mål - og det kunne endda være blevet til mere, siger U/15 Ligatræner Theis Larsen. 

- Samlet set var det en rigtig god præstation, og individuelt leverede mange spillere også på et højt niveau, siger Theis Larsen. 

U/15 Ligaholdet er nu placeret på 10. pladsen i U/15 Ligaen, og på lørdag skal mandskabet igen i aktion, når Esbjerg fB gæster Hornevej kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

Ross, Prica og Trajkovski udtaget til landshold

2. november 2021 kl. 12:08 af Rasmus Estrup

Mathias Ross, Tim Prica og Aleksandar Trajkovski er netop blevet udtaget til diverse landshold. 

Mathias Ross, der hidtil har spillet 31 ungdomslandskampe hvoraf en kamp er for U/21-landsholdet, skal sammen med U/21-landsholdstruppen spille en EM-kvalifikationskamp mod Tyrkiet 16. november. 

Inden kampen ligger Danmark på andenpladsen i sin EM-kvalifikationspulje med seks point efter tre kampe. 

Trajkovski udtaget for Nordmakedonien

Nordmakedonske Aleksandar Trajkovski er desuden udtaget til Nordmakedoniens A-landshold, der stå foran to VM-kvalifikationskampe. 

11. november spiller Nordmakedonien på udebane mod Armenien, og 14. november gælder det en hjemmekamp mod Island. 

Inden disse to sidste VM-kvalifikationskampe ligger Nordmakedonien på tredjepladsen i puljen med 12 point, mens andenpladsen, der giver en playoffplads, indtages af Rumænien med 13 point. 

Tim Prica på Sveriges U/21-landshold

Tim Prica står sammen med Sveriges U/21-landshold foran to EM-kvalifikationskampe mod Bosnien og Irland. Inden de to kampe, der spilles henholdsvis 12. november og 16. november, topper Sverige sin kvalifikationspulje foran Italien. 

Tim Prica scorede mod netop Italien i sin seneste U/21-landskamp, og han er indtil videre noteret for 35 ungdomslandskampe og 17 scoringer. 

Endelig er den tidligere AaB-spiller, Joakim Mæhle, desuden udtaget til det danske A-landsholds VM-kvalifikationskampe mod Færøerne og Skotland.