Skaden som Oscar Hiljemark pådrog sig 22. november 2020 i sin blot sjette optræden for AaB betyder desværre, at den tidligere svenske landsholdsspiller som følge af vedvarende, store smerter må indstille karrieren.
Oscar Hiljemark kom til AaB halvanden måned tidligere, og særdeles stærke præstationer i debuten i sejren på udebane mod FC København og i de efterfølgende sejre mod Brøndby I.F. og Randers FC lovede godt for fremtiden.
Desværre blev et hændeligt uheld kort inde i anden halvleg af dysten på hjemmebane mod FC Nordsjælland skæbnesvangert for 28-årige Oscar Hiljemark.
AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:
- I Oscars første kampe for AaB så vi med det samme, at han var præcis den forstærkning og dirigent på midtbanen, som vi havde ledt efter, og selv i foråret, hvor Oscar har leveret kortvarige indhop, har vi set en spiller, der har kunnet forandre kampene for os med sit udtryk, sin mentalitet og sin fodboldforståelse.
- At han nu må stoppe den aktive karriere er naturligvis et hårdt slag for både Oscar og os som klub, for både han og vi havde selvfølgelig en forventning om at have stor glæde af hinanden som minimum indtil sommeren 2023, og så sent som i november blev han jo også noteret for sin 28. A-landskamp for Sverige, konstaterer Inge André Olsen.
- Oscar har kæmpet med smerterne hele foråret, men i noget tid har begge parter haft en fornemmelse af, hvor det bar hen, og derfor har vi med Oscars kompetencer in mente søgt at beholde ham i klubben og er glade for, at han har sagt ja til at indgå i trænerstaben med særlig fokus på de unge spillere, fortæller Inge André Olsen.
Oscar Hiljemark kom til AaB efter en sæson hos Dynamo Moskva, mens det tidligere i karrieren er blevet til flere end 200 førsteholdskampe for klubber som PSV Eindhoven, Genoa CFC, Palermo FC og Panathinaikos FC.
Inden han blev solgt i 2013 blev det til 75 kampe og et svensk mesterskab hos IF Elfsborg. Også i tiden i Holland blev det til et nationalt mesterskab.
Landsholdskarrieren inkluderer deltagelse i både EM-slutrunden i 2016 og VM-slutrunden i 2018. Ligeledes var Oscar Hiljemark anfører, da Sverige i 2015 vandt guld ved EM-slutrunden for U/21-landshold.
- Beslutningen om at stoppe en karriere med mange store højdepunkter har været ufattelig svær og har været nogettid undervejs, men efterhånden var der ikke anden udvej, hvilket bare er en svær erkendelse at nå frem til, forklarer Oscar Hiljemark.
- Jeg er både forbandet og ked af det, men omvendt er det også en stor lettelse for mig, at beslutningen nu er truffet. Jeg er ærgerlig og ekstremt skuffet over, at jeg ikke har kunnet bidrage mere på banen i AaB, hvor vi har gang i et superspændende projekt, og derfor glæder jeg mig samtidig over stadig at kunne være en del af klubben, siger Oscar Hiljemark.
- Jeg har altid forestillet mig, at jeg engang skulle gå trænervejen, men havde ikke tænkt, at det allerede skulle være nu, men jeg blev både glad og stolt, da Inge og AaB forelagde idéen om at indgå i trænerstaben omkring Superligaholdet.
- Som person er jeg meget ærgerrig, og jeg ser frem til at lære fra Martí og Rasmus (Cifuentes og Würtz, red.) og den øvrige del af trænerstaben, og så skal jeg bidrage bedst muligt med mine kompetencer, så vi sammen kan opnå succes, slutter Oscar Hiljemark, der sideløbende og hurtigst muligt indleder sin træneruddannelse.
Oscar Hiljemark opnåede 11 officielle kampe for AaB og en enkelt scoring i en udekamp mod Randers FC. Hans sidste aktion som aktiv fodboldspiller blev scoringen i straffesparkskonkurrencen i playoff-finalen mod AGF 28. maj.
AaB med Oscar Hiljemark som en del af trænerstaben indleder forberedelserne til den nye sæson i morgen.
Oscar Hiljemark har underskrevet en treårig aftale som assistenttræner – indtil 30. juni 2024.