AaB tager stærk afstand fra smædesang

25. juli 2021 kl. 11:27 af Brian Andersen

Dette tager AaB og AaB’s officielle fanklub AaB Support Club klar afstand fra, og hermed sendes der en uforbeholden undskyldning til Henrik Dalsgaard og FC Midtjylland.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

- I fodbold vil der altid være en naturlig rivalisering mellem klubberne, men det vi på et tidspunkt i første halvleg hørte fra en del af tribunen var at gå langt over stregen.

- Heldigvis formåede vores fans selv at oprette selvjustits, hvorfor initiativet blev inddæmmet og ophørte, konstaterer Thomas Bælum.

- Fra AaB’s side ønsker vi fremdeles at bidrage til positiv fankultur, så den gode stemning kan bevares på Aalborg Portland Park, slutter Thomas Bælum.

Tags på denne nyhed

Sidste frist for sæsonkortholderes førsteret

25. juli 2021 kl. 09:01 af Rasmus Estrup

Søndag 8. august må Aalborg Portland Park igen fyldes, når AaB møder AGF kl. 18.00. Det fejrer AaB sammen med partnerne Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus, som har købt alle billetter for at kunne give dem gratis videre til AaB-fans til sæsonens anden hjemmekamp.

AaB’s sæsonkortholdere har i to uger haft førsteret på billetter, mens Spar Nord, Aalborg Portland og Det Nordjyske Mediehus har haft mulighed for at dele et begrænset antal billetter ud til egne medarbejdere og kunder, før de resterende billetter frigives i morgen kl. 15.00.

I dag er altså sidste chance, hvis du som sæsonkortholder vil sikre dig billet til kampen.

Sådan henter du billet som sæsonkortholder

Sæsonkortholdere på Vesttribunen

Dit fysiske sæsonkort virker ikke til denne kamp. Det er nødvendigt, at du aktivt henter billet på www.stadionkaldernuigen.dk. Du kan både vælge plads på Vesttribunen, 3F Tribunen og Complea Tribunen. Til denne kamp kan du hente op til to billetter.

Sæsonkortholdere på 3F Tribunen

Dit fysiske sæsonkort virker ikke til denne kamp. Det er nødvendigt, at du aktivt henter billet på www.stadionkaldernuigen.dk. Du kan både vælge plads på 3F Tribunen, Vesttribunen og Complea Tribunen. Til denne kamp kan du hente op til to billetter.

Sæsonkortholdere på Complea Tribunen

Dit fysiske sæsonkort virker til denne kamp. Du kan derudover hente en ekstra billet til Complea Tribunen, hvilket du gør på www.stadionkaldernuigen.dk. Du kan både vælge plads på Complea Tribunen, 3F Tribunen og Vesttribunen.

De resterende billetter sættes til salg i morgen 26. juli kl. 15.00.

Årsagen til at sæsonkort til Vesttribunen og 3F Tribunen ikke er gældende, er, at de to tribuner er unummererede, og der er stadig krav om, at man har en fast plads til kampen i 3F Superligaen. Derfor skal man aktivt hente en billet online for at få en fast plads.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-FC Midtjylland 0-1

25. juli 2021 kl. 07:35 af Rasmus Estrup

AaB tabte lørdag 1-0 på hjemmebane til FC Midtjylland. 

Jacob Rinne måtte på spektakulær vis holde bolden ude af nettet, inden FC Midtjylland efter 18 minutter fik et mål annulleret for offside. 

Efter 28 minutter scorede FC Midtjylland opgørets eneste mål, da Junior Brumado sparkede læderet over stregen via en AaB-fod og stolpen. 

FC Midtjylland skabte kampen igennem mest, og Jacob Rinne måtte diske op med endnu et par store redninger på afslutninger fra Anders Dreyer og Awer Mabil. 

I modsatte ende tilfaldt AaB's bedste mulighed Tim Prica, der sparkede i sidenettet efter at have nået et indlæg fra Kristoffer Pallesen før FC Midtjylland-keeper Jonas Lössl. 

I videoen øverst kan du se et sammendrag af kampen. 

Tags på denne nyhed

AaB led hjemmebanenederlag til FC Midtjylland

24. juli 2021 kl. 19:57 af Rasmus Estrup

AaB led sæsonens første nederlag, da FC Midtjylland lørdag vandt 1-0 på en scoring af Junior Brumado. 

På et efter omstændighederne udsolgt Aalborg Portland Park var AaB for første gang iklædt den nye klubdragt fra Macron, da Hele Nordjyllands Hold lørdag aften tog imod FC Midtjylland under den skyfrie sommerhimmel. 

Selvom AaB i indledningen var meget på kuglen, havde hjemmeholdet svært ved at bryde igennem FC Midtjylland-holdet, som i stedet fik kampens første store tilbud efter 11 minutter.

Efter et par indlæg havnede læderet midt i feltet hos Junior Brumado, der vristede Rasmus Thelander væk og fra en fri position sparkede på stolpen. Stolpeskuddet ramte dernæst Jacob Rinne, og bolden var på vej i mål, inden den svenske keeper, der netop er blev kåret til Sæsonens AaB'er for seneste sæson af AaB Support Club, viste hurtige reflekser og viftede bolden væk på stregen. 

 

I opgørets 15. minut var FC Midtjylland atter i offensiven, da Anders Dreyer sparkede forbi efter en omstilling. 

Efter 18 minutter fik FC Midtjyllands Mikael Anderson passeret Jacob Rinne efter en hjørnesparkskombination, men målet blev annulleret for offside efter et VAR-tjek. 

10 minutter senere kom FC Midtjylland dog på tavlen. Et fladt indlæg fra venstre fandt Junior Brumado midt for mål. Angriberens afslutning gik via en afretning og den ene opstander i nettet til en udeholdsføring på 1-0. 

AaB havde i den første halve time kun præsteret et par nærgående indlæg, og efter 34 minutter kom hjemmeholdets første afslutning, da Magnus Christensen headede Louka Prips hjørnespark over mål. 

Erik Sviatchenko og Junior Brumado kom også frem til et par hovedstød frem mod pausen, men forsøgene voldte ingen problemer for Jacob Rinne. 

Efter pausen havde AaB endnu et nærgående indlæg, der ikke for alvor blev farligt, inden FC Midtjylland i flere omgange truede AaB-målet. Tættest på endnu en scoring i indledningen var Anders Dreyer, der efter en kort hjørnesparksvariant var fri i AaB-feltet og afsluttede mod nærmeste stolpe, hvor AaB-keeperen fik reddet. 

Efter 63 minutter kombinerede FC Midtjylland sig frem til en god mulighed til Paulinho, der missede sin afslutning i AaB-feltet. 

To minutter senere var et langt indkast fra Kristoffer Pallesen ved at føre til et selvmål for gæsterne, men Jonas Lössl nåede ned til bolden lige inden stregen. 

AaB fik holdets hidtil bedste chance efter 73 minutter, da Kristoffer Pallesen løb en lang bold fra AaB-debutant Anders Hagelskjær op. Kristoffer Pallesen prikkede bolden videre til Tim Prica, der nåede bolden for næsen af Jonas Lössl, drejede rundt og afsluttede i sidenettet. 

11 minutter før tid var der også debut til Milan Makaric, og mod slutningen satsede AaB på en udligning, men det gav også muligheder den anden vej, og Jacob Rinne måtte hive en stor redning frem i tillægstiden. Dermed endte kampen med en sejr til gæsterne på 1-0. 

AaB's næste kamp spilles søndag 1. august kl. 14.00 på udebane mod Silkeborg I.F.

Matchfacts - 3F Superliga, 2. spillerunde

AaB-FC Midtjylland 0-1 (0-1)
29. min 0-1 Junior Brumado
Advarsler AaB: Kristoffer Pallesen (59)
Advarsler FC Midtjylland: Pione Sisto (59)
3.784 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen (79: Marcus Hannesbo), Mathias Ross (79: Milan Makaric), Rasmus Thelander, Jakob Ahlmann (64: Anders Hagelskjær), Iver Fossum, Louka Prip, Magnus Christensen (46: Frederik Børsting), Kasper Kusk, Tim Prica, Rufo (18: Malthe Højholt). 

FC Midtjylland (3-4-3): Jonas Lössl, Henrik Dalsgaard, Erik Sviatchenko, Juninho, Joel Andersson, Evander, Mikael Anderson (87: Charles), Paulinho (64: Dion Cools), Anders Dreyer, Junior Brumado (76: Awer Mabil), Pione Sisto (87: Raphael Nwadike).

Dommer: Jakob Kehlet

Tags på denne nyhed