Vidste du om SønderjyskE og AaB…

25. september 2020 kl. 12:35 af Rasmus Estrup

- det er 3F Superligakamp nummer 39 mellem SønderjyskE og AaB. Statistikken siger 16 sejre til AaB, 10 uafgjorte og 12 nederlag samt en målscore på 55-47 set med AaB’s øjne.

- AaB har vundet fire af de seneste fem 3F Superligakampe mod SønderjyskE, men klubbernes seneste møde var i Sydbank Pokalfinalen, hvor SønderjyskE tog sejren.

- seneste indbyrdes 3F Superligaopgør på Sydbank Park i Haderslev gav en AaB-sejr på 3-1. AaB var ellers bagud med 1-0 indtil 79. minut, hvorefter to scoringer af Mikkel Kaufmann og et mål af Kasper Kusk sikrede AaB sejren.

- Kasper Kusk i alt har scoret fire 3F Superligamål for AaB mod SønderjyskE, mens Lucas Andersen har scoret to mål. Kasper Pedersen, Tom van Weert, Jores Okore og Frederik Børsting har alle scoret et mål.

- AaB er det eneste 3F Superligamandskab, der ikke har indkasseret et mål i denne sæson, og hvis AaB holder buret rent på søndag, vil det være første gang i 3F Superligaens historie, at AaB holder nullet i de første tre kampe i en ny sæson.

- blot to af de 38 tidligere 3F Superligakampe mellem AaB og SønderjyskE er endt 0-0. Begge nulløsninger har fundet sted i Haderslev.

- med 12 straffespark i løbet af de 38 3F Superligakampe mellem AaB og SønderjyskE, så dømmes der et straffespark i næsten hvert tredje opgør. AaB er blevet tildelt syv af de 12 straffespark og har scoret på fem af dem, mens SønderjyskE har scoret på tre af deres fem forsøg fra 11-meter-pletten.

- anfører Lucas Andersen med spilletid på søndag vil runde 100 kampe for Hele Nordjyllands Hold.

- Kasper Kusk og Jakob Ahlmann ifølge 3F Superligaens data har skabt syv chancer hver, hvilket er flest i 3F Superligaen i denne sæson.

- AaB tidligere har spillet 10 DM-opgør på datoen 27. september, men ingen siden 2009, hvor det trods et føringsmål af Daniel Fredheim Holm blev til et 2-1-nederlag på hjemmebane mod FC København. Næstseneste kamp på datoen 27. september var i 1998, hvor AaB på udebane besejrede Viborg F.F. med 2-1. Her var det scoringer af Thomas Thomasberg og Jari Pedersen, der sikrede AaB en sejr i mesterskabssæsonen.

- dommer Benjamin Willaume-Jantzen ikke tidligere har dømt en 3F Superligakamp mellem AaB og SønderjyskE. Han har tidligere haft fløjten i hånden i seks 3F Superligakampe med deltagelse af AaB. Tre af dem har givet en sejr, to er endt uafgjort og en gang er det blevet til et nederlag.

(Kilde: dansfodbold.com, Superliga.dk og aabsport.dk)

 

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kan støtte udsmykning

24. september 2020 kl. 16:31 af Martin Stigaard Skammelsen

Adskillige sæsonkortholdere har efter mandagens udmelding om kompensation til alle knap 2.900 sæsonkortholdere i AaB, henvendt sig med ønske om ikke at blive kompenseret.

Da dette rent teknisk ikke er muligt, er det i stedet blevet besluttet at oprette et mindre støtteprojekt, hvor man kan indbetale 85 kr. fra sin refunderede ratebetaling til AaB.

Pengene vil ubeskåret gå til udsmykning af Aalborg Portland Park til glæde for såvel fans som spillere og andre aktører på kampdage.

Du kan læse mere om udsmykningsprojektet her, og har man ikke sæsonkort, men ønsker at støtte udsmykningsprojektet på Aaborg Portland Park er dette naturligvis også muligt.

Klik her for at afgive din støtte, der rent praktisk foregår i AaB’s billetsystem, hvor man går ind og køber en ”støttebillet” i systemet. Hver ”billet” koster 85 kr.

AaB takker på forhånd alle der ønsker at støtte projektet.

Rinne: Vi har fået en stabil start

24. september 2020 kl. 13:38 af Rasmus Estrup

I tabellen står der et rundt 0 ud for antallet af indkasserede mål i denne sæson, for som den eneste målmand i 3F Superligaen har Jacob Rinne ikke lukket mål ind efter de to første runder. 

- Vi har fået en stabil start. Jeg har ikke haft meget at lave, så der skal selvfølgelig lyde ros til alle markspillerne, som arbejder hårdt og gør det nemmere for mig. Specielt bagkæden foran mig har sørget for at holde mig fri for store redninger, siger Jacob Rinne.

AaB-defensiven har med to rene bur bygget videre på den fine, defensive afslutning på forrige sæson. I løbet af juli havde Jacob Rinne nemlig fire clean sheets, og medregnet de to kampe i den nuværende sæson har han og holdkammeraterne haft seks clean sheets i de seneste otte 3F Superligakampe.

- Jeg synes, det er svært at kæde kampene fra sidste sæson sammen med de to i denne sæson. Men når man stiller det op på den måde med seks clean sheets i otte kampe, så lyder det selvfølgelig godt. Det viser, at det ikke bare har været en kliché, når vi har sagt, at vi vil bygge videre på præstationerne i sidste sæson, men at vi rent faktisk har levet op til det, siger den 27-årige keeper, der grundlæggende har været tilfreds med det, han har set fra sin poisition i målet i de to første kampe. 

- Overordnet set har vi leveret nogle fine præstationer. Vi kunne selvfølgelig have scoret nogle flere mål, for hvis vi havde scoret på halvdelen af de muligheder, vi har haft, så havde vi haft maksimumpoint nu. Så vi skal bare fortsætte med at skabe chancer og så ellers holde buret rent igen, siger svenskeren.

Foran sig på banen har han denne sommer fået nye holdkammerater. I de to første kampe har der blandt andet været fuld spilletid til forsvarsspiller Daniel Granli, mens den defensive midtbanespiller Pedro Ferreira har spillet 179 af de første 180 minutter. 

- Daniel er en god spiller, der fungerer godt i vores spillestil. Han har gode offensive pasninger, og jeg synes også, han fungerer godt i vores defensive relationer, så han er en god mand at have foran mig. Pedro på den defensive midtbane har også gjort det godt. Han skal lige have tilpasset sig spillestilen helt, men jeg føler allerede, at han er faldet godt til i vores måde at gøre tingene på, fortæller målmanden.

Næste opgave for Jacob Rinne og resten af Hele Nordjyllands Hold venter på søndag på udebane mod SønderjyskE. Et hold AaB tabte til, da de to klubber senest mødte hinanden i pokalfinalen 1. juli.

- Nu er det en ny sæson med nye forudsætninger, så for os handler det egentlig bare om, at vi skal levere en præstation, som vi har gjort i de to første kampe. Så har vi i hvert fald gjort os fortjent til at snuppe de tre point, slutter målvogteren.

Tags på denne nyhed

Udsmykningsprojekt i fuld gang

23. september 2020 kl. 10:28 af Martin Stigaard Skammelsen

I forbindelse med forårets nedlukning af 3F Superligaen valgte flere sæsonkortholdere at donere deres tilgodehavende til udsmykning af Aalborg Portland Park. Samtidig valgte mange at købe støttepakker via projekt ”AaB er det hele værd”, der også havde samme formål.

De indsamlede og donerede midler er nu ved at blive omsat til konkrete projekter, der skal forskønne Aalborg Portland Park og give en bedre ramme og kampoplevelse for alle tilskuere, når disse igen må komme på tribunerne til AaB’s hjemmekampe.

Konkret er flere forskellige muligheder i spil, udvalgt i samarbejde mellem fans fra AaB Support Club, AaB Tifo Kaos, fanorganisationen Vesttribunen og AaB, hvor man blandt andet kigger på belysning, indgangspartier m.m.

Da processen har vist sig mere omfangsrig end først antaget, er udsmykningen endnu ikke på plads, men dette forventes at ske henover efteråret.

Tags på denne nyhed

Ny Reserveliga-remis

22. september 2020 kl. 15:33 af Rasmus Estrup

AaB’s reservehold måtte nøjes med et point, da Silkeborg I.F. her til eftermiddag gæstede AaB’s anlæg på Hornevej. Trods et føringsmål af Magnus Christensen endte opgøret 1-1, da gæsternes Sebastian Jørgensen udlignede efter 74 minutter.

Første halvleg var med AaB mest på bolden, og hjemmeholdet kom også frem til et par fine muligheder. Efter et kvarter fandt Lukas Klitten sin tvillingebror Oliver Klitten med en god stikning. Offensivspilleren fik også sendt bolden forbi Silkeborg-keeperen, men kuglen sneg sig forbi bagstolpen og ud til et målspark.

Fem minutter senere fik Timothé Nkada testet Silkeborg-målmanden fra en spids vinkel, inden Andreas Hansen i modsatte ende måtte diske op med en fremragende redning, da gæsterne fangede AaB i en omstilling midtvejs i første halvleg.

Frem til pausen var der muligheder til både Timothé Nkada og Jeppe Pedersen, men holdene gik til pause uden scoringer.

AaB’s føringsmål kom dog tidligt i anden halvleg, da Magnus Christensen efter 48 minutter først headede på stangen på et hjørnespark, og da bolden herefter sprang rundt i Silkeborg-feltet sparkede selvsamme Magnus Christensen bolden ind langs modsatte stolpe til 1-0.

Første halvdel af anden halvleg bød på adskillige store AaB-chancer, hvor blandt andre Lukas Klitten, Timothé Nkada og Malthe Højholt kunne have udbygget føringen, men præcisionen manglede i afslutningerne.

I løbet af opgørets sidste 20 minutter kom gæsterne bedre med i opgøret og fik tilspillet sig flere muligheder. Efter en blokering af Vladimir Prijovic og en stærk redning af Andreas Hansen lykkedes det gæsterne med lidt over et kvarter igen at udligne til 1-1, da Sebastian Jørgensen sparkede bolden resolut i mål fra kanten af feltet til slutresultatet.

- Der var en god intensitet. Vi fik sat et godt, aggressivt pres, havde god kvalitet på bolden og fik sat en række gode muligheder op, men vi fik desværre ikke lukket kampen. Det koster til sidst, da vi ikke kunne holde det aggressive pres i samtlige 90 minutter, og Silkeborg I.F. fik udnyttet den ekstra plads til at udligne, forklarer assistenttræner Peter Feher.

AaB stillede til kampen i følgende opstilling:

Andreas Hansen
Thomas Christiansen, Magnus Christensen, Vladimir Prijovic
Jeppe Pedersen, Malthe Højholt, Robert Kakeeto, Lukas Klitten
Oliver Klitten, Tim Prica, Timothé Nkada

Efter en times spil kom Marcus Hannesbo i spil i stedet for Timothé Nkada, og med et kvarter igen blev Christian Wagner og Daniel Mortensen sat på banen, mens Tim Prica og Malthe Højholt gik ud. Endelig var der syv minutters spilletid til Christoffer Ravn og Casper Gedsted Hansen, der erstattede Lukas Klitten og Jeppe Pedersen.

AaB har nu to point efter to kampe i Reserveligaen. Næste Reserveligakamp spilles på mandag på hjemmebane mod Randers FC, hvor der igen ikke er adgang for tilskuere på grund af Covid-19.

Tags på denne nyhed
'