Thellufsen skifter til Lyngby Boldklub

6. september 2020 kl. 12:55 af Brian Andersen

I den forgangne sæson var offensivspilleren udlejet til tyske FC Hansa Rostock.

Rasmus Thellufsen kom i 2012 som U/15-spiller til AaB fra partnerklubben I.F. Skjold Sæby.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Rasmus er en god fyr og en dygtig spiller, men vi har i øjeblikket hård konkurrence på de offensive positioner, og Rasmus’ udsigt til spilletid var efterhånden lang.

- Derfor har vi været enige med Rasmus i, at han har brug for et andet sted til at kickstarte sin karriere, og her er vi kommet overens med Lyngby om et skifte, og vi ønsker Rasmus al mulig held og lykke fremover, lyder det fra Inge André Olsen.

Rasmus Thellufsen, der om en uge kan få sin Lyngby-debut netop mod AaB, glæder sig over aftalen:

- Selvfølgelig er det vemodigt at forlade AaB, men omvendt var jeg i sidste sæson i Tyskland, så det er ikke fremmed for mig at spille i en anden trøje, og jeg er super glad for min nye udfordring i Lyngby.

- Jeg vil gerne takke alle i AaB for vores tid sammen, og jeg ønsker kun klubben det bedste, siger Rasmus Thellufsen.

23-årige Rasmus Thellufsen, der havde kontraktudløb med AaB til nytår, opnåede 76 officielle kampe og 11 scoringer for Hele Nordjyllands Hold.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB og Netcompany præsenterer AaB Akademiet

6. september 2020 kl. 11:09 af Rasmus Estrup

I forbindelse med at AaB Talent skiftede navn til AaB Akademiet i anledning af en endnu større satsning på talentudvikling i AaB, var den nye hovedpartner for AaB Akademiet, Netcompany, på besøg i Aalborg. 

Netcompanys direktør, André Rogaczewski, fik ved den lejlighed mulighed for at møde blandt andre Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, lederne hos nogle af AaB's andre store samarbejdspartnere som Aalborg Portland og Spar Nord Fonden samt rektor for Aalborg Universitet.

Derudover fik Netcompanys repræsentanter oplæg fra blandt andre Claus Fallingborg, formand for AaB af 1885, og fodboldchef Søren Krogh, der begge fortalte om mulighederne med samarbejdet. 

I dette indslag fra AaB TV kan du komme med på hele turen. 

Tags på denne nyhed

Lukas Klitten startede inde i U/21-remis

5. september 2020 kl. 08:43 af Rasmus Estrup

To AaB'ere var i går i aktion for danske ungdomslandshold.

Lukas Klitten startede inde og spillede 81 minutter i sin anden U/21-landskamp, da Danmark i går spillede 1-1 mod Ukraine på Aalborg Portland Park. 

Efter en målløs første halvleg åbnede Ukraine scoringen et kvarter før tid. Seks minutter senere blev Lukas Klitten skiftet ud, og i fem minutters tillægstid udlignede Emil Riis til slutresultatet.

Pointdelingen betyder, at Danmark topper EM-kvalifikationspuljen med 16 point efter seks kampe. 

På U/18-landsholdet var der også nordjysk islæt i form af Christoffer Ravn, der kom på tavlen i 3-1-sejren over Tyskland. En kamp, der var Christoffer Ravns 18. ungdomslandskamp og første for U/18-landsholdet.  

Tyskerne kom ellers foran 1-0 26 minutter inde i venskabskampen, men en håndfuld minutter før pausen udlignede Danmark, og lige efter pausen bragte Christoffer Ravn danskerne foran 2-1, inden opgørets sidste scoring tilfaldt danskerne efter en times spil. 

AaB TV: AaB-OB 2-1

5. september 2020 kl. 07:14 af Rasmus Estrup

AaB vandt i går den sidste testkamp inden sæsonpremieren i næste weekend, da OB blev slået med 2-1 på Hornevej. 

Det var ellers fynboerne der lagde bedst ud med en scoring af Emmanuel Sabbi allerede i første minut. 

Herefter fulgte en jævnbyrdig periode, hvor AaB egentlig var mest på bolden, mens OB var farligst i deres omstillingsfase. 

Efter pausen var det AaB's tur til at få en hurtig scoring, da Frederik Børsting blev nedlagt i feltet, og Tom van Weert efterfølgende sikkert sparkede straffesparket ind til 1-1. 

Efter 61 minutter sikrede indskiftede Tim Prica en AaB-sejr på 2-1 med et pragtfuldt langskud. 

Efter AaB-dominans i anden halvlegs indledning kom OB bedre med som halvlegen skred frem, og Jacob Rinne måtte hive et par gode redninger frem for at holde fast i sejren. 

Se alle opgørets muligheder i sammendraget øverst og få reaktioner fra Jores Okore og cheftræner Jacob Friis. 

Tags på denne nyhed

Prica matchvinder i sidste testkamp

4. september 2020 kl. 18:20 af Brian Andersen

Nøjagtig som i sidste uges testkamp mod Randers FC formåede AaB at komme tilbage og vinde, selvom man var bagud ved pausen.

AaB modtog noget af en chokstart, da de fynske gæster allerede efter 58 sekunder tog føringen, da man lidt for let kombinerede sig igennem, så den tidligere AaB’er Moses Opondo kunne stå for oplægget til Emmanuel Sabbi, der med en yderside udplacerede Jacob Rinne i AaB-målet.

I en jævnbyrdig første halvleg med et mindre spillemæssigt overtag til AaB havde odenseanerne de bedste muligheder, mens det for AaB blev ved lige ved og næsten.

Således forsøgte både Kasper Kusk, Frederik Børsting, Tom van Weert og Pedro Ferriera at bryde igennem uden held, mens gæsternes Oliver Lund i det 17. minut headede en god hovedstødsmulighed forbi fjerneste målhjørne.

Senere afsluttede Troels Kløve forbi for OB på en udmærket skudchance, mens en afslutning fra Kasper Kusk blev blokeret i den modsatte ende.

Udeholdets anden store hovedstødschance kom efter 31 minutter, hvor Issam Jebali headede Emmanuel Sabbis skape indlæg fra højre forbi mål.

AaB’s første reelle chance opstod i halvlegens 42. minut, hvor Kasper Pedersen fra tæt hold headede en hjørnesparksbold fra Kasper Kusk centimeter forbi stangen.

Fra anden halvlegs indledning svingede AaB taktstokken, og særligt i den første halve time var der styr på tingene såvel offensivt som defensivt.

Udligningen kom allerede efter 48 minutter, da Frederik Børsting med et velkendt, aggressivt pres fik prikket bolden fra OB-forsvaret og hen til Tom van Weert, der med en præcis pasning igen fandt Børsting i medløb, inden han bagfra blev skubbet ned i straffesparksfeltet, hvilket efterfølgende gav Tom van Weert chancen for sikkert at eksekvere fra pletten.

I fortsættelsen var både indskiftede Daniel Granli og på ny Frederik Børsting nærgående, men det var en anden indskifter, Tim Prica, som i det 62. minut afgjorde affæren med et smukt curlet spark med venstrebenet over i det modsatte målhjørne. Scoringen var Tim Pricas tredje i fire testkampe for AaB, og alle pletskud har været særdeles seværdige.

I dystens sidste 15-20 minutter kom OB igen bedre med, og Jacob Rinne måtte levere to store redninger, da henholdsvis Issam Jebali med en helflugter fra tæt hold og en fri Rasmus Nissen fik muligheden for at udligne for gæsterne.

Herfra døde tingene lidt ud, og AaB kunne dermed sejre for anden testkamp i træk mod en Superligamodstander.

Om ni dage er det alvor, når Lyngby Boldklub venter på udebane i premieren i 3F Superligaen.

Matchfacts – testkamp
AaB-OB  2-1 (0-1)
1. min Emmanuel Sabbi, 48. min 1-1 Tom van Weert, 62. min 2-1 Tim Prica.

AaB (3-4-3): Jacob Rinne, Jores Okore, Kasper Pedersen (46: Daniel Granli), Thomas Christiansen, Kristoffer Pallesen (86: Oliver Klitten), Pedro Ferreira (71: Magnus Christensen), Robert Kakeeto, Jakob Ahlmann (86: Marcus Hannesbo), Tom van Weert (71: Timothé Nkada), Kasper Kusk (77: Jeppe Pedersen), Frederik Børsting (60: Tim Prica).

Tags på denne nyhed