Højholt og Ross i ny U/19-duel mod Tyskland
Malthe Højholt og Mathias Ross fik også spilletid søndag, da Danmarks U/19-landshold spillede 0-0 mod Tyskland i anden venskabskamp på få dage.
Malthe Højholt var med i startopstillingen og spillede den første time, mens Mathias Ross blev indskiftet med ca. 25 minutter igen, da Danmarks U/19-landshold søndag spillede 0-0 mod Tyskland.
Danskerne var i god kontrol opgøret igennem, uden at det dog medførte mange store chancer.
Kampen var den anden testkamp mod tyskerne på fire dage, da U/19-landsholdet torsdag vandt 3-1 mod Tyskland, hvor Malthe Højholt blandt andre kom på tavlen, og Mathias Ross bar anførerbindet.
Søndagens kamp var Malthe Højholts ottende ungdomslandskamp og Mathias Ross' 28. optræden i nationaldragten.