AaB TV: Seneste udesejr over SønderjyskE

27. september 2020 kl. 08:49 af Rasmus Estrup

I dag kl. 14.00 gæster AaB Sydbank Park og SønderjyskE i tredje runde af 3F Superligaen. Du kan følge kampen på Eurosport 2 med optakt fra kl. 13.00. 

Inden da kan du i denne video se eller gense AaB-målene fra vores seneste besøg i Haderslev. Her gik AaB fra at være bagud 1-0 til at vinde 3-1. 

Først udlignede Mikkel Kaufmann på oplæg fra Kasper Kusk, og dernæst scorede Kasper Kusk til 2-1 på et straffespark, inden Mikkel Kaufmann i tillægstiden lukkede opgøret med målet til 3-1. 

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen foran AaB-kamp nummer 100

26. september 2020 kl. 16:44 af Brian Andersen

Her skal AaB forsøge at følge op på sejren mandag aften mod AC Horsens.

I sine første 99 optrædener for AaB har Lucas Andersen blandt andet bidraget med 24 scoringer og 19 assists.

Efter lørdagens træningspas har cheftræner Jacob Friis udtaget følgende 19 spillere inklusive 11 egenudviklede folk fra AaB Talent og otte af AaB’s partnerklubber:

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 25 Frederik Børsting og 31 Daniel Granli.

Tim Prica har karantæne, mens Rasmus Thelander er ukampdygtig.

Kampen kan følges i Liga på P3 og på Eurosport 2 fra kl. 13.00 med kickoff en time senere.

Tags på denne nyhed

Vidste du om SønderjyskE og AaB…

25. september 2020 kl. 12:35 af Rasmus Estrup

- det er 3F Superligakamp nummer 39 mellem SønderjyskE og AaB. Statistikken siger 16 sejre til AaB, 10 uafgjorte og 12 nederlag samt en målscore på 55-47 set med AaB’s øjne.

- AaB har vundet fire af de seneste fem 3F Superligakampe mod SønderjyskE, men klubbernes seneste møde var i Sydbank Pokalfinalen, hvor SønderjyskE tog sejren.

- seneste indbyrdes 3F Superligaopgør på Sydbank Park i Haderslev gav en AaB-sejr på 3-1. AaB var ellers bagud med 1-0 indtil 79. minut, hvorefter to scoringer af Mikkel Kaufmann og et mål af Kasper Kusk sikrede AaB sejren.

- Kasper Kusk i alt har scoret fire 3F Superligamål for AaB mod SønderjyskE, mens Lucas Andersen har scoret to mål. Kasper Pedersen, Tom van Weert, Jores Okore og Frederik Børsting har alle scoret et mål.

- AaB er det eneste 3F Superligamandskab, der ikke har indkasseret et mål i denne sæson, og hvis AaB holder buret rent på søndag, vil det være første gang i 3F Superligaens historie, at AaB holder nullet i de første tre kampe i en ny sæson.

- blot to af de 38 tidligere 3F Superligakampe mellem AaB og SønderjyskE er endt 0-0. Begge nulløsninger har fundet sted i Haderslev.

- med 12 straffespark i løbet af de 38 3F Superligakampe mellem AaB og SønderjyskE, så dømmes der et straffespark i næsten hvert tredje opgør. AaB er blevet tildelt syv af de 12 straffespark og har scoret på fem af dem, mens SønderjyskE har scoret på tre af deres fem forsøg fra 11-meter-pletten.

- anfører Lucas Andersen med spilletid på søndag vil runde 100 kampe for Hele Nordjyllands Hold.

- Kasper Kusk og Jakob Ahlmann ifølge 3F Superligaens data har skabt syv chancer hver, hvilket er flest i 3F Superligaen i denne sæson.

- AaB tidligere har spillet 10 DM-opgør på datoen 27. september, men ingen siden 2009, hvor det trods et føringsmål af Daniel Fredheim Holm blev til et 2-1-nederlag på hjemmebane mod FC København. Næstseneste kamp på datoen 27. september var i 1998, hvor AaB på udebane besejrede Viborg F.F. med 2-1. Her var det scoringer af Thomas Thomasberg og Jari Pedersen, der sikrede AaB en sejr i mesterskabssæsonen.

- dommer Benjamin Willaume-Jantzen ikke tidligere har dømt en 3F Superligakamp mellem AaB og SønderjyskE. Han har tidligere haft fløjten i hånden i seks 3F Superligakampe med deltagelse af AaB. Tre af dem har givet en sejr, to er endt uafgjort og en gang er det blevet til et nederlag.

(Kilde: dansfodbold.com, Superliga.dk og aabsport.dk)

 

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kan støtte udsmykning

24. september 2020 kl. 16:31 af Martin Stigaard Skammelsen

Adskillige sæsonkortholdere har efter mandagens udmelding om kompensation til alle knap 2.900 sæsonkortholdere i AaB, henvendt sig med ønske om ikke at blive kompenseret.

Da dette rent teknisk ikke er muligt, er det i stedet blevet besluttet at oprette et mindre støtteprojekt, hvor man kan indbetale 85 kr. fra sin refunderede ratebetaling til AaB.

Pengene vil ubeskåret gå til udsmykning af Aalborg Portland Park til glæde for såvel fans som spillere og andre aktører på kampdage.

Du kan læse mere om udsmykningsprojektet her, og har man ikke sæsonkort, men ønsker at støtte udsmykningsprojektet på Aaborg Portland Park er dette naturligvis også muligt.

Klik her for at afgive din støtte, der rent praktisk foregår i AaB’s billetsystem, hvor man går ind og køber en ”støttebillet” i systemet. Hver ”billet” koster 85 kr.

AaB takker på forhånd alle der ønsker at støtte projektet.

Rinne: Vi har fået en stabil start

24. september 2020 kl. 13:38 af Rasmus Estrup

I tabellen står der et rundt 0 ud for antallet af indkasserede mål i denne sæson, for som den eneste målmand i 3F Superligaen har Jacob Rinne ikke lukket mål ind efter de to første runder. 

- Vi har fået en stabil start. Jeg har ikke haft meget at lave, så der skal selvfølgelig lyde ros til alle markspillerne, som arbejder hårdt og gør det nemmere for mig. Specielt bagkæden foran mig har sørget for at holde mig fri for store redninger, siger Jacob Rinne.

AaB-defensiven har med to rene bur bygget videre på den fine, defensive afslutning på forrige sæson. I løbet af juli havde Jacob Rinne nemlig fire clean sheets, og medregnet de to kampe i den nuværende sæson har han og holdkammeraterne haft seks clean sheets i de seneste otte 3F Superligakampe.

- Jeg synes, det er svært at kæde kampene fra sidste sæson sammen med de to i denne sæson. Men når man stiller det op på den måde med seks clean sheets i otte kampe, så lyder det selvfølgelig godt. Det viser, at det ikke bare har været en kliché, når vi har sagt, at vi vil bygge videre på præstationerne i sidste sæson, men at vi rent faktisk har levet op til det, siger den 27-årige keeper, der grundlæggende har været tilfreds med det, han har set fra sin poisition i målet i de to første kampe. 

- Overordnet set har vi leveret nogle fine præstationer. Vi kunne selvfølgelig have scoret nogle flere mål, for hvis vi havde scoret på halvdelen af de muligheder, vi har haft, så havde vi haft maksimumpoint nu. Så vi skal bare fortsætte med at skabe chancer og så ellers holde buret rent igen, siger svenskeren.

Foran sig på banen har han denne sommer fået nye holdkammerater. I de to første kampe har der blandt andet været fuld spilletid til forsvarsspiller Daniel Granli, mens den defensive midtbanespiller Pedro Ferreira har spillet 179 af de første 180 minutter. 

- Daniel er en god spiller, der fungerer godt i vores spillestil. Han har gode offensive pasninger, og jeg synes også, han fungerer godt i vores defensive relationer, så han er en god mand at have foran mig. Pedro på den defensive midtbane har også gjort det godt. Han skal lige have tilpasset sig spillestilen helt, men jeg føler allerede, at han er faldet godt til i vores måde at gøre tingene på, fortæller målmanden.

Næste opgave for Jacob Rinne og resten af Hele Nordjyllands Hold venter på søndag på udebane mod SønderjyskE. Et hold AaB tabte til, da de to klubber senest mødte hinanden i pokalfinalen 1. juli.

- Nu er det en ny sæson med nye forudsætninger, så for os handler det egentlig bare om, at vi skal levere en præstation, som vi har gjort i de to første kampe. Så har vi i hvert fald gjort os fortjent til at snuppe de tre point, slutter målvogteren.

Tags på denne nyhed