AaB og Netcompany præsenterer AaB Akademiet
AaB har indgået et stort, treårigt samarbejde med IT-virksomheden Netcompany om AaB’s talentafdeling, der skifter navn fra AaB Talent til AaB Akademiet.
15 spillere i AaB’s nuværende 3F Superligatrup har været igennem AaB’s talentafdeling, og nu bliver mulighederne for at skabe flere store nordjyske fodboldtalenter endnu bedre. AaB og IT-virksomheden Netcompany er nemlig gået sammen om et samarbejde, der skal tegne fremtiden for AaB Akademiet.
Samarbejdet giver en platform til en optimering af AaB’s talentafdeling blandt andet med øget individuel træning, mentaltræning og bedre muligheder for international matchning, og samtidig skal et større samarbejde mellem Aalborg Universitet, Netcompany og AaB være med til at styrke brugen af data omkring 3F Superligaholdet.
Derudover omfatter samarbejdet et fokus på at stimulere og udbrede breddeidrætten i Aalborg Øst gennem projekter på nærliggende folkeskoler. Ligeledes vil samarbejdet gennem projekter med Aalborg Universitets tekniske uddannelser dyrke innovation og iværksætteri i Nordjylland.
- Med etableringen af AaB Akademiet tager vi et stort skridt i videreudviklingen af talentarbejdet i AaB, der er en vigtig grundpille i klubben og strategi Nordkraften og som har sendt en lang række af spillere igennem til vores 3F Superligahold, og det glæder os meget, at Netcompany kan se muligheder i en styrkelse af talentudviklingen i AaB, udtaler AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum og fortsætter:
- Ud over at udvikle fremtidens nye nordjyske fodboldtalenter vil samarbejdet med Netcompany omkring AaB Akademiet også være med til at inspirere og motivere børn og unge i lokalområdet og på den måde udbrede foreningslivet og breddeidrætten i Aalborg Øst.
At AaB Akademiet kan være en motivation og inspiration for børn og unge i Aalborg Øst, betyder meget for Netcompanys direktør André Rogaczewski, der har polske rødder, men er opvokset nær AaB’s træningsanlæg i Aalborg Øst.
Han gik i folkeskole på Tornhøjskolen, tog en gymnasial uddannelse på Aalborg Katedralskole og læste videre på Aalborg Universitet. I 2000 stiftede han Netcompany, der som den første virksomhed etableret siden årtusindeskiftet rundede 1000 medarbejdere. I dag nærmer Netcompany sig 3000 medarbejdere.
- Gennem min opvækst i Aalborg Øst har jeg oplevet værdien af en sund barndom med et godt foreningsliv og gode venner, og de relationer skaber man i særdeleshed gennem sport. Derfor har jeg lyst til at sikre, at unge i Aalborg Øst får den samme gode vej til et godt fællesskab, som jeg selv havde, og mulighederne for det er fortrinlige med AaB Akademiet, hvor man har mulighed for at gøre sig umage og arbejde hårdt for at udvikle sit talent, siger André Rogaczewski.
- Hos AaB oplever jeg et stærkt og professionelt setup, som er afgørende for, at de unge kan få den faglige og menneskelige dannelse både i og uden for klubben. Kun således lærer man at forstå og tackle sine udfordringer og dermed bygge på sine styrker. Det gælder både i sportsverden og i erhvervslivet, og jeg håber, at vi med dette samarbejde kan være med til at styrke de unges personlige fundament, som vil være en afgørende ballast gennem hele livet, siger André Rogaczewski.