100 års jubilæum for Aalborg Stadion: Vesttribunen

19. november 2020 kl. 15:48 af Rasmus Estrup

Som man i går kunne læse, var der i slutningen af 1960’erne proppet på Aalborg Stadion, men fangrupperinger og deciderede stemningsskabere fandtes ikke. Men som årene gik, udviklede stemningen sig, og 22. august 1990 blev AaB Support Club (ASC) grundlagt.

- Allerede i slutningen af 80’erne var der begyndt at være forskellige stemningsgrupper, og vi grundlagde så ASC for blandt andet at kunne arrangere busture til udekampe, fortæller Morten Brix, der var en af medstifterne af AaB Support Club i 1990.

På dette tidspunkt stod de stemningsskabende fans på den nordlige tribune. Altså den overdækkede ståtribune. Men det ændrede sig efter efterårssæsonen i 1994. En efterårssæson, hvor Aalborg Stadion blandt andet måtte huse 20.533 tilskuere til AaB-Brøndby I.F., 11.600 tilskuere til AaB-Silkeborg I.F. og 11.200 tilskuere til AaB-OB.

Ulykke i slutningen af 1994

Efterårssæsonens sidste hjemmekamp mod Lyngby Boldklub endte med en ulykke, da AaB-målmand Thomas Gill ville takke fansene for opbakningen gennem hele efteråret ved at kaste sin trøje op på tribunen.

- Så Thomas Gill løber fra sit mål i den ene ende hele vejen op til midten af Nordtribunen, hvor han kaster trøjen ud til publikum. Og der er så mange, der gerne vil have fat i trøjen, at der kommer et stort tryk på dem, der står forrest, og så braser banden sammen, og folk vælter ned over hinanden, fortæller John Laden Jensen, der er AaB-historiker og ansat ved SIFA’s Idrætshistorisk Samling og stod på tribunen, da det skete.

Heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved uheldet, men kommunen gik straks i gang med at undersøge betontribunerne, og man fandt ud af, at stadion skulle renoveres.

- Kommunen ville forbedre tribunerne med det samme, så henover vinteren startede ombygningsarbejdet. Man satte sæder på Nordtribunen, så folk ikke længere kunne stå på langsiden, og samtidig forstærkede man endetribunerne. Arbejdet fortsatte også ind i forårssæsonen, og til forårets første hjemmekamp var den nuværende 3F Tribune lukket på grund af ombygning, så både udeholdets fans og AaB’s fans måtte stå på Vesttribunen, fortæller Martin Stigaard Skammelsen, der er tidligere bestyrelsesmedlem i AaB Support Club og nu er oplevelses- og marketingchef i AaB.

 

Stemningsfansene flytter til Vesttribunen

At langsiden blev lavet om til en siddetribune med ca. 2.500 siddepladser betød, at mange af AaB Support Clubs stemningsskabere flyttede ned på Vesttribunen. 

- Vi havde rigtig, rigtig gode pladser på langsiden, men vi flyttede over på endetribunen, da der kommer sæder på langsiden, fordi vi vurderede, at det var bedre at stå op, end blive siddende, fortæller Morten Brix.

Dermed så Aalborg Stadion altså fra foråret 1995 ud således, at der i alt var plads til 13.600 tilskuere med siddetribuner på begge langsider. De to endetribuner, der stadig ikke var overdækket, var blevet styrket, og Vesttribunen husede nu de stemningsaktive fans, som fra endetribunen kunne fejre klubbens første mesterskab i 1995, efterfulgt af et Champions League-gruppespil som den første danske klub nogensinde. Et gruppespil der også blev krydret med en hjemmesejr på 2-1 over Panathinaikos 25. oktober 1995.

- Man kunne ikke have fået en bedre måde at tilpasse sig ståpladserne på Vesttribunen end med den ene store kamp efter den anden, med et mesterskab i foråret og Champions League-kampe i efteråret, forklarer Martin Stigaard Skammelsen.

I morgen følger femte og sidste nedslag i Aalborg Stadions 100 års historie, når vi kigger nærmere på ændringerne frem til indvielsen i 2002, hvor Aalborg Stadion stod færdigt, som det ser ud i sin nuværende forfatning.

(Kilder: John Laden Jensen, SIFA, AaB Support Club, Morten Brix, nordjyske.dk og aabsport.dk)

Tags på denne nyhed

Praktisk info om AaB-FC Nordsjælland

19. november 2020 kl. 09:27 af Rasmus Estrup

Kampinfo

Spillerunde: 9
Spilledato: Søndag 22. november 2020
Kick-off: Kl. 14.00
Dørene åbner: Kl. 13.00
Dommer: Jonas Hansen

Udsolgt af billetter

På grund af myndighedernes fortsatte restriktioner i forhold til Covid-19 er der en begrænsning på maksimalt 500 personer til kampe i 3F Superligaen. Dette tal inkluderer blandt andet spillere, stab, medarbejdere, presse og TV. 

Dermed er der kun adgang for 300 tilskuere, hvoraf pladserne er ligeligt fordelt mellem sæsonkortholdere og samarbejdspartnere. Alle pladser er udsolgt. Har du ikke billet til opgøret kan kampen ses på Eurosport 2. 

Har du billetrelaterede problemer, kan du på kampdagen henvende dig i billethuset ved det nordvestlige hjørne af Aalborg Portland Park mellem Complea Tribunen og Vesttribunen, hvor billetinformationen vil holde åben.

Scan din billet fra mobilen

Husk at du kan scanne dine billetter ved indgangen direkte fra mobilen. Du behøver således ikke udskrive din billet hjemmefra. 

Særlige regler for publikums adfærd

Der vil til kampen være særlige regler for adfærd der skal følges – læs disse herunder:

Såfremt publikum ikke overholder disse regler, kan man blive bortvist fra kampen, ligesom dette kan få indflydelse på en yderligere genåbning senere på sæsonen samt i værste tilfælde medføre at antallet af mulige tilskuere til AaB’s hjemmekampe igen reduceres.

Reglerne der skal overholdes er:

  • Planlæg din transport hjemmefra til og fra Aalborg Portland Park inden afrejse.
  • Følg skiltningen og anvisningerne ved stadion og hold altid minimum 1 meters afstand til andre personer ved indgangen, under ophold og afgang.
  • Bliv så vidt muligt på din siddeplads før og under kampen med mindre, du skal besøge en mad- og drikkebod eller toiletfaciliteter.
  • Vend ryggen til de andre tilskuere på din række, når du bevæger dig til og fra din anviste siddeplads.
  • Orienter dig om ruten til toiletter, boder og øvrige forhold.
  • Hold god håndhygiejne, benyt de opstillede håndspritdispensere og undgå så vidt muligt at røre dig selv i ansigtet, ved håndtag, gelændere med videre.
  • Undgå tæt kontakt som håndtryk, highfives og kram med personer, der ikke er nærtstående.
  • Undgå gruppedannelse.
  • Vær særligt opmærksom og tag hensyn ved jubel, sang og råb
  • Følg til enhver tid anvisningerne fra kontrollører og bodpersonale.

Det anbefales også, at man downloader app'en "Smittestop" til sin telefon og aktiverer den inden ankomst til kampen.

Det generelle ordensreglement er fortsat gældende til AaB's hjemmekampe - læs ordensreglementet her. 

Rygning er ikke muligt

Rygning er som altid forbudt på Aalborg Portland Park, og på grund af retningslinjerne der skal følges, vil det på søndag heller ikke være muligt at gå ud i pausen og ryge. 

Pølser, drikkevarer og snacks i boden

På søndag kan tilskuerne på Complea Tribunen igen købe en grillstegt stadionpølse. Bod 6 vil nemlig være åben, og herfra kan der købes pølser, drikkevarer, snacks og slik. Boden åbner en time før kickoff.

Alle opfordres til at betale kontaktløst, men det vil være muligt at betale med kontanter i hver bod.

Intet fan-område foran Complea Tribunen - AaB Shoppen er lukket

For at undgå at folk forsamles tæt omkring Aalborg Portland Park vil der ikke være et fan-område foran Complea Tribunen på søndag. Således er det altså ikke muligt at købe mad- og drikkevarer foran Aalborg Portland Park.

Af samme årsag vil AaB Shoppen og AaB Souvenirbod være lukket på søndag.

Twitter og Instagram

Det officielle hashtag for kampen er #AaBFCN – følg og benyt dette tag for at læse og deltage i nyhedsstrømmen på Twitter og Instagram før, under og efter kampen.

Transport

Ankommer du i bil, er GPS-adressen Harald Jensens Vej 7-9, 9000 Aalborg. Du kan lave en rejseplan fra alle destinationer i Danmark ved at klikke her.

Hvis du kommer med bus, kan du tage rute 2  mod væddeløbsbanen – stoppestedet hedder Schleppegrellsgade. Herfra er der to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Du kan også tage rute 16 – stoppested på denne rute hedder Anneberghus. Herfra er der også to minutters gang til Aalborg Portland Park.

Ankommer du med tog, så stå af ved stationen Aalborg Vestby. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park. Se køreplaner på denne side.

Parkering

Klik her og se et kort over de offentligt tilgængelige parkeringspladser i området omkring Aalborg Portland Park.

I øvrigt henviser vi til C.W. Obel P-hus, som du finder på adressen Badehusvej 5, 9000 Aalborg. Herfra er der fem minutters gang til Aalborg Portland Park.

Handicapforhold

Kørestolsbrugere har som udgangspunkt plads på Complea Tribunen, hvor der forefindes elevatorer op til de særlige kørestolspladser.

Billetter til kørestolsbrugere kan købes i forsalg ved direkte henvendelse til AaB på tlf. 96 35 59 00.

Alle kørestolsbrugere kan gratis medbringe én medhjælper. Medhjælperbilletten udleveres i forbindelse med billetkøbet.

Tags på denne nyhed

AaB stadig i toppen af eSuperligaen

19. november 2020 kl. 08:00 af Rasmus Estrup
Esbjerg fB-AaB 2-3
Tirsdag aften vandt AaB for femte gang i træk i eSuperligaen, da Esbjerg fB blev besejret. 
I første kamp spillede Daniel “Shoppen” Mogensen Xbox-kampen på hjemmebane mod Bækkelund, og efter et kvarters tid bragte AaB-kaptajnen nordjyderne foran, da han fulgte op på et stolpeskud. 
10 minutter senere blev det også til 2-0 på en fornem afslutning fra kanten af feltet. 
Trods flere store muligheder bød opgøret ikke på flere scoringer. 
Dermed skulle Mads Skibsted forsvare en 2-0-føring i returopgøret imod Mat, men efter en kontrolleret og målløs første halvleg scorede Esbjerg fB til 1-0 på et indlæg og bragte spænding ind i kampen. 
Skibsted genfandt herefter kontrollen, og et langt opspil førte i 72. minut til et nordjysk straffespark, som blev udnyttet til 1-1.
På grund af reglen om udebanemål var Mat dermed tvunget til at score yderligere tre gange for at slå AaB. Fem minutter før tid lykkedes det også Esbjerg fB at komme på 2-1. Men tættere blev det ikke, og AaB vandt sin femte sejr ud af fem mulige. 
OB-AaB 3-2
Onsdag løb AaB så ind i sæsonens første nederlag til OB. 
I første opgør spillede Daniel “Shoppen” Mogensen Xbox-kampen på hjemmebane mod Kaz, og OB-spilleren scorede kampens eneste mål efter 51 minutter. 
Det tvang Oliver Roberts til en udesejr, men midt i første halvleg bragte OB’s Don Oli sig på 1-0. 
Oliver Roberts svarede dog igen med udligningen ti minutter senere og kort før pausen leverede AaB-spilleren et fantastisk opspil til føringsmålet til 2-1. En stilling, der ville give AaB en samlet sejr ud fra reglen om udebanemål. 
Desværre for AaB-spilleren udlignede Don Oli til 2-2 ti minutter inde i anden halvleg, og dermed sikrede OB sig en sejr på 3-2 samlet set. 
Trods nederlaget ligger AaB på førstepladsen i eSuperligaen med 15 point efter seks runder. 
Tags på denne nyhed

Landsholdsdebut til Granli - Andersen indskiftet

18. november 2020 kl. 22:42 af Rasmus Estrup

AaB's norske forsvarsspiller Daniel Granli fik her til aften sin første A-landskamp, da han ti minutter før tid blev indskiftet i Norges 1-1-remis på udebane mod Østrig i Nations League. 

Norge måtte så sent som i mandags på grund af Covid-19-smitte udtage en ny trup udelukkende med spillere fra udenlandske ligaer, som ikke i forvejen var i den oprindelige landsholdstrup. 

Med i den nye trup var Daniel Granli, der før i dag var noteret for en U/21-landskamp.

Med ti minutters spilletid i aftenens Nations League-opgør, som Norge førte efter en scoring af Ghayas Zahid i 61. minut, men som endte 1-1 på Adrian Grbics udligning dybt inde i tillægstiden, fik AaB-forsvarsspilleren sin første A-landskamp på cv'et. 

Lucas Andersen indskiftet mod Belgien

Det danske landshold spillede her til aften puljefinale på udebane mod Belgien, hvor Danmark med en sejr kunne snuppe førstepladsen. Men sejren udeblev. 

Youri Tielemans bragte tidligt verdensranglistens førerhold foran, men efter 17 minutter udlignede Jonas Wind. 

12 minutter efter pausen scorede Romelu Lukaku til 2-1, og i 69. minut var Romelu Lukaku igen på pletten med målet til 3-1. 

Med et kvarter igen blev Lucas Andersen sendt på banen i stedet for Yussuf Poulsen, og ti minutter senere reducerede Danmark til 3-2 på et bizart belgisk selvmål. 

Belgien svarede dog straks tilbage og lukkede opgøret med Kevin De Bruynes mål til 4-2. Dermed slutter Danmark på andenpladsen i Nations League-puljen.

For Lucas Andersen var aftenens kamp den tredje landskamp i træk med spilletid og AaB-anførerens syvende A-landskamp i alt.

 

Tags på denne nyhed

100 års jubilæum for Aalborg Stadion: Branden i 1960

18. november 2020 kl. 15:28 af Rasmus Estrup

Søndag 12. juni 1960 spillede Aalborg Freja og Aalborg Chang formiddagskamp i Jyllandsserien, og omkring middagstid samme dag - efter at alle tilskuere havde forladt stadion - blev beredskabet i Aalborg tilkaldt til Aalborg Stadion. Ståtribunen, der blev opført i træ i 1937, var brudt i brand.

- Det gik skidestærkt. Sådan noget træ brænder jo hurtigt ned, fortæller AaB-historiker, John Laden Jensen, der er ansat ved SIFA Idrætshistorisk Samling.

Mens tribunen brændte, flokkedes flere og flere personer til Aalborg Stadion for at se trætribunens flammer. Faktisk så mange at der ifølge Aalborg Stiftstidende måtte sendes flere politifolk til området for at styre trafikken.

Men de lokale beboere var ikke kun kommet for at se ild. For enden af tribunen stod et ishus, som skulle tømmes, inden al isen smeltede.

- Der var gratis is til kvarterets børn, og tilbage i 1960 var is ikke alle steder, som det er nu. Det var næsten ikke til at få fat i. Så mens tribunen stod i flammer, stod folk i kø til ishuset lige ved siden af for at spise det hele, inden det smeltede af branden, fortæller John Laden Jensen.

Det ligger ikke fast, hvad der tændte branden, men dagen efter skrev Aalborg Stiftstidende, at man anslog, at branden var startet af tobaksrygning på tribunen. Enten ved et cigaretskod eller en tømt pibe.

Nyt stadion var i tankerne

Hvad der til gengæld lå fast var, at Aalborg skulle have et nyt stadion. Og planerne var allerede undervejs inden branden.

- Man var klar over, at stadion trængte til en forbedring, og SIFA’s formand, Marius Andersen, havde mere eller mindre planerne for et nyt stadion, fortæller John Laden Jensen.

Det blev hurtigt besluttet, at et nyt stadion skulle bygges. Atletikken rykkede ud til det nyanlagte atletikstadion i Skovdalen, så der var ikke behov for en løbebane, og 13. september 1960 blev moderniseringen af Aalborg Stadion påbegyndt. På det tidspunkt var det fastslået, at banen skulle vendes, så man spillede fra vest mod øst og ikke nord mod syv som hidtil. Samtidig blev det nye stadion forskudt en smule.

- Så det var ikke et problem at spille kampe imens. Man havde bare ikke tribunen, men der kunne godt være tilskuere. Så man kunne stadig spille kampe på det gamle Aalborg Stadion, mens de nye tribuner var under opbygning lige ved siden af, siger John Laden Jensen. 

25. september 1962 skulle det nye stadion, der blev bygget i beton, indvies. Da lysmasterne samtidig skulle indvies, skulle det ske til en aftenkamp mellem Aalborgs byhold og Gøteborg-alliancen.

Aldrig tidligere havde der i Aalborg været spillet en såkaldt lyskamp.

Lysmasterne gav ifølge Aalborg Stiftstidende det kraftigste stadionlys i Danmark, og siddetribunen blev forsynet med stole, “noget der ikke findes på andre stadion i Nordeuropa”, skrev Aalborg Stiftstidende to dage før kampen.

Europæiske kampe og tilskuerrekord

Det nye betonstadion var med overdækkede tribuner på langsiderne, med rundinger i hjørnerne og åbne betontribuner bag de to mål.

10. maj 1963 blev der sat en foreløbig tilskuerrekord, da Bologna med Harald Nielsen som stjernespiller spillede mod AaB foran 18.917 tilskuere på Aalborg Stadion (billede herunder).

Tre år senere spillede AaB som følge af pokalmesterskabet i 1966 spille sin første gældende europæiske kamp på Aalborg Stadion, da engelske Everton kom på besøg i Europa Cuppen for pokalvindere i et opgør, der endte 0-0.

Yderligere tre år gik der, før endnu en tilskuerrekord kom. AaB’s 1-0-sejr over KB i 1969 blev nemlig overværet af 21.198 på Aalborg Stadion. En officiel rekord, der stadig står i dag.

- Til KB-kampen i 1969 stod der 11.000 tilskuere ovre på langsiden, da spillerne løb på banen. Det gav et sus, da de kom ind. Man sprang op, råbte og gjorde ved. Men så sagde man ikke noget igen, før AaB-scorede. Så larmede man igen. Så stemningen var anderledes dengang, og det har så udviklet sig siden, fortæller John Laden Jensen.

Hvad stemningen gennem årene udviklede sig til, kigger vi på i morgen, når vi fortæller om betonstadionets ombygning i AaB’s første guldsæson i 1994/95.

(Kilder: John Laden Jensen, SIFA, Facebooksiden Aalborg BK, nordjyske.dk og aabsport.dk)

 

Tags på denne nyhed