Vis din støtte på kampdage

20. maj 2020 kl. 11:05 af Rasmus Estrup

Normalt når AaB spiller kampe i 3F Superligaen, er både Aalborg Portland Park og diverse udebaneafsnit rundt omkring i landet altid prydet med flotte røde og hvide farver.

Det vil dog ikke være tilfældet i resten af indeværende sæson, idet kampene i 3F Superligaen spilles uden tilskuere for at mindske risikoen for spredning af Covid-19.

I stedet opfordrer AaB opfordrer derfor alle AaB-fans til at lade sit halstørklæde hænge ud af vinduet. På den måde vil du kunne bidrage til visuel støtte på kampdage.

Og husk, at støtten ikke har nogle geografiske begrænsninger, hvorfor vi håber, at så mange AaB-fans som muligt vil støtte op om tiltaget.

Har du brug for et nyt halstørklæde, kan du se sortimentet på AaB's webshop her. 

Tags på denne nyhed

AaB bekræfter henvendelse fra Nordjyllands Politi

19. maj 2020 kl. 15:41 af Brian Andersen

Nordjyllands Politi har netop offentliggjort, at man i februar 2020 modtog en anmeldelse om såkaldt matchfixing relateret til AaB.

Sagen drejer sig om et tilfælde, hvor der i efteråret 2019 skulle være sket en specifik forseelse i forbindelse med en kamp i 3F Superligaen.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

- Vi er naturligvis bekendt med henvendelsen og står fuldt ud til rådighed for at komme til bunds i sagen, og forhåbentlig bliver konklusionen også, at der ikke har fundet noget ulovligt sted.

- Matchfixing tager vi som klub helt og aldeles afstand fra, og vi ser frem til at få sagen afsluttet, fastslår Thomas Bælum.

Så længe sagen verserer, kan AaB af hensyn til efterforskningen ikke kommentere yderligere på denne.

Tags på denne nyhed

Fem udskiftere tillades i de to bedste fodboldrækker

19. maj 2020 kl. 15:35 af Rasmus Estrup

Forrige lørdag godkendte IFAB – der udstikker de internationale regler for fodboldspillet – en midlertidig regelændring for udskiftninger, så det er muligt at skifte fem spillere ud per kamp fremfor som tidligere kun tre. I modsætning til de fleste andre regler fra IFAB, så er denne ikke et krav, men en mulighed, og derfor skal de enkelte ligaer selv beslutte, om de vil implementere det. Således også i Danmark, hvor Divisionsforeningens bestyrelse nu har besluttet at indføre det for resten af 2019/20-sæsonen.  

- Beslutningen er taget efter dialog med klubberne og truffet ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv. Det er for at beskytte klubberne og spillerne bedst muligt i den her ekstraordinære situation, hvor vi ikke kender den fulde effekt af at starte op igen efter en længere pause. Det skal sikre den bedst mulige afslutning på sæsonen, udtaler direktør i Divisionsforeningen Claus Thomsen. 

De fem udskiftninger kan kun bruges, hvis de foretages over maksimalt tre spilafbrydelser. Dermed må et hold altså ikke fem gange udskifte én spiller. Så hvis der er foretaget fire udskiftninger over tre spilafbrydelser, så må man ikke foretage den femte udskiftning.

Ændringen gælder også kampe i Sydbank Pokalen.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Faninitiativ har indsamlet 13.750 kr. til AaB

19. maj 2020 kl. 15:17 af Rasmus Estrup

På egen hånd har de tre mangeårige AaB-fans Flemming Holm Kristensen, Christian Simoni og Per Rishøj samlet penge ind for at støtte AaB. Ved at udbrede ordet om indsamlingen på Facebook, Twitter og via SMS har de tre samlet 13.750 kr. ind, og pengene er nu blevet overdraget til AaB. 

Klubben har - som administrerende direktør Thomas Bælum i indslaget fortæller - valgt at lægge alle kronerne over i projekt AaB er det hele værd, hvor der samles ind til tre forskellige fanprojekter; udsmykning af Aalborg Portland Park, etableringen af en fanzone og fyld Aalborg Portland Park. De tre projekter har hver fået en tredjedel af beløbet. 

Projekt AaB er det hele værd har nu indsamlet 441.750 kr. 

Du kan læse mere om projektet og selv støtte det via dette link. 

Tags på denne nyhed

AaB har planlagt testkampe mod FCM og OB

19. maj 2020 kl. 09:15 af Brian Andersen

Spillere og trænere i de tre klubber bliver forinden testet for Covid-19.

Opgøret fredag den 22. maj mod FC Midtjylland afvikles kl. 13.00 og kan livestreames hos Nordjyske Medier.

Dysten mod OB afvikles 26. maj i Odense kl. 16.00.

Begge kampe spilles – ligesom de resterende opgør i sæsonen i 3F Superligaen og i Sydbank Pokalen – uden tilskuere for at mindske risikoen for spredning af Covid-19.

Tags på denne nyhed
'