Klart testnederlag til AaB

22. maj 2020 kl. 14:42 af Rasmus Estrup

Første test i opstarten til genoptagelsen af 3F Superligaen endte med et klart nederlag til AaB, der hjemme havde besøg af FC Midtjylland, som vandt 3-0 på scoringer af Sory Kaba, Ronnie Schwartz og Lasse Vibe.

Gæsterne begyndte opgøret bedst og var allerede efter få sekunder nærgående med et indlæg, der dog gik uberørt gennem feltet. 

Få øjeblikke senere var AaB farlige i modsatte ende, da Oliver Klitten brød igennem på venstresiden. Kantspillerens tværbold blev afrettet af forsvaret, og bolden dansede tæt på mållinjen, inden den blev sparket ud til et hjørnespark. 

FC Midtjylland forsøgte sig halvlegen igennem med en masse indlæg, men AaB-forsvaret stod godt imod, og efter ti minutter kunne Jeppe Pedersen i stedet teste Jesper Hansen med et hårdt langskud, som keeperen måtte halvklare, inden læderet blev ekspederet væk fra farezonen. 

Efter lidt over et kvarters spil fik FC Midtjylland ramt træværket af Jacob Rinnes mål. Et hjørnespark blev forlænget til bagerste stang, hvorfra Awer Mabil fra en spids vinkel headede på stolpen. 

Med cirka 10 minutter til pausen kom FC Midtjylland igen frem til en stor chance. Denne gang i kølvandet på et indlæg. Bolden dumpede ned til Evander, som fra straffesparkspletten sparkede bolden over mål. 

Tre minutter inden pausen faldt FC Midtjyllands fortjente føringsmål til 1-0, da en fremragende stikning blev sendt op mod Sory Kaba, der prikkede bolden forbi Jores Okore og dermed sikrede sig en friløber mod Jacob Rinne, som måtte se sig udplaceret af en flad afslutning. 

AaB skiftede i pausen alle 11 spillere og ændrede formation fra 4-3-3 til 3-4-3. Ved et par stikninger var Kasper Kusk ved at komme frem til chancer, men det sidste touch manglede i begge momenter. 

I stedet scorede FC Midtjylland til 2-0 efter 58 minutter. Jesper Hansen slog en lang bold op til Lasse Vibe, der var løbet fra af AaB-defensiven. Lasse Vibe gav bolden videre til Ronnie Schwartz, som resolut sparkede bolden i nettet bag Andreas Hansen. 

Et par minutter senere var AaB nærgående, men både Kasper Kusk og Patrick Olsen måtte se sine afslutninger blokeret omkring det lille felt. 

I den anden ende slog FC Midtjylland til igen efter 64 minutter, da Lasse Vibe ganske umarkeret kunne heade et indlæg ind til 3-0. 

Med lidt over fem minutter tilbage var gæsterne på ny angrebsivrige, men AaB-defensiven får først blokeret to afslutningen, inden Andreas Hansen kort efter leverer en stærk redning på stregen. 

Mere bød kampen ikke på, og dermed tabte AaB 3-0. 

AaB spiller en ny testkamp på tirsdag kl. 18.00 på udebane mod OB. 

Matchfacts -testkamp

AaB-FC Midtjylland 0-3 (0-1)
43. min 0-1 Sory Kaba, 59. min 0-2 Ronnie Schwartz. 65. min 0-3 Lasse Vibe

AaB's opstilling i første halvleg: (4-3-3) Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Thomas Christiansen, Lukas Klitten, Jeppe Pedersen, Magnus Christensen, Malthe Højholt, Tom van Weert, Søren Tengstedt, Oliver Klitten.

AaB's opstilling i anden halvleg: (3-4-3) Andreas Hansen, Mathias Ross, Kasper Pedersen, Anders Bærtelsen, Kristoffer Pallesen, Iver Fossum, Robert Kakeeto, Jakob Ahlmann, Frederik Børsting, Kasper Kusk, Patrick Olsen. 

AaB-trup udtaget til testkamp

21. maj 2020 kl. 12:47 af Brian Andersen

Opgøret spilles kl. 13.00 på Aalborg Portland, og livestreaming kan følges via Nordjyske Medier.

I henhold til forsamlingsforbuddet på ti personer gør AaB opmærksom på, at dette naturligvis skal overholdes. Af samme årsag er alle indgange til Aalborg Portland Park dækket til, så fans ikke fristes til at samles uden for stadion.

Den udtagne trup er: 1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 20 Oliver Klitten, 21 Patrick Olsen, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 27 Søren Tengstedt, 28 Jeppe Pedersen, 32 Kasper Pedersen, 34 Anders Bærtelsen og U/19 Ligaspiller Thomas Christiansen.

Lucas Andersen, Rasmus Thelander og Aramis Kouzine sidder over.

Udover livestreamingen hos Nordjyske Medier kan kampen følges via livetweets fra AaB’s officielle Twitterkonto.

Tags på denne nyhed

Fire kortvarige forlængelser på plads

21. maj 2020 kl. 12:21 af Brian Andersen

Det gælder således for Patrick Kristensen, Jores Okore, Søren Tengstedt og Aramis Kouzine.

På grund af Covid-19 er kampene i 3F Superligaen blevet skubbet næsten tre måneder, og derfor var det glædeligt, at Spillerforeningen og Divisionsforeningens Arbejdsgiverforening for knap en uge siden blev enige om en aftale som muliggør, at spillere og klubber har mulighed for at spille sæsonen færdig med de nuværende trupper.

AaB’s sportschef Inge André Olsen udtaler:

- Vi havde et håb og en formodning om, at der var en aftale på vej mellem parterne, og herefter har det heldigvis været en formalitet at få de fire forlængelser på plads, så vi kan gøre sæsonen færdig med den eksisterende trup.

- Hvad planerne efterfølgende er med de fire spillere, er vi i dialog med dem om, konstaterer Inge André Olsen.    

AaB genoptager opgaverne i 3F Superligaen 31. maj på udebane mod Esbjerg fB.

Vis din støtte på kampdage

20. maj 2020 kl. 11:05 af Rasmus Estrup

Normalt når AaB spiller kampe i 3F Superligaen, er både Aalborg Portland Park og diverse udebaneafsnit rundt omkring i landet altid prydet med flotte røde og hvide farver.

Det vil dog ikke være tilfældet i resten af indeværende sæson, idet kampene i 3F Superligaen spilles uden tilskuere for at mindske risikoen for spredning af Covid-19.

I stedet opfordrer AaB opfordrer derfor alle AaB-fans til at lade sit halstørklæde hænge ud af vinduet. På den måde vil du kunne bidrage til visuel støtte på kampdage.

Og husk, at støtten ikke har nogle geografiske begrænsninger, hvorfor vi håber, at så mange AaB-fans som muligt vil støtte op om tiltaget.

Har du brug for et nyt halstørklæde, kan du se sortimentet på AaB's webshop her. 

Tags på denne nyhed

AaB bekræfter henvendelse fra Nordjyllands Politi

19. maj 2020 kl. 15:41 af Brian Andersen

Nordjyllands Politi har netop offentliggjort, at man i februar 2020 modtog en anmeldelse om såkaldt matchfixing relateret til AaB.

Sagen drejer sig om et tilfælde, hvor der i efteråret 2019 skulle være sket en specifik forseelse i forbindelse med en kamp i 3F Superligaen.

AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum udtaler:

- Vi er naturligvis bekendt med henvendelsen og står fuldt ud til rådighed for at komme til bunds i sagen, og forhåbentlig bliver konklusionen også, at der ikke har fundet noget ulovligt sted.

- Matchfixing tager vi som klub helt og aldeles afstand fra, og vi ser frem til at få sagen afsluttet, fastslår Thomas Bælum.

Så længe sagen verserer, kan AaB af hensyn til efterforskningen ikke kommentere yderligere på denne.

Tags på denne nyhed
'