U/13 tog sølv i eliteturnering

24. august 2020 kl. 09:42 af Rasmus Estrup

10. plads til U/15-holdet

AaB’s ældste hold til weekendens eliteturnering fik en fin start på turneringen med en sejr i fredagens åbningskamp mod svenske Kvarnby I.K. på 3-2.

I puljens to følgende kampe blev det desværre til to store nederlag mod FC København og Brommapojkarna fra Sverige.

Dermed skulle AaB’s U/15-hold ud i en duel om niendepladsen mod endnu et svensk mandskab, Hyllie I.K. Denne kamp endte med et nederlag på 3-1, og dermed sluttede U/15-holdet på turneringen 10. plads.

Ottendeplads til U/14-mandskab

Også U/14-holdet fik en god start på turneringen, da AaB slog Örgryte I.S. fra Sverige med 1-0.

Dernæst fulgte to svære kampe og 5-1-nederlag mod først Brøndby I.F. og siden FC København. 

Puljeresultaterne betød, at AaB skulle møde Lyngby Boldklub i den endelige placeringskamp, og med et nederlag efter straffesparkskonkurrence måtte AaB tage til takke med ottendepladsen i turneringen.

U/13-drengene tog sølvmedaljer

Det yngste AaB-mandskab ved turneringen var dem, der endte med det bedste resultat. Holdet startede da også fantastisk ud med en imponerende 6-2-sejr over FC København.

Sejren blev fulgt op af en 3-1-sejr over talentsamarbejdsholdet A27 og en sejr på 4-2 over Brøndby I.F.

De tre puljesejre gav en semifinaleplads mod FC Midtjylland, og denne duel blev kontrolleret vundet med 4-0.

Dermed var AaB i finalen mod FC Nordsjælland, mens trods et nordjysk føringsmål endte det med et finalenederlag på 5-1.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Sammendrag af AaB-Silkeborg I.F.

23. august 2020 kl. 07:25 af Rasmus Estrup

Også AaB's anden testkamp i denne sæson endte med et nederlag på 2-1. Denne gang var det Silkeborg I.F., der tog sejren på AaB's træningsanlæg på Hornevej. 

Gæsterne braget sig foran allerede i tiende minut, da Mads Kaalund med en flot afslutning sendte kuglen i nettet bag Jacob Rinne. 

Selvom AaB havde et par muligheder i første halvleg, var det Silkeborg I.F., der leverede det bedste udtryk, og pauseføringen var fortjent silkeborgensisk. 

AaB skiftede igen 11 spillere i pausen, og anden halvleg begyndte godt for nordjyderne, da Tim Prica på fornemmeste vis udnyttede Kasper Kusks fine oplæg i 54. minut. 

Silkeborg I.F. svarede dog resolut tilbage minuttet senere, da Emil Holten uden besvær scorede til 2-1. 

Se sammendrag af kampen i videoen øverst og få reaktioner fra cheftræner Jacob Friis, forsvarsspiller Mathias Ross og midtbanespiller Magnus Christensen. 

Tags på denne nyhed

Fortjent AaB-nederlag i anden testkamp

22. august 2020 kl. 14:38 af Brian Andersen

Nøjagtig som i den første testkamp i onsdags mod Esbjerg fB manglede der friskhed, afstemthed og samhandling i indsatsen, og måske skal en del af forklaringen til dette findes i træningsmængden og det store antal benyttede spillere.

AaB indledte egentlig dagens duel glimrende og med fornuftige takter af nytilkomne Pedro Ferreira centralt på midtbanen, og både Jakob Ahlmann og Kristoffer Pallesen truede gæsternes mål.

I det tiende minut slog silkeborgenserne imidlertid til, da man på en kvik omstilling satte gode kombinationer sammen, inden Mads Kaalund fuldendte angrebet med en fornem afslutning fra kanten af straffesparksfeltet.

I fortsættelsen forsøgte Iver Fossum sig for AaB, men tilbuddet var endnu større i det 16. minut, da gæsternes Jeppe Okkels fra en fri position midt for mål sendte en returbold fladt forbi stolpen.

Pedro Ferreira fik sit udmærkede skudforsøg rettet af over mål, mens udeholdet hele tiden var farlige i kontrafasen.

Seks minutter før pausen opstod imidlertid AaB’s foreløbig bedste mulighed, da Iver Fossum stod for det flotte forarbejde til Jakob Ahlmann, hvis forsøg dog blev afværget af Silkeborg-målmand Oscar Hedvall.

AaB indledte anden periode godt og aggressivt, og belønningen kom efter 54 minutter, hvor Tim Prica bragede læderet utageligt op i nettaget til 1-1 efter en smuk assist fra Kasper Kusk.

Dog var det ikke længe, AaB kunne glæde sig over udviklingen, da man allerede minuttet efter endnu engang blev fanget i fremdrift, hvilket Emil Holten let kunne drage fordel af med sin træffer til 2-1.

Efterfølgende forsøgte både Kasper Kusk og Oliver Klitten sig for AaB, mens Alexander Lind i flere omgange kom til muligheder i den modsatte ende.

I slutfasen bølgede det fortsat frem og tilbage, og Frederik Børsting formøblede en chance for AaB, ligesom Magnus Mattson gjorde det for gæsterne.   

Tredje og næstsidste testkamp for AaB spilles om en uge på hjemmebane mod Randers FC.

Matchfacts – testkamp
AaB-Silkeborg I.F.  1-2 (0-1)
10. min 0-1 Mads Kaalund, 54. min 1-1 Tim Prica, 55. min 1-2 Emil Holten.

AaB (3-4-3): Jacob Rinne (46: Andreas Hansen), Mathias Ross (46: Vladimir Prijovic), Jores Okore (46: Thomas Christiansen), Kasper Pedersen (61: Jeppe Pedersen), Kristoffer Pallesen (46: Frederik Børsting), Pedro Ferreira (46: Robert Kakeeto), Malthe Højholt (46: Magnus Christensen), Jakob Ahlmann (46: Lukas Klitten), Timothé Nkada (46: Tim Prica), Iver Fossum (46: Kasper Kusk), Tom van Weert (38: Rasmus Thellufsen (46: Oliver Klitten)).

Tags på denne nyhed

AaB-truppen udtaget til anden testkamp

21. august 2020 kl. 14:12 af Rasmus Estrup

Efter onsdagens første testkamp mod Esbjerg fB gælder det i morgen sæsonens anden test, når Silkeborg I.F. gæster AaB's træningsanlæg på Hornevej kl. 12.00. 

På grund af restriktioner i forbindelse Covid-19 er der ingen adgang for tilskuere til kampen. Men kampen livestreames på nordjyske.dk. Du kan læse mere om det og følge kampen her. 

Cheftræner Jacob Friis har udtaget følgende mandskab til lørdagens test: 

1 Jacob Rinne, 2 Kristoffer Pallesen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Mathias Ross, 5 Jores Okore, 6 Pedro Ferreira, 8 Iver Fossum, 9 Tom van Weert, 11 Tim Prica, 14 Malthe Højholt, 15 Lukas Klitten, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 19 Timothé Nkada, 20 Oliver Klitten, 22 Andreas Hansen, 23 Robert Kakeeto, 24 Vladimir Prijovic, 25 Frederik Børsting, 28 Jeppe Pedersen, 30 Wessam Abou Ali, 32 Kasper Pedersen og 33 Thomas Christiansen. 

Lucas Andersen og Rasmus Thelander er ukampdygtige. 

På AaB's officielle Twitterkonto vil der kampen igennem blive livetweetet, ligesom der efter opgøret kan læses et referat på aabsport.dk. 

Tags på denne nyhed

Tre AaB'ere til samling med U/17-landsholdet

21. august 2020 kl. 13:40 af Rasmus Estrup

Fra 3. september til 6. september holder U/17-landsholdet samling i Nyborg. Med i samlingen er tre spillere fra AaB Talent. Det gælder Marius Jacobsen, Gustav Dahl og Oliver Ross. 

Marius Jacobsen, der er forsvarsspiller, har spillet seks U/16-landskampe, men har ikke tidligere optrådt på U/17-landsholdet. 

Midtbanespilleren Gustav Dahl, der har spillet ni U/16-landskampe og scoret et mål, har heller ikke tidligere spillet for U/17-landsholdet. 

Angriber Oliver Ross har tidligere været udtaget til det danske U/16 Future-landshold, men han har heller ikke før været samlet med U/17-landsholdet.