Tre AaB'ere til samling med U/17-landsholdet

21. august 2020 kl. 13:40 af Rasmus Estrup

Fra 3. september til 6. september holder U/17-landsholdet samling i Nyborg. Med i samlingen er tre spillere fra AaB Talent. Det gælder Marius Jacobsen, Gustav Dahl og Oliver Ross. 

Marius Jacobsen, der er forsvarsspiller, har spillet seks U/16-landskampe, men har ikke tidligere optrådt på U/17-landsholdet. 

Midtbanespilleren Gustav Dahl, der har spillet ni U/16-landskampe og scoret et mål, har heller ikke tidligere spillet for U/17-landsholdet. 

Angriber Oliver Ross har tidligere været udtaget til det danske U/16 Future-landshold, men han har heller ikke før været samlet med U/17-landsholdet. 

Hør Inge André Olsen fortælle om AaB’s transferstrategi

21. august 2020 kl. 10:11 af Rasmus Estrup

Tirsdag aften deltog AaB's sportschef Inge André Olsen i Nordjyske Mediers fodboldpodcast, Ripodsten. Her gik Inge André Olsen i dybden med AaB's transferstrategi i det igangværende transfervindue. 

Du kan høre podcastepisoden med Inge André Olsen her.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Mød de nye AaB'ere

20. august 2020 kl. 16:10 af Rasmus Estrup

Foruden Pedro Ferreira, der i går blev præsenteret som AaB's nye nummer seks, er der kommet fire nye ansigter til Hele Nordjyllands Hold denne sommer. 

Det gælder assistenttræner Peter Feher, angriber Timothé Nkada, forsvarsspiller Vladimir Prijovic og angriber Tim Prica.

I dette indslag fra AaB TV kan du høre, hvorfor de har valgt at skifte til AaB, hvad forventninger til fremtiden er, og hvordan den første uges tid i AaB-tøjet er gået. 

AaB TV: Sammendrag af Esbjerg fB-AaB

20. august 2020 kl. 07:40 af Rasmus Estrup

AaB spillede i går sæsonens første testkamp, da Esbjerg fB vandt 2-1 over nordjyderne på Ikast Stadion.

Joni Kauko bragte Esbjerg fB foran 1-0 efter otte minutter, da esbjergenserne opsnappede kuglen fra AaB-forsvaret. 

I 44. minut udbyggede Joni Kauko også til 2-0 efter endnu en bolderobring højt på AaB's banehalvdel. 

I pausen skiftede AaB som planlagt alle 11 spillere, og opgørets sidste 45 minutter forløb bedre for AaB-mandskabet. 

I 57. minut lykkedes det Tim Prica at score direkte på frispark til 2-1, og selvom 15-årige Theo Sander ikke lod sig passere i målet, lykkedes det ikke AaB at bringe balance på måltavlen. Tættest på en udligning var Tom van Weert, men i mål ville kuglen ikke. 

I dette indslag kan du se et sammendrag af kampen samt få reaktioner fra cheftræner Jacob Friis, målscorer Tim Prica og målmand Theo Sander. 

Tags på denne nyhed

Prica-træffer i første testkamp

19. august 2020 kl. 20:07 af Brian Andersen

I opgøret på Ikast Stadion havde AaB særligt i de indledende 25 minutter svært ved at komme i gang, og allerede i det ottende minut kombinerede vestjyderne - efter uopmærksomhed af Rasmus Thelander - sig igennem, så Joni Kauko kunne udplacere AaB-keeper Jacob Rinne.

Nicklas Røjkjær viste ligeledes farlighed for esbjergenserne, men langsomt fik AaB arbejdet sig ind i dysten, selvom det aldrig blev rigtigt farligt i første halvleg.

I stedet kunne Esbjerg-mandskabet et minut før pausen fordoble føringen, da Magnus Christensen centralt og med front ned mod eget mål uheldigvis fik prikket bolden fra sig, så Joni Kauko havde frit spil og let kunne score til 2-0.

I anden halvleg fik AaB med 11 nye folk på banen sat et anderledes positivt præg på begivenhederne, og Tim Prica var tidligt nærgående efter forarbejde af Tom van Weert.

Først måtte blot 15-årige Theo Sander i AaB-målet dog forhindre Joni Kauko i et hattrick, inden reduceringsmålet kom efter 57 minutter, hvor Tim Prica overbevisende sendte kuglen forbi Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg.

Reduceringen gav yderligere optimisme, men selvom både Jeppe Pedersen og Tom van Weert havde gode forsøg, så blev det ikke til yderligere scoring fra AaB.

Den anden af fire testkampe for AaB spilles på lørdag mod Silkeborg I.F.

Matchfacts – testkamp på Ikast Stadion
AaB-Esbjerg fB  1-2 (0-2)
8. min 0-1 Joni Kauko, 44. min 0-2 Joni Kauko, 57. min 1-2 Tim Prica.

AaB (3-4-3): Jacob Rinne (46: Theo Sander), Kasper Pedersen (46: Jores Okore), Rasmus Thelander (46: Thomas Christiansen), Vladimir Prijovic (46: Mathias Ross), Kristoffer Pallesen (46: Jeppe Pedersen), Magnus Christensen (46: Iver Fossum), Robert Kakeeto (46: Malthe Højholt), Lukas Klitten (46: Jakob Ahlmann), Timothé Nkada (46: Tom van Weert), Wessam Abou Ali (46: Kasper Kusk), Oliver Klitten (46: Tim Prica).

Tags på denne nyhed