Mr. Green afløser Danske Spil i AaB

31. august 2020 kl. 14:00 af Martin Stigaard Skammelsen

Efter et mangeårigt samarbejde med Danske Spil, bliver det fremover Mr. Green der bliver officiel bettingpartner i AaB og samtidig træder ind som hovedpartner i klubben.

Aftalen betyder blandt andet at Mr. Green fremover vil have sit logo på ryggen af AaB-spillernes kamptrøjer, et syn der første gang vil kunne ses, når AaB løber på banen på udebane mod Lyngby Boldklub den 13. september i premiererunden i 3F Superligaen. Ligeledes vil Mr. Green også være synlige på AaB’s hjemmebane Aalborg Portland Park, samt flere andre steder

- Vi har haft et positivt og godt samarbejde med Danske Spil gennem mange år, men da Mr. Green kom på banen med et attraktivt og spændende tilbud, valgte vi at gå i en ny retning, da vi tror på, at vi hver især kan gavne og udvikle hinanden, udtaler AaB’s administrerende direktør Thomas Bælum.

- Det er en rigtig stor aftale, som vi med rette kan være stolte af at have indgået og vi glæder os til at få gang i samarbejdet, lyder det videre fra Thomas Bælum.

Hos Mr. Greens CEO Patrick Jonker, er der også stor tilfredshed med det nye samarbejde.

- AaB er en topklub med et særdeles stærkt brand og en unik forankring i hele Region Nordjylland. Det gør os både glade, og en lille smule ydmyg at blive en del af det stærke fællesskab. Dette er bestemt også en stor aftale for Mr Green, og vi glæder os til at præsentere os selv nærmere for AaBs mange fans, udtaler Patrick Jonker.

- Det er vigtigt for os, at vores partnere har et stærkt værdisæt, ligesom Mr Green, og det er vi glade for at have fundet i AaB. AaB er en yderst professionel klub der ligesom Mr Green har store ambitioner, og efter sidste sæson er vi sikre på, at AaB går en meget spændende tid i møde. Vi håber at kunne gøre fodboldoplevelsen endnu mere interessant til og omkring kampene, fortsætter Patrick Jonker.

Samarbejdet mellem AaB og Mr. Green kører i første omgang til sommeren 2022.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB-Randers FC 4-3

30. august 2020 kl. 08:02 af Rasmus Estrup

Lørdag vandt AaB sæsonens tredje testkamp, da Randers FC blev besejret med 4-3. 

AaB lagde bedst ud og kom fortjent foran ved Kasper Kusk efter 17 minutter. Men i det sidste kvarter frem mod pausefløjtet overtog Randers FC dirigentstokken, og med et hattrick af Emil Riis kunne Randers FC gå til pause foran 3-1. 

Efter et kvarters spil efter pausen fik Tom van Weert reduceret til 3-2, og midt i anden halvleg udlignede Kristoffer Pallesen til 3-3. 

To minutter før tid blev AaB's comeback fuldendt, da Timothé Nkada afsluttede et godt AaB-angreb med sejrsmålet til 4-3. 

Se alle målene og få reaktioner fra Kasper Kusk, Kristoffer Pallesen og assistenttræner Peter Feher i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Fra 1-3 til 4-3 og testsejr mod Randers FC

29. august 2020 kl. 15:57 af Brian Andersen

Således var den samlede præstation længder bedre end i AaB’s to foregående testkampe mod Silkeborg I.F. og Esbjerg fB, selvom der naturligvis stadig er meget at arbejde med.

Det såkaldte udtryk var dog glimrende denne eftermiddag, hvor Kasper Kusk, Tom van Weert, Kristoffer Pallesen og Timothé Nkada var målscorere for AaB.

AaB greb taktstokken fra første færd, og allerede i det andet minut førte et aggressivt pres til en god skudchance i feltet til Iver Fossum, men bolden gik over tværribben.

Gæsterne viste i det ottende minut farlighed med en fin skudmulighed til Mathias Greve, men ellers var det AaB, der sad tungt på begivenhederne, og derfor var det ikke uventet, da Kasper Kusk efter 18 minutter bragede AaB i front; Kusk var selv med til at bygge angrebet op, inden det endte med en løs bold, som blev hamret utageligt i netmaskerne.

I fortsættelsen forsøgte både Kasper Kusk, Frederik Børsting og Kristoffer Pallesen sig, inden Randers FC’s Emil Riis nærmest egenhændigt fik skabt en omstilling og brudt igennem og udlignet til 1-1 via et afrettet spark forbi Andreas Hansen i AaB-målet.

Blot tre minutter senere – i det 34. minut – begik Mathias Ross noget urutineret straffespark mod Emil Riis, der selv eksekverede fra pletten, og så var AaB pludselig bagud.

Både Pedro Ferreira og Iver Fossum truede for AaB, men umiddelbart før pausen blev man igen ramt af en – skal siges – knivskarp omstilling, så Emil Riis kunne fuldbyrde sit hattrick.

Et mærkværdigt udfald af en første halvleg som AaB havde domineret, og det første kvarter af anden halvleg blev benyttet til at få tingene stabiliseret på ny.

Herfra tog AaB imidlertid igen initiativet, og reduceringen til 3-2 kom efter 62 minutter, hvor Tom van Weert kunne udnytte fornemt forarbejde af Kasper Kusk og Mathias Ross.

Efterfølgende tvang Kasper Kusk med en signaturafslutning Randers-keeper Jonas Dakir til en god redning, men udligningen kom i stedet midtvejs i halvlegen, da fremstormende Kristoffer Pallesen scorede via indersiden af stolpen efter et flot AaB-angreb.

AaB fortsatte den offensive tilgang og jagtede sejren, og både Iver Fossum og Tim Prica var tæt på, før gæsterne i det 88. minut smagte sin egen medicin, da Andreas Hansen greb en hjørnesparksbold, der hurtigt blev ekspederet videre, så Tim Prica og Wessam Abou Ali med kvikke berøringer fik læderet lagt til rette for Timothé Nkada, der med en hård inderside sikkert udplacerede Jonas Dakir til 4-3.   

Fjerde og sidste testkamp for AaB’s vedkommende afvikles på fredag mod OB.

Matchfacts – testkamp
AaB-Randers FC  4-3 (1-3)
18. min 1-0 Kasper Kusk, 31. min 1-1 Emil Riis, 34. min 1-2 Emil Riis, 44. min 1-3 Emil Riis, 62. min 2-3 Tom van Weert, 67. min 3-3 Kristoffer Pallesen, 88. min 4-3 Timothé Nkada.

AaB (3-4-3): Andreas Hansen, Jores Okore, Kasper Pedersen, Mathias Ross (80: Thomas Christiansen), Kristoffer Pallesen (80: Wessam Abou Ali), Iver Fossum (80: Magnus Christensen), Pedro Ferreira (63: Robert Kakeeto), Jakob Ahlmann (80: Lukas Klitten), Tom van Weert (66: Tim Prica), Kasper Kusk (68: Timothé Nkada), Frederik Børsting (73: Oliver Klitten).

Tags på denne nyhed

Se præsentationen af AaB's nye andentrøje

29. august 2020 kl. 12:51 af Martin Stigaard Skammelsen

Se videoen i afspilleren herover - og bestil din egen udgave af den nye andentrøje på aabshoppen.dk

Tags på denne nyhed

Ny andentrøje markerer 135 år med AaB

28. august 2020 kl. 16:30 af Martin Stigaard Skammelsen

Den nye trøje er således med til at markere, at det i år er 135 år siden AaB som klub kom til verden. På brystet af trøjen er det derfor ikke AaB’s normale logo, der er indarbejdet, men i stedet en udgave af det første, håndtegnede logo i en rød outline.

Selvsamme logo er ligeledes at finde på trøjens ryg i et diskret vandmærke, mens man på indvendig side af kraven finder årstallet 1885, året hvor AaB blev stiftet.

Trøjens farve er en moderne nuance af blå, hvilket henviser til de oprindelige klubtrøjer, hvor striberne gik på tværs af trøjen, og farverne var skiftevis hvide og blå farver.

- Den nye andentrøje er udviklet i et nyt template design og er holdt i et enkelt og klassisk snit. Farven på trøjen er en flot petroleums blå med røde detaljer, som både refererer til den oprindelig blå farve i striberne på de gamle AaB-trøjer, samt naturligvis den klassiske røde AaB-farve. Fronten brydes af tværgående pinstripes, i en kontrastfarve til selve trøjen, udtaler Lars Westergaard, Nordic Sponsorship Manager i hummel.

- Hertil kommer flere lækre detaljer, blandt andet et elegant snit med raglan ærmer, en klassisk rund hals med rib strik og rød detalje, samt rød piping ved ærmerne. Panelet i siden og under armene er lavet i åndbart mesh, der giver bedre ventilation, når man sveder og selve stoffet er den kendte Beecool kvalitet fra hummel, som er en let, svedtransporterende og hurtigttørrende polyester med høj komfort, lyder det videre fra Lars Westergaard.

Den nye trøje kan købes allerede nu på AaB Shoppens nye webshop, hvor du hele den første uge får gratis spillertryk og navn, når du køber trøjen.

Trøjen kan også købes i alle Sportmaster-butikker i Nordjylland fra lørdag.

Tags på denne nyhed