Tredje gang var lykkens gang for både U/19 Ligaholdet og U/17 Ligaholdet, som i weekenden besejrede SønderjyskE med 3-2.
U/19 Ligaen: AaB-SønderjyskE 3-2
Efter uafgjort i første kamp og et nederlag i anden runde lykkedes det søndag AaB at hente sæsonens første sejr i U/19 Ligaen, da SønderjyskE var modstander på Ikast Stadion, hvor der i øjeblikket testes VAR.
Det var ellers SønderjyskE, der lagde bedst ud i det rodede kampbillede, da Benedikt Tristan Axelsson uheldigt sendte bolden i eget net til en sønderjysk føring.
Midt i første halvleg slog AaB så tilbage, da Marcus Hannesbo med en flot assist fandt Christian Wagner, som udlignede til 1-1.
Inden pausefløjtet kom SønderjyskE dog igen på tavlen med et fortjent føringsmål til 2-1.
Efter pausen ændrede AaB formation fra 3-4-3 til det mere velkendte 4-3-3, og det ændrede straks kampbilledet. AaB blev altdominerende, og seks minutter før tid lagde Christian Wagner bolden til rette for Oliver Børsting, som med et veludført langskud sendte 2-2-scoringen i mål.
Fire minutter senere fik AaB fuld valuta for søndagens arbejde, da Christian Wagner med sit andet mål i kampen scorede sejrsmålet efter et godt indlæg af Christoffer Ravn.
- Vi kastede spillerne ud på dybt vand ved at stille i 3-4-3 fra start, og desværre foregik spillet i første halvleg på SønderjyskE's præmisser. Derfor ændrede vi i pausen til et system, som spillerne er mere trygge ved, og det forbedrede vores præstation markant, og selvom vi gerne havde set, at vi havde skabt flere chancer med vores store dominans, fik vi gevinsten til sidst, siger U/19 Ligatræner Kim Leth Andersen.
Med sejren har AaB fire point i U/19 Ligaen efter tre runder, hvilket rækker til en foreløbig fjerdeplads. Næste kamp spilles på lørdag kl. 14.00 på udebane mod AGF.
U/17 Ligaen: SønderjyskE-AaB 2-3
Også i U/17 Ligaen snuppede AaB i går en sejr på 3-2 over SønderjyskE på Ikast Stadion.
Allerede fra første fløjt havde AaB mandskabet overtaget i spillet, men chancerne lod vente på sig. I stedet kunne modstanderne fange nordjyderne i en omstilling efter en halv times tid, og så var SønderjyskE pludselig i front.
Tidligt i anden halvleg lykkedes det så endelig AaB at skabe en målgivende chance, da Oscar Meedom sparkede læderet ind til 1-1.
I 57. minut blev det så AaB’s tur til at komme foran, da Oliver Ross eksekverede et straffespark, og ti minutter senere blev det 3-1 til AaB, da Magnus Koch efter oplæg fra Gustav Dahl sendte bolden mellem benene på målmanden.
Med et kvarter igen blev der bragt ny spænding ind i kampen, da et nordjysk selvmål gav SønderjyskE blod på tanden med målet til 3-2, og mod slutningen måtte AaB arbejde hårdt for at holde fast i sæsonens første sejr.
- Det var fedt, at spillerne endelig fik valuta for det arbejde, de har leveret i de første kampe. Denne gang blev det en kamp, som vi skulle kontrollere på bolden, og selvom vi skal arbejde med ikke at give for mange omstillingsmuligheder væk, så gjorde vi det, der skulle til for at vinde, siger U/17 Ligatræner Nikolaj Hørby.
Sejren betyder, at AaB indtager niendepladsen i U/17 Ligaen med tre point efter tre kampe. Næste ligakamp spilles først 12. september på udebane mod Vejle Boldklub.