Administrerende direktør Thomas Bælum er imponeret af den støtte, som mange sæsonkortholdere viser AaB i denne tid.
I går modtog alle AaB’s sæsonkortholdere en e-mail, hvor man blev bedt om at tage stilling til, hvad der skal ske med sæsonkortet fremadrettet.
- Vi har endnu ikke fået svar fra alle sæsonkortholdere, men i løbet af torsdag har vi hørt fra en knap en tredjedel. Status her fredag morgen er, at responsen må siges at være imponerende, idet 93 procent af besvarelserne har vist fuld opbakning til AaB – en støtte vi er stolte af, men også ydmyge over, udtaler administrerende direktør Thomas Bælum, der herudover endda har kunnet notere 11 nye sæsonkortholdere i den forgangne uge.
- Det er en svær tid for alle, men responsen viser virkelig, at når det gælder, så er de nordjyske fodboldfans klar til at bakke os op i tykt og tyndt, og vi glæder os allerede nu til at betale tilbage til dem alle. Først og fremmest ved forhåbentlig at kunne hive nogle sejre i land i de kommende kampe i 3F Superligaen og Sydbank Pokalen, men naturligvis også med en masse gode oplevelser, når vi forhåbentlig kan blive genforenet med vores mange fans på tribunerne fra starten af næste sæson, siger Thomas Bælum.
AaB har i skrivende stund godt 2.900 sæsonkortholdere.