AaB sled sig til sejr over OB
AaB kæmpede sig til en sejr på 1-0 over OB. Lucas Andersen scorede kampens eneste mål på et straffespark efter 13 minutter.
AaB tog fredag aften en arbejdssejr på 1-0 til stående ovationer, da OB gæstede Aalborg Portland Park. Kampens eneste mål, som Lucas Andersen satte ind på et straffespark i opgørets 14. minut, sender AaB op på en foreløbig sjetteplads før weekendens øvrige kampe i 3F Superligaen.
Et veloplagt hjemmepublikum, der havde varmet godt op til kampen ved den velbesøgte Oktoberfest i hallen, kunne se AaB komme frem til opgørets første store chance efter fire minutter, da et hurtigt kombinationsspil foran OB-feltet gav Mikkel Kaufmann en friløber. Den unge angriber afsluttede desværre lige på fremadstormende Oliver Christensen i OB-målet.
Fire minutter senere var gæsterne for første gang nærgående på et hjørnespark, men Jeppe Tverskovs hovedstød fra forreste område sneg sig rundt om bagerste stolpe og ud til et målspark.
AaB var de næste par minutter nærgående ved først Jakob Ahlmann og Jores Okore, inden Jakob Ahlmann efter 12 minutter sikrede sig et straffespark, da han efter driblinger fra kanten trak ind i feltet og blev nedlagt.
Fra 11-meterpletten viste AaB-anfører Lucas Andersen stor sikkerhed og scorede til 1-0, da han placerede sparket langs jorden og helt ude ved den stolpe, som Oliver Christensen forgæves kastede sig mod.
Et skabelonslignende AaB-opspil i kampens 20. minut var lige ved at føre til endnu en AaB-scoring, men Mikkel Kaufmanns hovedstød på Patrick Olsens gode indlæg gik lige forbi OB-kassen.
Et minut senere var AaB igen i offensiven, men Iver Fossum, der selv drev bolden op ad OB's banehalvdel, sparkede forbi mål, et par meter før han nåede OB-feltet.
Omkring halv times mærket havde OB et par langskud, men det ene blev blokeret, mens det andet sad lige på Jacob Rinne.
Umiddelbart efter fik AaB en god omstillingsmulighed, men afslutningerne, det medførte, blev afværget.
Efter et par blokerede OB-forsøg blev fynboerne rigtigt farlige i 39. minut, da Sander Svendsen i en to-mod-to-omstilling trak ind i banen og afsluttede forbi Jores Okore, men inde på stregen fik Jacob Rinne reddet bolden.
Herefter var det AaB's tur til to gode forsøg fra kanten af feltet. Mikkel Kaufmanns aftræk blev afrettet til et hjørnespark, og dette havnede i sidste ende hos Patrick Olsen, der inde fra halvbuen overplacerede sit spark mod målhjørnet.
Efter pausen dominerede OB mest på bolden, og efter ti minutter stod gæsterne for halvlegens første afslutning, da Sander Svendsen tog sigte fra kanten af feltet, men afslutningen mod fjerneste stang holdt Jacob Rinne sikkert fast i.
Halvlegens første store mulighed stod AaB for efter lidt over en times spil. En god gennembrudsbold fra Lucas Andersen snød OB-defensiven og satte Frederik Børsting alene op i mod Oliver Christensen. Kantspilleren trak uden om målmanden, men trækket blev for langt, og den store chance løb ud i sandet.
Midt i anden halvleg måtte AaB takke Jacob Rinne for, at fynboerne ikke kom på tavlen. Et indlæg blev slået fladt ind til udkanten af det lille felt, men den svenske målmand reagerede hurtigt og hev en stor redning op på Sander Svendsens afslutning.
Kort efter fik Jacob Rinne igen reddet skærerne, da en afslutning fra kanten af feltet blev afrettet på vej mod AaB-målet.
OB forsøgte mod slutningen at jagte den udlignende scoring, men AaB-defensiven stod imod presset og sikrede sig sejren på 1-0 til stående ovationer.
Sejren betyder, at AaB nu er på sjettepladsen med 19 point efter 13 spillerunder i 3F Superligaen. Der er blot et enkelt point op til Randers FC på tredjepladsen.
Næste 3F Superligakamp spilles søndag 27. oktober på udebane mod SønderjyskE kl. 18.00.
Matchfacts - 3F Superligaen, 13 spillerunde
AaB-OB 1-0 (1-0)
14. min 1-0 Lucas Andersen
Advarsler AaB: Jakob Ahlmann (49), Frederik Børsting (86), Jores Okore (90)
Advarsler OB: Daniel Obbekjær (35), Oliver Lund (90)
6.086 tilskuere på Aalborg Portland Park
AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Kasper Pedersen (82: Mathias Ross), Jakob Ahlmann, Iver Fossum, Magnus Christensen, Patrick Olsen (74: Oliver Klitten), Frederik Børsting, Mikkel Kaufmann (61: Oliver Abildgaard), Lucas Andersen.
OB (3-5-2): Oliver Christensen, Daniel Obbekjær (46: Moses Opondo), Jeppe Tverskov, Alexander Juel Andersen, Oliver Lund, Jens Jakob Thomasen, Janus Drachmann, Mads Frøkjær-Jensen (68: Mathias Greve), Jacob Barrett Laursen, Bashkim Kadrii, Sander Svendsen (76: Anders K. Jacobsen).
Dommer: Sandi Putros