
Syng med på “Som Ramt af Lynet”
Støt op om fansenes initiativ og syng med på fansangen “Som Ramt af Lynet” lige inden kickoff på søndag, så hele Aalborg Portland Park tager sig ud fra sin bedste side til kampstart.
Et af målene i strategi Nordkraften er at skabe en bedre stadionoplevelse for tilskuerne til AaB’s hjemmekampe på Aalborg Portland Park.
I den forbindelse er der i den seneste tid løbende foretaget en række ændringer for netop at forbedre stadionoplevelsen.
En af de nyere elementer, der efter fansenes ønske havde premiere 1. marts i år, er sangen “Som Ramt af Lynet”, som de stemningsaktive fans har skabt.
Siden premieren i marts er sangen til hver hjemmekamp blevet sat i gang umiddelbart inden kickoff, mens teksten har stået på storskærmen, så alle på Aalborg Portland Park har kunnet synge med, hvilket har været målet for de stemningsaktive fans.
En stor del af Aalborg Portland Park har grebet den mulighed, og det har givet spillerne et ekstra rygstød lige inden første fløjt.
I morgen kan du igen synge med på “Som Ramt af Lynet”. Teksten vil som altid stå på storskærmen, men har du lyst til at øve dig, kan du læse sangteksten her:
Som ramt af lynet, hver gang mit AaB spiller
Jeg elsker synet, af røde-hvide striber
Min puls den stiger, når stadionlyset tændes.
Min hals den skriger, nu skal der fand’me kæmpes!
Fra jeg var lille, der har det banket i mig
Et AaB-hjerte, for længst har overgi’t sig
Det er en prøv’lse, at være forelsket i dig
Men den her følelse, den vokser stadig i mig!