AaB's Danmarksseriehold tabte 3-1 til topholdet Nørresundby FB i forårspremieren.
Mens hverken U/19-ligaholdet eller U/17-ligaholdet var i aktion i weekenden, tabte AaB forårets første kamp i Danmarksserien med 3-1 til topholdet Nørresundby FB.
AaB's taktik gik på at stå lavt, og det lykkedes fint i den første halve time, indtil den tidligere AaB-spiller Rolf Toft blev spillet fri med en lang bold, og fra 30 meter udplacerede Nørresundby-angriberen AaB's keeper og gjorde det til 1-0.
AaB svarede dog hurtigt igen, da Ali Darvishani på et indlæg fra Ebrima Ceesay sendte læderet i mål via både stolpen og overliggeren. Dermed var stillingen 1-1 med ti minutter tilbage af første halvleg.
Kort før pausen fik gæsterne fra Nørresundby FB et straffespark, som Rolf Toft igen udnyttede med sin scoring til 2-1.
Efter pausen var der lidt muligheder i begge ender, inden AaB med ti minutter tilbage smed folk frem i håb om en udligning. Desværre for de bolsjestribede gav det Nørresundby FB en målgivende omstilling tre minutter før tid, hvor Christian Kjeldsen Jensen scorede til slutresultatet 3-1.
- Det var rart at komme i gang med turneringen igen, og vi har også meget ære af kampen, da vi langt hen ad vejen fik presset topholdet. Men det er selvfølgelig ærgerligt at tabe første kamp i foråret - især også når to af vores nærmeste konkurrenter i nedrykningskampen vandt deres kampe og dermed overhaler os, siger den spillende danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
AaB ligger efter weekenden på niendepladsen ud af ti hold og har to point op til sjettepladsen. Næste kamp spilles på udebane mod FC Djursland på lørdag kl. 15.00. FC Djursland ligger på syvendepladsen med et enkelt point mere end AaB.