Uskønt nederlag mod AGF i første playoffkamp

5. maj 2019 kl. 13:54 af Rasmus Estrup

AaB tabte søndag den første af to Europa Playoffkampe mod AGF, da det hjemme på Aalborg Portland Park blev til et nederlag på 1-0. Kampens eneste mål blev scoret af Jakob Ankersen få minutter før pausen. 

Efter en imponerende tifo til ære for Rasmus Würtz og Kasper Risgård blev kampen sat i gang, og det var gæsterne, der sad mest på bolden i indledningen. Men AaB var først til for alvor at være farlige. 

Efter fem minutter slog Patrick Kristensen bolden op til Tom van Weert som tog bolden til sig med brystet, og med ryggen til mål sparkede han på akrobatisk vis bolden over eget hoved mod fjerneste målhjørne. Kamil Grabara i gæsternes mål fik desværre med det yderste af fingerspidserne viftet bolden op på overliggeren. 

Efter ti minutter kom AGF også til afslutning, da Casper Højer Nielsen tog sig af et frispark fra distancen, som han sendte fladt forbi mål.

AaB spillede meget rodet i starten, men efter et kvarter erobrede Frederik Børsting bolden højt og skabte en omstilling, hvor Tom van Weert drev bolden frem og spillede til Kasper Kusk, der trak ind i feltet og afsluttede med højrebenet. En afslutning han dog måtte se blokeret til hjørne. 

Hjørnesparket sendte Kasper Kusk direkte mod mål, og på stregen boksede Kamil Grabara bolden ud i nakken på Rasmus Thellufsen, hvilket gav et aarhusiansk målspark. 

Herfra fik AaB bedre kontrol på kampen uden rigtig at få spillet til at fungere, og derfor var de næste 20 minutter uden chancer i begge ender.

Men efter 37 minutter gik det pludselig stærkt. AGF's Alexander Ammitzbøll drev bolden ind fra kanten og kanonerede på fjerneste stang. Det førte til en AaB-omstilling, hvor Kasper Kusk fandt Rasmus Thellufsen, der kompetent afsluttede fra kanten af feltet, men Jesper Juelsgård fik afrettet bolden til et AaB-hjørnespark. 

I kølvandet på dette hjørnespark fastholdt AaB angrebet, og Jores Okore endte med at afslutte stærkt fra distancen. En afslutning, der tvang AGF-keeperen til en god redning. 

Med to minutter tilbage af første halvleg scorede AGF så til 1-0. Mustafa Amini fandt en fri Jakob Ankersen på en stikning, og kantspilleren udplacerede Jacob Rinne med en afslutning mod fjerneste stang. 

Tre minutter efter pausen var AGF atter farlige. Denne gang på et hjørnespark, som lidt tilfældigt endte med en stor skudchance til Casper Højer Nielsen, der sparkede langt over fra straffesparkspletten. 

Kort efter fik Lucas Andersen en god frisparksmulighed et par meter fra AGF-feltet, men dødbolden blev sendt op på tribunen af AaB's nummer 10.

Inden anden halvleg havde rundet ti minutter havde Mustafa Amini også fået afsluttet. Mustapha Bundu drev bolden op langs AaB's venstre forsvarsside, og inde på midten fik Mustafa Amini tilkæmpet sig en god chance med en stærk vending, men Patrick Kristensen fik heroisk kastet sig ind i afslutningen. 

Midt i anden halvleg fik Lucas Andersen en ny mulighed, da han lagde bolden til rette for sig selv i udkanten af feltet, men desværre for AaB-topscoreren havnede afslutningen lige på AGF-målmanden.

Kort efter slog Kasper Kusk et indlæg ind mod Tom van Weert, men hollænderen kunne kun få det yderste af tåspidsen på det høje indlæg, der dermed fortsatte til målspark.  

Cheftræner Jacob Friis sendte både Mikkel Kaufmann og Kasper Risgård på banen i løbet af anden halvleg for at skabe noget offensivt, og AaB havde da også kampens initiativ i store dele af anden halvleg. Men efter 79 minutter var AGF farlige på en omstilling, som Alexander Ammitzbøll til sidst sendte i sidenettet. 

Små fem minutter senere fik Lukas Klitten ikke nok fart i en tilbagelægning til Jacob Rinne. I stedet blev afleveringen opsnappet af Jakob Ankersen, men AaB-keeperen fik med en god fodparade reddet forsøget. 

Jacob Rinne var også på plads igen efter 87 minutter, da Adama Guira fik en god mulighed, som den svenske keeper reddede. 

En afslutning fra Kasper Risgård efter 89 minutter blev sikkert reddet af Kamil Grabara, og dermed sluttede opgøret med en sejr til AGF på 1-0. 

Returkampen i Europa Playoffduellen mod AGF spilles søndag 12. maj kl. 18.00 på Ceres Park i Aarhus. Den samlede vinder af de to kampe går videre til næste runde i Europa Playoff mod den samlede vinder af Randers FC og SønderjyskE.  

Matchfacts - Superligaen, Europa Playoff, 1. runde

AaB-AGF 0-1 (0-1)
44. min 0-1 Jakob Ankersen
Advarsler AaB: Magnus Christensen (12), Lucas Andersen (45), Frederik Børsting (87)
Advarsler AGF: Jens Stage (37), Jakob Ankersen (52), Sebastian Hausner (56)
6.326 tilskuere på Aalborg Portland Park

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen, Jores Okore, Mathias Ross, Lukas Klitten, Frederik Børsting, Magnus Christensen, Lucas Andersen, Kasper Kusk (67: Kasper Risgård), Tom van Weert (85: Oliver Klitten), Rasmus Thellufsen (59: Mikkel Kaufmann). 

AGF (4-3-3): Kamil Grabara, Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Mustafa Amini, Jens Stage, Bror Blume (82: Tobias Sana), Mustapha Bundu (82: Adama Guira), Alexander Ammitzbøll (85: Youssef Toutouh), Jakob Ankersen. 

Dommer: Michael Tykgaard

Tags på denne nyhed

AaB TV: Seneste scoringer mod AGF

5. maj 2019 kl. 08:22 af Rasmus Estrup

I dag kl. 12.00 spiller AaB mod AGF på Aalborg Portland Park i den første Europa Playoff-duel.

Inden opgøret kan du i denne video se AaB's tre mål fra AGF's seneste besøg på Aalborg Portland Park 17. marts, hvor scoringer af Kasper Pedersen, Patrick Kristensen og Lucas Andersen sikrede AaB en sejr på 3-1. 

Umiddelbart efter dagens kamp tages der officiel afsked med Philipp Ochs, Michael Lansing, Kasper Pedersen, Kasper Risgård og Rasmus Würtz. 

Dernæst er der en afskedsseance med Rasmus Würtz og Kasper Risgård i Stadionhal 2. Læs mere om det her. 

Køb dine billetter til dagens kamp her. 

Tags på denne nyhed

Lucas Andersen klar til første playoffkamp

4. maj 2019 kl. 14:15 af Brian Andersen

AaB skal således forsøge at sikre sig et optimalt udgangspunkt inden returmødet i Aarhus næste søndag.

Blandt de 19 udtagne navne indgår der 14 egenudviklede spillere fra AaB Talent og 13 af AaB’s partnerklubber.

Cheftræner Jacob Friis har efter lørdagens træningspas udtaget følgende spillere:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 24 Mathias Ross, 25 Frederik Børsting, 30 Wessam Abou Ali og U/19 Ligaspillerne Lukas Klitten, Mikkel Kaufmann, Oliver Klitten og Marcus Bundgaard.

Jakob Ahlmann, Oliver Abildgaard, Marco Ramkilde og Michael Lansing er fortsat ukampdygtige.

AaB og Spar Nord Fonden donerer i fællesskab 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2019 går ubeskåret til foreningen Skyggebørn, som efter forårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 71.228 kr.

Du kan købe billet til mødet med AGF i billethusene på Aalborg Portland Park søndag fra kl. 11.00 eller i forsalg online her på aabsport.dk.

Der er kickoff kl. 12.00, og umiddelbart efter kampen vil der blive taget officiel afsked med Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Kasper Pedersen, Philipp Ochs og Michael Lansing.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Kasper Pedersen foran farvel

4. maj 2019 kl. 08:15 af Rasmus Estrup

Efter Europa Playoff-kampen mod AGF i morgen kl. 12.00 bliver der taget afsked med fem spillere på grønsværen, da det ikke vides, om der venter flere hjemmekampe i denne sæson. 

En af de fem spillere er Kasper Pedersen, der begyndte i partnerklubben Aabybro I.F. og via en anden partnerklub, Jetsmark I.F., kom til AaB som 12-årig. 

1. marts 2013 debuterede Kasper Pedersen og kampen var blot to minutter gammel, før han fandt vej til netmaskerne. 

Den efterfølgende sæson spillede han blandt andet i pokalfinalesejren over FC København samt i sæsonens sidste kamp mod AGF, hvor han også kom på måltavlen. 

Hidtil har han spillet 143 kampe for Hele Nordjyllands Hold og scoret 13 mål. 

I dette indslag fra AaB TV kan du høre om hans tanker omkring afskeden samt indtrykket af tiden i AaB. 

Udover Kasper Pedersen tages der i morgen afsked med Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Michael Lansing og Philipp Ochs. 

Du kan købe billetter til kampen mod AGF her. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: Vinder af månedens mål i april

3. maj 2019 kl. 13:30 af Rasmus Estrup

Da Kasper Risgård i seneste hjemmekamp mod Hobro I.K. scorede sit 50. AaB-mål, leverede han også månedens mål i april. 

Det har AaB's fans besluttet, for gennem en afstemning blev Kasper Risgårds mål kåret som vinder med hele 84 procent af stemmerne. 

Målet kan ses øverst. 

AaB takker alle der har stemt og samtidig deltaget i lodtrækningen om Kasper Risgårds kampbrugte og signerede håndsrækningsdragt i sølv. Vinderen af præmien blev Natasja, som kontaktes direkte på mail af AaB. 

Tags på denne nyhed
'