AaB fastholder førsteplads i U/19 Ligaen med sejr

13. maj 2019 kl. 10:50 af Rasmus Estrup

U/19 Ligaen: OB-AaB 0-2

Selvom AaB’s U/19-ligahold stod uden flere af de sædvanlige spillere, vandt holdet i weekenden en jævnbyrdig affære på udebane mod OB. 

OB lagde med et højt pres bedst fra land og styrede opgørets første kvarter. Hen mod pausen blev det mere jævnbyrdigt, og de to hold gik målløst til pausen. 

AaB kom bedst ud til anden halvleg, og efter 53 minutter snød Oliver Klitten to modstandere, inden han sparkede læderet i nettet til en AaB-føring på 1-0. 

Trods spilovertaget vadede AaB ikke i chancer, men nordjyderne kom alligevel frem til et par store muligheder, der endte uden gevinst. 

Mod slutningen smed OB meget frem i håb om en udligning, men i opgørets sidste sekunder lukkede AaB kampen, da Nicolai Bech Laursen med et langskud scorede til slutresultatet 2-0.

- Vi omstillede vores spil en del i forhold til vores sædvanlige spillestil, og spillerne viste stor moral ved alligevel at vinde kampen over et godt OB-mandskab, siger U/19-ligatræner David Olsen.

- Det er fedt, at vi kan være med til at præge klubbens førstehold med U/19-ligaspillere og samtidig levere et modent udtryk i U/19 Ligaen. Det vidner positivt om klubbens stærke talentudvikling, siger David Olsen. 

Med weekendens sejr fører AaB fortsat U/19 Ligaen med to point ned til FC Midtjylland. Der resterer tre kampe i sæsonen, og næste kamp spilles allerede på onsdag mod Vejle Boldklub kl. 17.00 på Hornevej.

U/17 Ligaen: OB-AaB 4-0

AaB’s U/17-ligahold var i problemer mod OB, som vandt 4-0 over nordjyderne i denne weekend. 

AaB var ramt på spillerfronten, men alligevel var gæsterne godt med i den første halve time, omend OB kom foran 1-0 efter 26 minutter. 

Herfra sad OB fuldstændig på opgøret, og hjemmeholdet var foran 2-0 ved pausen. 

Efter en times spil blev det til 3-0, og med et kvarter tilbage på dommerens ur lukkede OB opgørets scoringskonto med målet til 4-0. 

- Selvom vi havde flere U/15-spillere med, formåede vi at levere fine perioder i løbet af første halvleg. Men som kampen skred frem, manglede vi tempo og intensitet sammelignet med OB-mandskabet, og et 4-0-nederlag var et helt fair resultat, siger U/17-ligatræner Nikolaj Hørby. 

AaB ligger på 12. pladsen i U/17 Ligaen med fire runder tilbage.

Næste kamp spilles på torsdag kl. 17.45 på hjemmebane mod Randers Freja. 

Danmarksserien: Lystrup I.F.-AaB 2-2

I Danmarksserien mødte AaB bundholdet Lystrup I.F., men det var AaB, der var heldige at få det ene point. 

AaB kom ellers foran 1-0 efter en god start, da Mads Bruun Davidsen lagde et indlæg af til Johan Ejsing, som bragte AaB i front. 

Efter 22 minutter fik hjemmeholdet udlignet til 1-1, da et indlæg ikke blev afvist og i stedet fortsatte over til modsatte kant, som sparkede bolden op i fjerneste målhjørne.

Seks minutter senere blev det 2-1 til Lystrup I.F. på en scoring far en spids vinkel, og her fra havde AaB meget svært ved at skabe muligheder. 

I løbet af anden halvleg var det i stedet Lystrup I.F., der var mest faretruende med blandt andet to træf på træværket. I tillægstiden lykkedes det alligevel AaB at udligne til 2-2, da Christian Høgh Sørensen headede læderet i nettet. 

- På papiret var det en kamp, vi skulle vinde, men som kampen forløb, havde vi ikke fortjent en sejr, og vi er heldige med at få uafgjort mod et hold, vi ellers skal være bedre end, så det var en stor skuffelse, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup. 

AaB ligger på niendepladsen i Danmarksserien med tre point op til den stiplede nedrykningsstreg. Næste opgave venter på lørdag på hjemmebane mod Aarhus Fremad kl. 13.00. 

Tags på denne nyhed

AaB fylder 134 år

13. maj 2019 kl. 07:30 af Rasmus Estrup

AaB blev grundlagt 13. maj 1885, og derfor fylder Hele Nordjyllands Hold i dag 134 år. 

Tillykke til alle, der har AaB i hjertet. 

På billedet til højre ses den oprindelige indkaldelse til den stiftende generalforsamling for 134 år siden.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AGF-AaB 2-0

13. maj 2019 kl. 07:17 af Rasmus Estrup

Søndag aften tabte AaB 2-0 på udebane til AGF i returopgøret i første runde af Europa Playoff. Dermed er sæsonen også slut for AaB's vedkommende, da det blev til et samlet nederlag på 3-0 til AGF. 

Målene søndag blev scoret efter 37 minutter af Bror Blume og efter 86 minutter af Alexander Ammitzbøll. 

Undervejs i opgøret havde AaB også flere muligheder. Blandt andet blev en afslutning fra Patrick Kristensen reddet på stregen af Sebastian Hausner, der med ryggen fik blokeret bolden væk fra stregen og ud på stolpen. 

Du kan se sammendrag af opgøret mod AGF i videoen øverst. 

Tags på denne nyhed

Skuffende nederlag afslutter AaB's sæson

12. maj 2019 kl. 19:51 af Rasmus Estrup

Sæsonen er slut for AaB's vedkommende, da AGF i dag vandt 2-0 i Aarhus i returopgøret i Europa Playoff. Hjemmeholdets mål blev scoret af Bror Blume og Alexander Ammitzbøll. 

Vejret og det velplejede underlag indbød ellers til god fodbold, og efter kun to minutter førte fine og hurtige AaB-kombinationer til opgørets første afslutning, da Mikkel Kaufmann afsluttede forbi fjerneste stang fra kanten af feltet. 

Efter ti minutter var hjemmeholdet farlige. Først slog Mustapha Bundu et nærgående indlæg, som dog var uden adresse. Det fortsatte til modsatte side, hvor Casper Højer Nielsen slog et nyt indlæg ind i AaB-feltet. Dette sad i panden på Bror Blume, der headede tæt forbi mål. 

Lidt mere end et kvarter inde i duellen stod AaB for nogle nye, gode kombinationer, der denne gang endte med en fin afslutningsmulighed til Kasper Risgård i udkanten af feltet. AaB-veteranen skød dog et stykke over mål. 

Kort efter blev Kamil Grabara sat på opgave for første gang, da AaB fastholdt et angreb efter et hjørnespark og Tom van Weert til sidst afsluttede kompetent på mål, men AGF-keeperen reddede kuglen. 

AaB var i opgørets første halve time mest på bolden, mens hjemmeholdet lurede på omstillinger over højrekanten hos Mustapha Bundu. Disse blev dog ikke for alvor farlige i de første 30 minutter, og derfor kom næste farlige forsøg også fra en AaB-fod, da Mikkel Kaufmann trykkede af fra distancen og sparkede tæt forbi. 

Med ti minutter til pausen fik Lucas Andersen et frisparksforsøg, som han dog sendte i muren. AaB generobrede bolden, og Kasper Kusk drev læderet frem til en højrebensafslutning, der tvang en god redning ud af AGF-målmanden. 

Minuttet senere lå kuglen så i målnettet bag Jacob Rinne. En AGF-omstilling over højrekanten ved Mustapha Bundu førte til et fladt indlæg til en helt fri Bror Blume, som førte læderet over stregen til en 1-0-føring til AGF. 

To minutter senere fik AGF igen bolden ind bag Jacob Rinne, men målet blev annulleret for offside. 

AGF havde dog fundet momentum, og kort efter måtte Jacob Rinne diske op med en pragtredning på et forsøg fra Jakob Ankersen efter et nyt oplæg fra Mustapha Bundu. 

Lige inden pausen måtte Jacob Rinne igen finde en ny redning frem, da AGF kom til en lidt forkølet afslutning efter et kantfrispark. 

AaB var på hælene fra anden halvlegs start, og kort inde i anden halvleg var Mustapha Bundu igen på spil i højresiden. Denne gang kom han selv til afslutning. En afslutning Jacob Rinne dog havde fuld kontrol over. 

Fem minutter efter pausen trykkede Casper Højer Nielsen af på et frispark et par meter uden for feltet. Det hårde aftryk medførte et svært opspring i bolden lige foran Jacob Rinne, men AaB-målmanden formåede at komme i vejen for skuddet. 

Ti minutter efter pausen blev Kasper Risgård udskiftet til fornemme klapsalver fra alle på Ceres Park. Ved samme moment gik AaB over til at spille med kun tre i bagkæden.

Umiddelbart efter fik hjemmeholdet en stor hovedstødschance efter et hjørnespark, men der blev headet over. 

AGF fortsatte dog med at være farlige og minuttet senere trykkede Jakob Ankersen af, men afslutningen sad lige i favnen på Jacob Rinne. 

Et kvarter inde i anden halvleg viste AaB sig endelig fra sin farlige side. Et fremragende opspil med flere hurtigere førstegangsafleveringer skabte en stor chance til Patrick Kristensen, der desværre sendte læderet på bagstolpen. 

Kort efter kom AGF igen til en afslutning. Denne gang ved Alexander Ammitzbøll, men igen var AaB's svenske målmand på plads. 

AaB svarede straks tilbage med en ny afslutning, men Mikkel Kaufmanns hovedstød efter oplæg fra Kristoffer Pallesen sad uden for rammen. 

Midt i anden halvleg fik AaB en ny mulighed, da der blev begået frispark på Tom van Weert lige uden for feltet. Frisparket sparkede Kasper Kusk dog lige over mål.  

AGF havde de følgende minutter muligheder til både Adama Guira og Alexander Ammitzbøll, men kvaliteten manglede i afslutningerne. 

Det gjorde den også på Lucas Andersens frispark fra en ellers glimrende position et kvarter før tid. Et frispark der blev sendt langt over mål. 

Samme retning havde en afslutning fra Mikkel Kaufmann et par minutter senere efter et ellers fint samspil med Lucas Andersen. 

Med ti minutter tilbage blev Kasper Pedersen sendt ind i stedet for Patrick Kristensen. Forsvarsspilleren gik op i angrebet i forhåbningen på at vende resultatet på hovedet. 

Det lykkedes dog ikke. I stedet scorede AGF's Alexander Ammitzbøll til 2-0 efter 85 minutter. 

Nederlaget betyder, at AaB samlet taber 3-0 til AGF i første runde af Europa Playoff. Dermed er sæsonen slut for AaB's vedkommende, og det ender med en skuffende niendeplads i Superligaen. 

Matchfacts - Superligaen, Europa Playoff, 2. kamp

AGF-AaB 2-0 (1-0)
37. min 1-0 Bror Blume, 86. min 2-0 Alexander Ammitzbøll, 
Advarsler AGF: Bror Blume (45), Jesper Juelsgård (74)
Advarsler AaB: Kasper Risgård (46), Kasper Kusk (56)
10.118 tilskuere på Ceres Park

AGF (4-3-3): Kamil Grabara, Sebastian Hausner, Frederik Tingager, Jesper Juelsgård, Casper Højer Nielsen, Mustafa Amini, Jens Stage, Bror Blume (69: Adama Guira), Mustapha Bundu (69: Tobias Sana), Alexander Ammitzbøll, Jakob Ankersen (80: Youssef Toutouh).

AaB (4-3-3): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (80: Kasper Pedersen), Jores Okore, Mathias Ross (69: Rasmus Thellufsen), Kristoffer Pallesen, Rasmus Würtz, Kasper Risgård (55: Jakob Blåbjerg), Lucas Andersen, Kasper Kusk, Mikkel Kaufmann, Tom van Weert. 

Dommer: Peter Kjærsgaard

Tags på denne nyhed
'