En AGF-scoring i sidste minut betød et nederlag på 3-2 i første reserveligakamp. Søren Tengstedt og Pavol Safranko scorede for AaB.
AaB indledte tirsdag eftermiddag Reserveligaen, hvor det hjemme på Hornevej desværre blev til et nederlag på 3-2 mod AGF.
AGF var bedst i første halvleg, hvor gæsternes Jon Dagur Thorsteinsson blandt andet ramte træværket, mens Jacob Rinne også måtte hive en fin redning ud af ærmet.
I den anden ende af banen kom AaB's bedste forsøg i første halvleg efter et fint opspil, der endte med et indlæg fra Lukas Klitten til Wessam Abou Ali, som med en kringlet afslutning fik sendt læderet forbi mål.
Fem minutter før pausefløjtet scorede AGF til 1-0, da et kantfrispark fra Youssef Toutouh fik lov til at gå uberørt gennem AaB-feltet og ind i netmaskerne ved fjerneste opstander.
Efter pausen kom AaB bedre ind i opgøret, og syv minutter inde i anden halvleg udlignede Søren Tengstedt til 1-1. Mikkel Kaufmann vandt bolden midt på gæsternes banehalvdel og lagde læderet ud til Wessam Abou Ali, der med en afslutning tvang en ripost ud af AGF-keeperen. Riposten faldt hen til Søren Tengstedt, der sikkert kunne prikke bolden over stregen.
Søren Tnegstedt og Oliver Klitten havde begge nogle nærgående forsøg, inden AGF efter 65 minutter scorede til 2-1 ved Jon Dagur Thorsteinsson, der sendte et langskud ind langs stolpen uden for Jacob Rinnes rækkevidde.
Indskiftede Pavol Safranko viste tænder to minutter senere, og med et kvarter tilbage udlignede slovakken til 2-2, da Rasmus Thellufsen med et hurtigt frispark tog fusen på AGF-defensiven og spillede Pavol Safranko fri i straffesparksfeltet.
I 90. minut slukkede AGF's Jon Dagur Thorsteinsson AaB's håb om point, da han modtog et indlæg ganske frit i feltet og ubekymret kunne sparke bolden op i målhjørnet til slutresultatet 3-2.
- I første halvleg var vi meget usammenhængende, men det blev lidt bedre i den første halve time af anden halvleg. Derefter kunne man godt se, at vi havde mange spillere med, som ikke har spillet 90 minutter i meget lang tid, så det endte næsten med ren overlevelse til sidst, siger assistenttræner Lasse Stensgaard, der dog glæder sig over, at mange spillere fik vigtige minutter i benene inden Superligastarten på søndag.
- Det var helt vildt vigtigt, at de spillere, der ikke har spillet meget på det seneste, fik mange minutter i dag, så vi har så mange spillere som muligt, der er oppe i gear til sæsonstarten, siger Lasse Stensgaard, der sammen med udviklingschef Poul Erik Andreasen havde valgt følgende startopstilling:
Jacob Rinne
Kingsley Fobi (gæstespiller), Kristoffer Pallesen, Jakob Blåbjerg, Lukas Klitten
Rasmus Thellufsen, Robert Kakeeto, Oliver Abildgaard
Søren Tengstedt, Mikkel Kaufmann, Wessam Abou Ali
Fra anden halvlegs start blev Jakob Blåbjerg erstattet af Filip Lesniak. 10 minutter senere kom Oliver Klitten og gæstespiller Mike Vestergård på banen i stedet for Wessam Abou Ali og gæstespiller Kingsley Fobi, og efter 64 minutter blev Mikkel Kaufmann udskiftet med Pavol Safranko.
AaB's næste reserveligakamp spilles på Hornevej mandag 12. august kl. 13.00 mod Hobro I.K.