Thellufsen lejes ud til FC Hansa Rostock

29. august 2019 kl. 18:00 af Brian Andersen

Udlejningen gælder resten af indeværende sæson.

Rasmus Thellufsen kom i 2012 som U/15-spiller til AaB fra partnerklubben I.F. Skjold Sæby.

AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde udtaler:

- Rasmus’ talent er åbenlyst, men i truppen har vi hård konkurrence på de fleste positioner, og Rasmus’ udsigt til spilletid var måske længere væk, end den længe har været.

- Derfor har vi i noget tid også været enige om, at en udlejning ville være optimalt, og på Rasmus’ vegne er vi glade for, at det bliver i en spændende klub som Hansa Rostock, han skal udvikle sig, siger Allan Gaarde.

Den slumrende østtyske storklub fra Rostock har i sæsonens første seks spillerunder i 3. Bundesliga blot hentet fem point, og Rasmus Thellufsen ser frem til at kunne bidrage til holdet og få hjemmebane på et stadion med plads til 29.000 tilskuere:

- Spilletid er selvfølgelig vigtigt for min udvikling, og da der i øjeblikket ikke var udsigt til dette i AaB, så blev vi enige om, at det er bedst, at jeg får mig prøvet af et andet sted.

- Derfor glæder jeg mig også til min nye udfordring og blive en del af en stor klub som Hansa Rostock og prøve kræfter med et nyt land og en anden kultur, lyder det fra Rasmus Thellufsen.

Rasmus Thellufsen er i AaB noteret for 76 officielle kampe og 11 scoringer, ligesom det er blevet til 11 ungdomslandskampe for Danmark.

22-årige Rasmus Thellufsen har kontraktudløb med AaB 31. december 2020, og der er allerede nu aftalt en option med FC Hansa Rostock, hvis den tyske klub og Rasmus Thellufsen fra 1. juli 2020 ønsker at fortsætte samarbejdet.

Tags på denne nyhed

AaB TV: Biografvisning af guldkampen fra 1999

29. august 2019 kl. 15:25 af Rasmus Estrup

Cirka 70 passionerede AaB-fans satte sig onsdag aften til rette i biografsæderne med en AaB-popcorn og øl eller sodavand, da guldkampen fra 1999 mod Lyngby Boldklub blev vist på det store lærred i Nordisk Film Biografer City Syd. 

Her havde fansene mulighed for at høre historier fra 1999 fra klublegende Torben Boye, sportsdirektør Allan Gaarde og administrerende direktør Thomas Bælum. 

Derudover blev den målrige 3-3-kamp vist fra ende til anden, så man blandt andet kunne genopleve Frank Strandlis to mål i første halvleg og Søren Frederiksens udligning i slutminutterne. 

I dette indslag fra AaB TV kan du se, hvordan aftenen forløb. 

På søndag bliver mesterholdet fra 1999 hyldet på Aalborg Portland Park i forbindelse med AaB-FC København. Der er i øjeblikket 10.224 billetter ude til kampen. Du kan stadig købe billetter til opgøret her. 

10.000 billetter rundet - kun 2.254 tilbage

29. august 2019 kl. 13:29 af Rasmus Estrup

Billetsalget til søndagsbraget mod FC København stryger af sted, og der er i skrivende stund 10.079 billetter ude til kampen på Aalborg Portland Park kl. 16.00. Nu er der kun 2.254 billetter tilbage til AaB's fans. Dette er inklusiv pladser med begrænset udsyn på Weber Tribunen, som er blevet sat til salg. 

Derudover er der 815 billetter tilbage til udebaneafsnittet. 

Da der i forbindelse med kampen på søndag holdes 20-års jubilæumsfest for AaB's mesterskab i 1999, koster billetter til Spar Nord Tribunen og 3F Tribunen kun 19 kr. for børn og pensionister og 99 kr. for voksne. Køb billetter til kampen her. 

Som en del af jubilæumsfesten er der på søndag en række af aktiviteter med fokus på mesterskabet i 1999. Blandt andet hyldes mesterholdet på grønsværen i pausen og i fanområdet ved AaB Tyren fra kl. 15.00. 

Umiddelbart efter vil repræsentanter for mesterholdet offentliggøre den nye fanmosaik af AaB's sæsonkortholdere, og i pausen vil cheerleadere levere pauseunderholdning. Læs mere om alle søndagens aktiviteter på Aalborg Portland Park her. 

Tags på denne nyhed

På søndag kan du købe billetter til pokalkampen

29. august 2019 kl. 08:01 af Rasmus Estrup

11. september kl. 17.15 på spiller AaB og Nørresundby FB lokalopgør i Sydbank Pokalen. 

Billetter til kampen kan kun købes i forsalg, og på søndag vil billetterne blive solgt inden 3F Superligakampen mellem AaB og FC København på Aalborg Portland Park. 

Fra kl. 14.30 vil repræsentanter fra Nørresundby FB sælge billetter ved et bord i fanzonen bag Weber Tribunen. Her vil billetterne kunne købes frem mod kampstart og igen efter kampen mod FC København. 

Billetterne koster 100 kr. for voksne og 50 kr. for børn mellem 6 år og 14 år. Børn til og med 5 år har gratis adgang til kampen. 

Lokalopgøret i Sydbank Pokalen spilles på Nordjyske Bank Arena på Voerbjergvej 42 i Lindholm. 

Tags på denne nyhed

Flere end 9.000 billetter ude til søndag mod FCK

28. august 2019 kl. 12:17 af Rasmus Estrup

Interessen er stor for 3F Superligakampen mod FC København på søndag kl. 16.00 på Aalborg Portland Park. På nuværende tidspunkt er der 9.133 billetter ude til opgøret, hvilket betyder, at der resterer 2.920 billetter til AaB-fans samt 848 billetter til udebaneafsnittet. 

På søndag markeres det samtidig, at der er 20-års jubilæum for mesterskabet i 1999. I den anledning bliver profilerne på og omkring holdet hyldet. Det sker både i fanzonen bag Weber Tribunen kl. 15.00 og i pausen, hvor mesterholdet fra 1999 hyldes på grønsværen. 

Her vil der være gensyn med 18 af profilerne fra mesterholdet. Heriblandt cheftræner Hans Backe, sportsdirektør Lynge Jakobsen, anfører Jens Jessen, klubrekordholder Torben Boye, topscorer Søren Frederiksen, Jozo Matovac, Anders Andersson og Frank Strandli. 

I anledning af 20-års jubilæet for mesterskabet i 1999 koster billetter til Spar Nord Tribunen og 3F Tribunen kun 19 kr. for børn og pensionister og 99 kr. for voksne. 

Derudover vil musikken på Aalborg Portland Park udelukkende være fra musikåret 1999, og i pausen vil cheerleadere fra danseskolen Dance Action i Aalborg optræde. 

Tags på denne nyhed