Genoplev mesterskabet fra 1999 i biografen

7. august 2019 kl. 11:45 af Rasmus Estrup

I år er det 20 år siden, at AaB i 1999 tog klubbens andet Danmarksmesterskab. Som tidligere annonceret bliver jubilæet markeret til hjemmekampen mod FC København 1. september. 

I ugen op til kampen har sæsonkortholdere også mulighed for at fejre jubilæet på helt særlig manér. Onsdag 28. august viser AaB i samarbejde med NENT Group og Nordisk Film Biografer Aalborg City Syd den målrige mesterskabskamp fra 13. juni 1999 mod Lyngby Boldklub på det store biograflærred. Så nu har du god mulighed for at se alle detaljer fra opgøret.

Ud over visningen af hele mesterskabskampen vil der også være interviews med profiler fra mesterholdet i 1999 til biografarrangementet i Nordisk Film Biografer Aalborg City Syd. 

Programmet for dagen er som følger:
Kl. 19.00 Check-in. Her veksles din billet til en egentlig biografbillet.
Kl. 19.15 Dørene til biografsalen åbner.
Kl. 19.30 Visningen begynder - og bolden ruller.

Billetter koster 99 kr. Med i prisen er foruden biografbilletten også en AaB-popcorn og en øl/sodavand. Popcorn og drikkevarer udleveres i bodområdet inden arrangementets start. 

Det er kun sæsonkortholdere, der kan købe billetter, og hver sæsonkortholder har mulighed for at købe to billetter til det eksklusive arrangement i Nordisk Film Biografer Aalborg City Syd. 

Billetsalget åbner i morgen, torsdag, kl. 10.00 på billet.aabsport.dk, og da der kun er 104 pladser i salen, er det med at være hurtig. Billetterne sælges efter først til mølle. Bemærk at din billet skal printes ud. 

Er du endnu ikke sæsonkortholder, kan du nå at blive det her. 

Tags på denne nyhed

Sæsonkortholdere kan få eget billede på mosaik

6. august 2019 kl. 08:53 af Rasmus Estrup

I sidste sæson valgte Aalborg Portland at hylde AaB's sæsonkortholdere med en fanmosaik på soklen af AaB Tyren, som ses på billedet.

Da vi nu er gået ind i en ny sæson, skal denne sæsons sæsonkortholdere også hyldes. Derfor udskiftes fanmosaikken med en ny mosaik, hvor de nuværende sæsonkortholdere kan få sit billede med i mosaikken, der former et AaB-logo. 

Den nye fanmosaik offentliggøres i forbindelse 3F Superligakampen mod FC København 1. september på Aalborg Portland Park. 

Via knappen nedenunder kan du som sæsonkortholder indsende et billede af dig selv. Sidste frist for at indsende billedet er tirsdag 13. august kl. 12.00. 

Bemærk: Hvis du er på den nuværende fanmosaik og også ønsker at være med på den næste, skal du indsende billedet igen. 

Billedet skal...
- Være kvadratisk
- Minimum være 800 x 800 px
- Maksimum fylde 5 mb
- Kun indeholde én person og vise ansigtet.
- Ikke indeholde krækende materiale.

AaB forbeholder sig retten til at frasortere billeder, der ikke overholder ovenstående.

Er du endnu ikke sæsonkortholder, kan du blive det her. 

Tags på denne nyhed

AaB åbnede Baltic Sea Cup med remis

5. august 2019 kl. 10:29 af Rasmus Estrup

I går spillede AaB første kamp i den internationale U/21-turnering Baltic Sea Cup, da svenske Halmstads BK kom på besøg på Hornevej. Selvom AaB dominerede opgøret måtte de bolsjestribede nordjyder nøjes med et point efter 2-2. 

I kampens blot andet minut kom de svenske gæster foran 1-0, da en passiv AaB-defensiv lod en bagrumsbold ende med en scoring til Halmstads BK. 

Herfra stod der AaB på et hav af store muligheder. Efter 28 minutter lykkedes det endelig AaB at udligne. Et hjørnespark endte lidt tilfældigt med en ripost til Daniel Mortensen, som kunne heade scoringen til 1-1 i nettet. 

Selvom AaB fortsatte med at producere mange chancer i første halvleg, gik Halmstads BK til pausen foran 2-1, da de som følge af et forsvarskoks scorede lige før pausen. 

I anden halvleg var AaB igen dominerende på bolden, men skabte ikke helt lige så mange store, åbne muligheder som i første halvleg. Oliver Børsting skabte dog et gennembrud efter 77 minutter, og fra en spids vinkel udlignede han til 2-2.

Selvom AaB også mod slutning havde flere muligheder for en ny scoring blev 2-2 kampens resultat.

- Der var pil op i mange af vores facetter af spillet. Vi dominerede stort og skabte mange chancer, men manglede den sidste skarphed på den sidste tredjedel. Men helt overordnet er vi ikke, hvor vi skal være endnu, siger U/19-ligatræner David Olsen. 

AaB tager i næste weekend hul på U/19 Ligaen, når Silkeborg I.F. på lørdag kl. 13.00 gæster Hornevej. 

Tags på denne nyhed

AaB TV: FC Midtjylland-AaB 1-0

5. august 2019 kl. 07:59 af Rasmus Estrup

I videoen øverst kan du se et fyldigt sammendrag af AaB's udebaneopgør mod FC Midtjylland i går. Et opgør AaB tabte 1-0. 

FC Midtjylland fik efter kun to minutter korrekt annulleret en scoring, og herefter var det AaB, der i den resterende del af første halvleg skabte flest chancer. 

Blandt andet fik Tom van Weert også en scoring korrekt annulleret, inden Lucas Andersen tilkæmpede sig et straffespark, som Tom van Weert misbrugte. 

I anden halvleg lagde FC Midtjylland bedst ud, men hjemmeholdet blev reduceret til 10 mand efter en udvisning til Erik Sviatchenko efter 53 minutter. AaB formåede dog ikke at sætte spillet trods overtalssituationen, og FC Midtjylland fik endnu en scoring underkendt. Denne gang på en fejlagtig kendelse. 

Patrick Olsen fik efterfølgende en stor hovedstødsmulighed for at bringe AaB foran, men midtbanespilleren ramte ikke bolden. 

I stedet scorede Evander sejrsmålet, da han endte et kantfrispark direkte i mål i 89. minut. 

Tags på denne nyhed
'