Semifinalen blev endestation i Sydbank Pokalen

4. april 2019 kl. 21:22 af Rasmus Estrup

Semifinalen blev endestationen for Hele Nordjyllands Hold, der torsdag aften tabte 1-0 på udebane til Brøndby I.F. Kamil Wilczek scorede sejrsmålet for Brøndby I.F. efter 12 minutter. 

AaB lagde godt ud, og to gange i løbet af de første to minutter fik Lucas Andersen sendt afslutninger afsted. Den første efter halvandet minut, hvor han efter godt AaB-spil afsluttede på Marvin Schwäbe fra en spids vinkel.

Ved anden afslutning lagde han bolden til rette for sig selv med omkring 20 meter til mål, men afslutningen mod bageste stang blev overplaceret. 

Kasper Kusk, der i seneste opgør mod Brøndby I.F. scorede direkte på hjørne, slog efter seks minutter et kantfrispark tæt mod fjerneste målhjørne, men læderet gik forbi. 

Fire minutter senere drev Kasper Kusk bolden frem i højresiden og trykkede af fra kanten af feltet, men læderet endte denne gang i handskerne på Brøndby-keeperen. 

Trods den gode AaB-start kom Brøndby I.F. foran efter 12 minutter. Jacob Rinne fik ikke kontrol over en afslutning fra kanten af feltet, og han fik blot prikket den ud på stolpen, hvorefter bolden sprang hen til Kamil Wilczek, der kunne prikke bolden over stregen til 1-0.  

20 minutter inde i opgøret var Brøndby I.F. igen farlige, men  Simon Tibblings afslutning fra højresiden af AaB-feltet gik over mål. Samme vej gik en afslutning fra målscorer Kamil Wilczek to minutter senere. 

Efter opgørets første ti minutter havde AaB meget svært ved at etablere opspil og skabe chancer, og i stedet kunne Kamil Wilczek forsøge sig med hovedstød, inden uret rundede en halv time, men forsøget greb Jacob Rinne sikkert. 

Hjemmeholdet kontrollerede spillet frem mod pausen og var tæt på endnu en scoring efter 42 minutter. Et hjørnespark førte til afslutning fra Hany Mukhtar, men bolden blev ikke ramt rent, så den røg via jorden op i hovedhøjde, og to meter fra målstregen blev den headet over AaB's mål af en Brøndby-spiller. 

Fem minutter efter pausen fik AaB ikke nok ud af en god omstilling, da Lucas Andersen ikke kunne finde Tom van Weert i en to-mod-en-situation. I stedet fik Kamil Wilczek en mulighed i modsatte ende, men Jores Okore kom i vejen. Først for et hovedstød og lige bagefter på det opfølgende forsøg. 

Hany Mukhtar fik ti minutter efter pausen en chance i AaB-feltet, men afslutningen blev blokeret til hjørne af AaB-defensiven. Hjørnesparket blev taget kort og spillet ud til Hany Mukhtar, der tog chancen fra distancen og sparkede langt over. 

Kort efter kunne Josip Radosevic trykke af i AaB-feltet, men Magnus Christensen og Oliver Abildgaard kastede sig heroisk ned i afslutningen og afværgede aftrækket. 

Med 20 minutter tilbage af opgøret opstod en AaB-chance. Efter en hurtig igangsætning slog Tom van Weert et indlæg ind mod Frederik Børsting. Men Brøndby-forsvaret nåede først til læderet. Frederik Børsting var dog hurtigt over andenbolden og far en meget spids vinkel sparkede kantspilleren på mål, men i målet klarede Marvin Schwäbe bolden med en fodparade. 

Forinden var Philipp Ochs sendt på banen, og senere fulgte både Kasper Risgård og Rasmus Thellufsen i jagten på en udligning. Men Brøndby I.F. kom stadig frem til muligheder. Efter 87 minutter drejede Hany Mukhtar rundt i AaB-feltet og afsluttede mod nærmeste målhjørne, men Jacob Rinne nåede helt op i krogen med en stærk redning. 

I tillægstiden fik Brøndby I.F. en kæmpe mulighed, da Hany Mukhtar blev sendt afsted mod Jacob Rinnes mål og spillede bolden på tværs til Kamil Wilczek, men på stregen kom Kasper Pedersen på utroligvis i vejen. 

I den anden ende lykkedes AaB dog ikke med at skabe den målgivende mulighed, og dermed tabte Hele Nordjyllands Hold 1-0, hvilket betyder, at det er Brøndby I.F., der er videre til finalen i Sydbank Pokalen.

AaB's næste kamp venter på søndag, hvor det gælder det nordjyske lokalopgør mod Hobro I.K. kl. 12.00 i Hobro. 

Matchfacts - Sydbank Pokalen, semifinale

Brøndby I.F.-AaB 1-0 (1-0)
13. min 1-0 Kamil Wilczek
Advarsler Brøndby I.F.: Jens Martin Gammelby (61), Ante Erceg (90), Paulus Arajuuri (90)
Udvisning Brøndby I.F.: Ante Erceg (90)
Advarsler AaB: Frederik Børsting (59), Tom van Weert (90)
13.361 tilskuere på Brøndby Stadion

Brøndby I.F. (4-4-2): Marvin Schwäbe, Jens Martin Gammelby (77: Anthony Jung), Paulus Arajuuri, Hjörtur Hermansson, Kevin Mensah, Simon Tibbling (84: Besar Halimi), Josip Radosevic, Dominik Kaiser, Hany Mukhtar, Kamil Wilczek, Simon Hedlund (67: Ante Erceg).

AaB (4-4-2): Jacob Rinne, Patrick Kristensen (80: Rasmus Thellufsen), Jores Okore, Kasper Pedersen, Jakob Ahlmann (77: Kasper Risgård), Kasper Kusk (57: Philipp Ochs), Magnus Christensen, Oliver Abildgaard, Frederik Børsting, Lucas Andersen, Tom van Weert. 

Dommer: Jens Maae

Tags på denne nyhed

Veloverstået generalforsamling i AaB A/S

4. april 2019 kl. 18:21 af Martin Stigaard Skammelsen

Generalforsamlingen blev traditionen tro styret med kyndig hånd af dirigent Laurits Toft.

Efter beretning fra formand Torben Fristrup gennemgik administrerende direktør Thomas Bælum årsrapporten for 2018.

Herefter besvarede Torben Fristrup og Thomas Bælum spørgsmål fra alle de fremmødte aktionærer, som havde noget på hjerte.

Finn V. Nielsen udtrådte af bestyrelsen, hvilket gav nyvalg til Niels David Nielsen, mens Jacob Møller Knudsen blev genvalgt for en ny to-årig periode.

Umiddelbart efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen i AaB A/S sig med Torben Fristrup som formand og Jacob Møller Knudsen som næstformand.

De øvrige fem bestyrelsesmedlemmer er Henrik Thomsen, Lynge Jakobsen, Claus Fallingborg og Anders Bjørnstrup og Niels David Nielsen.

AaB TV: Tilbageblik på målene i Sydbank Pokalen

4. april 2019 kl. 08:22 af Rasmus Estrup

Inden aftenens semifinaleopgør i Sydbank Pokalen mod Brøndby I.F. kan du i videoen øverst se alle AaB's mål i turneringen i denne sæson. 

AaB har på vej til semifinalen scoret ni mål med 5-0 over FC Roskilde, 1-0 over AC Horsens og 3-1 over Næstved Boldklub. 

De ni scoringer er krediteret Tom van Weert (3), Kasper Risgård (2), Wessam Abou Ali (2), Magnus Christensen samt et selvmål.

Semifinalen i aften begynder kl. 19.30 på Brøndby Stadion. 

Tags på denne nyhed

Sejre sender AaB på ottendeplads i eSuperligaen

4. april 2019 kl. 07:40 af Rasmus Estrup

AaB-Lyngby Boldklub 6-2

Tirsdag aften vandt AaB over Lyngby Boldklub i en kamp, der blev vist på Canal 9. Første due endte ellers 2-2 mellem Daniel "Shoppen" Mogensen og Kaalby. 

"Shoppen", der var på udebane, kom tidligt i front, inden Kaalby udlignede lige inden en halv times spil. Med knap 20 minutter tilbage kom Lyngby foran 2-1, men fem minutter senere udlignede "Shoppen" til 2-2. 

Det resultat skulle Jacob Kragelund forsvare mod Aldin, og AaB-kaptajnen bragte de bolsjestribede i front i første halvleg, inden han med hele tre scoringer fra 64. minut til 77. minut sikrede sig en 4-0-sejr, der gav en samlet AaB-sejr på 6-2. 

AaB-AGF 5-3

Onsdagskampen i eSuperligaen blev ligeledes til en AaB-sejr. En sejr, der blev grundlagt efter første kamp, som Daniel "Shoppen" Mogensen vandt over PrimeTurbo. 

PrimeTurbo kom ellers foran 1-0 med ti minutter til pausen, men i slutningen af første halvleg udlignede Shoppen til 1-1 på et langt lob. 

Med tre AaB-scoringer fordelt over hele anden halvleg vandt "Shoppen" det første opgør 4-1. 

Jacob Kragelund skulle derfor forsvare føringen hjem, og første efter en time scorede Timer til en AGF-føring på 1-0. Kragelund svarede straks tilbage med en udligning, inden AGF kort før tid pyntede på resultatet med en sejr på 2-1, hvilket gav en samlet AaB-sejr på 5-3. 

Der resterer tre runder af eSuperligaens grundspil, hvorefter de otte bedste mandskaber går videre til eSuperliga Finals i KB Hallen 17. april. 

Lige nu ligger AaB på ottendepladsen med 18 point og en bedre målscorer end Hobro I.K. på niendepladsen.

AaB møder i næste uge netop Hobro I.K. på tirsdag, inden der onsdag venter opgør mod de forsvarende mestre fra Brøndby I.F. og FC København, der ligger på andenpladsen i denne sæson. 

Tags på denne nyhed

Truppen til semifinale i Sydbank Pokalen

3. april 2019 kl. 15:35 af Rasmus Estrup

I morgen aften spiller AaB semifinale i Sydbank Pokalen på udebane mod Brøndby I.F., og AaB-truppen til semifinaleopgøret består af 19 spillere, hvoraf 12 har fortid i AaB Talent. 

Cheftræner Jacob Friis og den øvrige trænerstab har udtaget følgende 19 spillere til kampen:

1 Jacob Rinne, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Jakob Blåbjerg, 5 Jores Okore, 6 Kristoffer Pallesen, 7 Oliver Abildgaard, 8 Rasmus Würtz, 9 Tom van Weert, 10 Lucas Andersen, 11 Philipp Ochs, 16 Magnus Christensen, 17 Kasper Kusk, 18 Rasmus Thellufsen, 21 Kasper Risgård, 22 Michael Lansing, 25 Frederik Børsting, 26 Robert Kakeeto og 32 Kasper Pedersen. 

På skadeslisten er Marco Ramkilde, mens Wessam Abou Ali er sygdomsramt. 

Sydbank Pokalens semifinale spilles i morgen kl. 19.30 på Brøndby Stadion. 

Tags på denne nyhed
'