AaB vandt topduellen i U/19 Ligaen
AaB vandt 2-1 over FC Midtjylland i U/19 Ligaen, mens det i Danmarksserien endte med et nederlag på 7-2 mod Viby I.F.
U/19 Ligaen: AaB-FC Midtjylland 2-1
AaB vandt lørdag topkampen i U/19 Ligaen, da rækkens førsteplads, FC Midtjylland, gæstede Hornevej, og nu ligger de to klubber side om side øverst i tabellen.
Kampen bød på tempofyldt spil, hvor FC Midtjylland i første halvleg var toneangivende på bolden, mens AaB lurede på omstillinger.
Det var dog gæsterne, der efter 13 minutter kom foran 1-0. Et frispark blev afrettet af muren, hvilket skabte et klumpspil foran AaB-målet, og klumpspillet endte ud til fordel for gæsterne, som fik prikket bolden over stregen.
Fra anden halvlegs start var AaB mere dominerende på bolden og skabte også flere store muligheder. Efter 60 minutter lykkedes de med at finde vej til rusen, da Oliver Klitten slog et indlæg ind i feltet, hvor Mikkel Kaufmann steg til vejrs og pandede udligningen i mål.
I 89. minut var de to spillere også involveret i sejrsmålet. Oliver Klitten blev efter driblinger i udkanten af FC Midtjylland-feltet nedlagt og tilkendt et straffespark. Dette eksekverede Mikkel Kaufmann stensikkert til 2-1.
- Efter en jævnbyrdig første halvleg spiller vi en rigtig, rigtig god anden halvleg, og at vi igen kommer tilbage efter at have været bagud viser endnu engang, at holdet har en overtruffen vindermentalitet, siger U/19-ligatræner David Olsen.
Sejren betyder, at FC Midtjylland og AaB begge har 39 point i toppen af U/19 Ligaen. FC Midtjylland ligger dog øverst, da de er bedst indbyrdes. Der resterer seks kampe i U/19 Ligaen, og for AaB venter næste opgave først igen 30. april på udebane mod Esbjerg fB.
Danmarksserien: Viby I.F.-AaB 7-2
I Danmarksserien led AaB et stort nederlag, da nordjyderne gæstede Viby I.F.
Hjemmeholdet kom tidligt foran 1-0, og efter 18 minutter blev AaB's Mohammad Darvishani udvist. En mand i undertal lykkedes det dog AaB at udligne til 1-1 og siden bringe sig foran 2-1, inden kampuret havde rundet den første halve time. Begge mål blev scoret af Mads Bruun Davidsen.
Viby I.F. slog tilbage, og med to scoringer inden pausen var hjemmeholdet tilbage i spidsen med en pauseføring på 3-2.
I starten af anden halvleg fulgte AaB fortsat godt med spillemæssigt og havde et par store chancer, men efter en times spil faldt AaB i kadence, og med hele fire mål i opgørets sidste halve time snuppede Viby I.F. sejren på 7-2.
- Vi mister pusten og aggressiviteten efter en time, og så falder vi helt igennem. Selvom vi er en mand i undertal, må vi aldrig lukke så mange mål ind. Omvendt kan vi glæde os over indsatsen i den første time, og det er de takter, vi skal tage med videre til næste kamp, der kan blive afgørende for sæsonen, siger Danmarksserietræner Nickolaj Jonstrup.
Nederlaget betyder, at AaB rykker ned under den stiplede nedrykningsstreg efter Aarhus Fremad, der har en bedre målscore. Næste kamp spilles på lørdag på hjemmebane mod Holstebro Boldklub, der har to point flere end AaB.