Tegn sæsonkortabonnement - få tre kampe i første måned

24. oktober 2018 kl. 16:30 af Rasmus Estrup

Har du endnu ikke tegnet et sæsonkortabonnement, kan du med fordel gøre det nu. Priserne for et sæsonkort starter fra 85 kr. om måneden for en voksen og 45 kr. for et barn, så tegner du det inden lokalopgøret mod Vendsyssel F.F. på søndag, får du adgang til tre kampe i den første måned fra 85 kr. 

De tre kampe er Superligalokalopgøret mod Vendsyssel F.F. søndag 28. oktober, ottendedelsfinalen i Sydbank Pokalen mod AC Horsens onsdag 31. oktober og Superligabraget mod FC København 11. november.

Derudover får alle sæsonkortholdere og sæsonkortabonnenter en ekstra billet til årets sidste hjemmekamp mod AC Horsens søndag 9. december. 

For et nytegnet abonnement er der 6 måneders binding fra tegningsdatoen. Herefter kan du opsige abonnementet med et varsel på løbende måned + 1 måned.

Af øvrige fordele får du ud over din faste plads til alle AaB’s Superligakampe og Sydbank Pokalkampe på Aalborg Portland Park med et sæsonkortabonnement også mulighed for gratis at videresende din billet.

Du inviteres desuden til pre-season-arrangement, og i AaB Fanshop og AaB Souvenirbod får du 10% rabat.

Tags på denne nyhed

AaB TV: AaB i europæisk top i brug af egne spillere

24. oktober 2018 kl. 12:25 af Rasmus Estrup

Over 66 procent af AaB's spilletid i Superligaen i denne sæson er gået til spillere, der har spillet ungdomsfodbold i AaB. Det er tredjemest i hele Europa viser tal fra CIES, et internationalt sportsanalyseinstitut, som analyserer på de 31 bedste ligaer i Europa. 

I den danske Superliga er gennemsnittet på 18,5 procent, og i hele Europa er der kun et slovakisk og et tjekkisk hold, der overgår AaB i brugen af egne spillere. 

Få mere at vide om baggrunden for det i ovenstående indslag fra AaB TV. 

AaB TV: Ønskeland modtager Hele Nordjyllands Håndsrækning

23. oktober 2018 kl. 15:15 af Rasmus Estrup

Ønskeland modtager AaB's pris Hele Nordjyllands Håndsrækning i efteråret 2018. Dermed donerer AaB og Spar Nord Fonden 2 kr. pr. tilskuer til Superligakampe på Aalborg Portland Park i dette efterår til Ønskeland, der er etableret for at give sårbare børn, unge og deres familier en håndsrækning i form af et ophold eller et længerevarende forløb.

Oliver Abildgaard og Wessam Abou Ali har besøgt stedet, som du kan blive klogere på i dette indslag fra AaB TV.

eSuperligaen begynder med lokalopgør

23. oktober 2018 kl. 08:50 af Rasmus Estrup

eSuperligaen begynder 5. november, og der spilles mandage og tirsdage frem til midten af december. 

De otte bedste hold kvalificerer sig til slutspillet, der spilles 17. december. Her spilles kvartfinaler, semifinaler og Grand Final. 

AaB lægger ud med et lokalopgør mod Vendsyssel F.F., og hele AaB's kampprogram for efterårssæsonen kan ses på grafikken til højre.

Indtil videre er spilletidspunkterne for de fire første runder fastlagt:

1. runde - Mandag 5. november kl. 20.45 - AaB-Vendsyssel F.F. 

2. runde - Tirsdag 6. november kl. 17.15 - AGF-AaB

3. runde - Mandag 12. november kl. 19.30 - AaB-FC København

4. runde - Tirsdag 13. november kl. 18.15 - Vejle Boldklub-AaB

De specifikke kamptidspunkter for de senere runder offentliggøres løbende. 

Alle kampene vises på streamingtjenesten Dplay, og nogle kampe vises på Canal9. 

AaB's eSuperligahold består af kaptajn Daniel "Shoppen" Mogensen, Asger Aagaard og Anders "Hansi" Hansen. 

Trænerteamet for eSuperligaholdet omfatter Rikke V. Sørensen, Thomas Nygaard og Anette Pedersen, der alle er medlem af AaB Support Club København. 

Tags på denne nyhed

Sikker reserveholdssejr over Vendsyssel F.F.

22. oktober 2018 kl. 16:15 af Rasmus Estrup

AaB fortsætter sejrsgangen i Reserveholdsturneringen. Her til eftermiddag vandt det bolsjestribede hjemmehold 3-0 over Vendsyssel F.F., og dermed har AaB fire sejre og fire clean sheets efter fire kampe i Reserveholdsturneringen. 

Selvom Vendsyssel F.F. stod for opgørets første chance efter få sekunder, dominerede AaB kampen og havde undervejs flere store chancer.

Cirka midtvejs i første halvleg faldt første scoring, da Tom van Weert opsnappede en dårlig clearing fra Vendsyssel-defensiven. Det efterlod angriberen alene med gæsternes målmand, som blev udplaceret til 1-0. 

Inden pausen havde både Kasper Kusk, Bardhec Bytyqi og Patrick Kristensen forsøg mod mål, men pausestillingen var 1-0. 

Tidligt i anden halvleg fordoblede AaB føringen, da Kasper Kusk spillede bolden på tværs til en fri Bardhec Bytyqi, der sikkert kunne sende 2-0-scoringen i nettet. 

Kort efter var Tom van Weert tæt på endnu en scoring, men målmanden diskede op med en god redning. 

I anden halvleg havde Vendsyssel F.F. et par gode muligheder, men Michael Lansing og AaB-defensiven kom i vejen for afslutningerne. 

I stedet kunne Wessam Abou Ali efter flere store chancer lukke kampen med en scoring til 3-0. Kristoffer Pallesen slog et indlæg ind i feltet, som via Mikkel Kaufmann ramte Wessam Abou Ali og trillede over stregen. 

- Det var en god reserveholdskamp. Vi fik forsøgt nogle nye ting offensivt, spillerne viste god disciplin og vi kan igen glæde os over at have holdt nullet, siger assistenttræner Jacob Friis, der havde valgt følgende startopstilling: 

Michael Lansing 
Kristoffer Pallesen, Jores Okore, Mathias Ross, Patrick Kristensen
Kasper Kusk, Rasmus Würtz, Filip Lesniak, Bardhec Bytyqi
Tom van Weert, Kasper Risgård

I pausen blev Kasper Risgård og Jores Okore planmæssigt erstattet af Wessam Abou Ali og Jakob Blåbjerg, mens U/19-ligaspillerne Mikkel Kaufmann og Oliver Klitten blev sendt i aktion efter 70 minutter i stedet for Tom van Weert og Bardhec Bytyqi. 

AaB's næste kamp i Reserveholdsturneringen spilles mandag 11. november på udebane mod Vendsyssel F.F.

Tags på denne nyhed
'